Luba Navrotska har netop fyldt vand i den store industrigryde i køkkenet på det tidligere plejehjem Bøgehøjgård i Hornbæk i Nordsjælland. Den 64-årige kvinde er sammen med den 39-årige Olka Podolyak i gang med at lave nudelsuppe med kødboller til de omkring 90 flygtninge. Hovedparten er kvinder og børn, men der er også fire mænd. De fleste er kommet til Danmark på turistvisum og er nu indkvarteret i etplansbygningen med lange gange, gule murstensvægge og små haver foran værelserne.
For mindre end en måned siden levede de to kvinder et helt normalt liv i det vestlige Ukraine. Nu ejer de næsten ingenting og må hente tøj i depotet, som er bemandet af frivillige.
Luba Navrotska og Olka Podolyak tilhører den første gruppe af ukrainske flygtninge, der kom til Danmark drypvis i busser eller personbiler kort efter invasionen den 24. februar.
I denne uge kom yderligere 29 børn og 31 kvinder til flygtningecenteret efter 32 timers bustur fra den polske grænse.
Da Kristeligt Dagblad taler med Olka Podolyak i flygtningecenterets spisesal, henvender nogle af de nye flygtninge sig til hende for at spørge, hvor de kan få vasket tøj. De er ankommet natten forinden og er stadig lidt desorienterede. Frivillige har sat morgenmad ud på deres værelser.
Flygtede for børnenes skyld
Olka Podolyak er en høj, slank kvinde med langt lyst hår. I Ukraine arbejdede hun som kommunikationsmedarbejder for de lokale skovmyndigheder. Hun fortæller lavmælt, hvordan hun traf beslutningen om at flygte den 25. februar efter at have tilbragt natten i et beskyttelsesrum sammen med sin mand Vasyl og parrets tre børn på 10, 12 og 15 år.
”Jeg kunne ikke forsvare at lade mine børn blive tilbage i krigen. Min ældste datter lider af en kronisk sygdom og tager medicin. Vi vidste ikke om, vi ville blive det næste mål.”
Parret kørte til Polen i deres egen bil og satte kursen mod Danmark efter mødet med danske frivillige.
Olka Podolyak viser familiens værelse. Der er fire køjesenge, et bord, et tekøkken og eget badeværelse. Hendes mand leger med den livlige hund Frosya. Familien har som flere andre medbragt deres kæledyr. Lige nu er der tre hunde og en kat på centeret.
Olka Podolyak kæmper for at få børnenes hverdag til at fungere. Deres skole i Ukraine arrangerer onlineundervisning, men ofte er internetforbindelsen dårlig. Hun håber, at den nye lov om ukrainske flygtninge, der blev vedtaget i går, betyder, at de snart kan komme i skole.
”Børnene keder sig,” siger hun.
Olka Podolyak betegner Danmark som ”et koldt land med et varmt hjerte”, og understreger, at hun er dybt taknemmelig over den modtagelse, hun har fået.
Men de dårlige nyheder om bombardementer vælter ind på hendes mobiltelefon og holder hende ofte vågen om natten. Hendes søn Ustym på 10 år siger, at han vil hjem og slås mod russerne:
”Mine børn har det elendigt indeni og græder meget. De vil tilbage og slutte sig til hæren, og jeg siger, at det er de alt for små til.”
Klar til job
Vasyl Podolyak har arbejdet som lastbilchauffør for et polsk firma, men opholdt sig hos familien i Ukraine, da krigen brød ud. I Ukraine skal alle mænd mellem 18 og 60 år blive i landet for at kunne indgå i militæret. Men Vasyl Podolyak fortæller, at han frit kunne tage over grænsen, fordi han har tre børn, hvoraf den ene er syg.
Parret håber, at det bliver muligt snart at vende tilbage. Men de er klar over, at deres ophold i Danmark kan blive langvarigt.
Vasyl Podolyak regner med, at han kan finde et job som lastbilchauffør. Hans hustru er parat til at gøre rent, arbejde i køkken eller måske hjælpe andre flygtninge.
”Det vigtigste er, at mine børn får et ordentligt børneliv,” siger hun.
Hjælpsomme og selvhjulpne
Anne Kyung Nielsen er leder af Visitation og Indsats, som er det specialiserede socialområde i Helsingør Kommune. Men i disse dage er mange af hendes normale arbejdsopgaver lagt til side. Sammen med et par andre kommunale medarbejdere og en stor gruppe frivillige hjælper hun ukrainerne i Hornbæk.
Anne Kyung Nielsen hjalp også flygtninge ved den store flygtningekrise i 2015. Hun har bemærket, at de ukrainske flygtninge er meget taknemmelige, selvhjulpne og ivrige for at udføre opgaver som rengøring og madlavning. Ret hurtigt stablede ukrainerne selv et madlavningshold på benene. Kommunen har et havehold, som har ordnet udearealerne. Så småt begynder flere af ukrainerne at melde sig og giver udtryk for, at de fremover gerne vil sørge for den opgave.
Helsingør Kommune sørger for flygtningenes ophold, men lokale butikker donerer en del af maden. Brugsen i Hornbæk sætter dagligt en seddel op, der efterlyser nogle af de ting, flygtningene mangler. Hornbækborgerne kan så købe disse ting på deres indkøbstur og aflevere dem i en kasse i butikken.
”Mange har ingen penge. De vil meget gerne i arbejde og leve et normalt liv. Men de senest ankomne flygtninge, der kommer fra krigshandlinger, har det dårligere end dem, der kom først,” fortæller Anne Kyung Nielsen.
Vil hjem
I flygtningecenterets værelse 21 bor den 64-årige Luba Navrotska sammen med datteren, den 43-årige farmaceut Olena Navrotska, der er fraskilt, og barnebarnet Luba Hotsko på 14 år.
I rummet står også to nye cykler – den ene med et ukrainsk flag i cykelkurven. Det er en gave fra en forretningsdrivende. Den 14-årige pige fortæller selvsikkert og på flydende engelsk, hvordan de flygtede med tog fra byen Lviv i Vestukraine den 27.februar. I Polen blev de transporteret videre af frivillige, hvorefter de mødte en dansk kvinde, der kørte dem hele vejen til Helsingør. De har boet på centeret i næsten 14 dage.
To gange om dagen taler de med Lubas storebror, der er 22 år og politimand i Lviv. De er meget bekymrede, fordi han arbejder under 100 meter fra byens banegård, som er et oplagt bombemål. De har også efterladt Olena Navrotskas bedstemor på 92 år. Hun bor sammen med sin søn.
”Vi forlod alt. Vi levede et helt normalt liv. Og nu har vi ingenting. Jeg kan ikke sige, hvor taknemmelig jeg er for danskernes hjælp. Men samtidig er jeg frygtelig bange for, at det ikke vil lykkes for os at komme tilbage,” siger Olena Navrotska.
Luba Hotsko keder sig i flygtningecenteret. Hun håber snart at kunne komme i skole og få danskundervisning. Hendes bedstemor udtrykker sine følelser i to sætninger: ”Mange tak Danmark. Jeg vil hjem hurtigst muligt.”
