Den 8. marts 2022 rullede en bus ud af Kiyv-forstaden Irpin. I bussen sad Ljudmila Levandovska, 76 år, og Lyubov Mitlytska, 61 år. De seneste to uger havde de to kvinder fra hver deres lejlighed oplevet russernes bombardement, som blandt andet havde efterladt nabokomplekset ubeboeligt.
Ljudmila Levandovska havde ingen intentioner om at forlade Ukraine. De yngre kvinder og børnene i hendes familie var allerede flygtet nogle dage i forvejen, men svigersønnen nægtede at efterlade Ljudmila trods hendes formaninger om det modsatte. Hendes eneste ønske var, at svigersønnen tog hende ud af lejligheden og satte hende på en bænk foran bygningen, så hun ikke skulle lide en langsom død under murbrokkerne.
Lyubov Mitlytska foretrak også at blive i sit hjemland, men da hun efter fire dage med strømafbrydelse skulle ned med råddent madaffald, fik hun tilfældigt øje på flere bekendte fra nabolaget, som var på vej ind i en bus og ud af landet. Hun gik tilbage i lejligheden, pakkede de vigtigste genstande og satte sig ind i bussen.
I dag bor Ljudmila Levandovska og Lyubov Mitlytska i Rødkærsbro uden for Viborg. De er sammen med flere andre ukrainske flygtninge indkvarteret i byens forsamlingshus, hvor de deler et værelse på knap 15 kvadratmeter med to senge, et bord og et par stole. Under flugten fra Ukraine, der noget af vejen foregik til fods mellem busturene, blev de to forenet, da Lyubov Mitlytska tog den dårligt gående Ljudmila Levandovska under armen. Siden har de været uadskillige.
På værelset sidder også 88-årige Lidija Glushenko, og de tre ukrainske kvinder er stuvet sammen for at fortælle, hvordan det er at forlade sit hjemland i en høj alder og skulle finde kræfterne til at genopbygge en ny tilværelse i et fremmed land som Danmark. At de netop havnede i Danmark, var en tilfældighed. Hverken Polen, Tjekkiet eller Slovakiet havde plads til dem, og da de stod i Tyskland, var der pludselig ikke langt til Danmark, hvor der boede en bekendt.
Kvinderne taler gerne længe ad gangen og i munden på hinanden, så tolken kommer gentagne gange på overarbejde. Men når de skal forklare, hvad de tænkte i de sekunder, hvor bussen begyndte at rulle, og Irpin så småt forsvandt i bagruden, bliver de mere ordknappe.
”Jeg tænkte ikke noget særligt, tingene skete bare,” siger 61-årige Lyubov Mitlytska.
De ukrainske kvinder fortæller samstemmende, hvordan frygten og al praktikken med at komme ud af Ukraine overskyggede overvejelserne ved at sige farvel til hjemlandet. Men efter de ankom til Rødkærsbro, har de haft rigeligt med tid til at tænke over beslutningen om at sige farvel til deres liv i Ukraine. Selvom de har fået en varm velkomst i den midtjyske stationsby med ”de smilende danskere”, som de udtrykker det, har de alle et ønske om at vende hjem.
”Jeg er 88 år, og det er anden gang i mit liv, at jeg er tilskuer til en krig. Jeg vil egentlig bare gerne hjem, men jeg forstår godt, at jeg ikke rigtigt kan komme det lige nu,” siger Lidija Glushenko.
”Nu har jeg ingenting”
Efter flugten med svigersønnen blev 76-årige Ljudmila Levandovska forenet med sin datter og børnebørnene, som også er indkvarteret i Fælleshuset Rødkærsbro. I løbet af interviewet kommer den voksne datter ind på værelset for at vise Kristeligt Dagblads udsendte fotos af de boligblokke i Irpin, hvor både Ljudmila Levandovska og Lyubov Mitlytska boede indtil for ganske nylig. De viser udbrændte og ubeboelige lejligheder efter russernes missilangreb.
”Jeg havde jo alt før. Jeg havde et liv, men nu har jeg ingenting. Når jeg kommer tilbage, er der ingenting. Hvor skal jeg begynde?,” fremstammer 61-årige Lyubov Mitlytska med en tåre trillende ned af kinden.
Hun synes, at det danske samfund på mange områder er et bedre samfund end det ukrainske, men det var jo hendes samfund.
”Det var mit liv, min lejlighed, mit fjernsyn og mit samfund. Samfundet var ikke perfekt, og jeg har været utilfreds med mange ting, blandt andet de seneste års krig (i Østukraine siden 2014, red.). Men nu indser jeg, at jeg måske aldrig vender tilbage, og det har givet en erkendelse af, at jeg burde have været mere taknemlig for det samfund og liv, jeg havde.”
Heller ikke Ljudmila Levandovskas lejlighed står til at redde. Om hun skal vende hjem til Ukraine, er ikke en beslutning, som hun er herre over, siger hun:
”Jeg er 76 år, svag og syg, så det hele afhænger af mine børn og børnebørn. Hvis de tager tilbage, tager jeg med. Hvis de bliver her, bliver jeg også. Jeg er bare en følgesvend.”
Et andet syn på livet end unge
Dagene i Rødkærsbro ligner hinanden for de tre ukrainske kvinder. 88-årige Lidija Glushenko er tidligere gymnast, og hun holder sig i gang ved at gå ture i naturen. 76-årige Ljudmila Levandovska og 61-årige Lyubov Mitlytska er mere magelige, erkender de, inden de slår en latter op. Mest af alt savner de deres fjernsyn. Både for at få tiden til at gå og for selv at kunne følge med i situationen i Ukraine uden at være afhængige af de andre beboeres smartphones. Lyubov Mitlytska kan godt lide at brodere for at lede tankerne hen på andet end krig, og i lejligheden i Irpin har hun efterladt tre broderede ikoner.
”Jeg har sagt til Gud, at hvis han kan bevare Ukraine, så skal jeg nok finde den bedste plads til dem efter krigen,” siger hun overbevisende om de tre ikoner, der formentligt må være gået til grunde i den nedbrændte lejlighed.
I påsken var de tre kvinder til gudstjeneste, hvor prædikenen blev oversat til ukrainsk. De taler om kristendommen som en støtte og gudstjenesten som et lyspunkt i en tilværelse, hvor fremtidsudsigterne er uklare. Mens den 88-årige Lidija Glushenko er glad, hvis hun ”bare kan lære et par enkelte danske gloser”, så håber 76-årige Ljudmila Levandovska at kunne forlade Fælleshuset Rødkærsbro og flytte ind i et hus med datteren, svigersønnen og børnebørnene, hvor de kan leve et mere almindeligt familieliv. Selvom hun sætter pris på det milde danske forårsvejr og er taknemlig for at få mad på bordet, minder livet her hende om at bo på et kollegie. 61-årige Lyubov Mitlytska var egentlig gået på pension i Ukraine, men hun arbejdede i det lokale supermarked for at tjene lidt ekstra. Hun håber at finde et job i Danmark, hvor hun kan lære sproget og forsørge sig selv. Men hun føler, at hendes alder er en begrænsning.
”Min hjerne forstår godt, at jeg skal lære sproget, men det jeg har lært i går, har jeg glemt i dag,” siger hun.
Det er i det hele taget svært at skulle begynde forfra og bygge en ny tilværelse op, fortæller hun. Særligt når man har affundet sig med, at man efter ukrainske forhold er ”en gammel kone”.
”Jeg synes, det er svært fysisk og mentalt. Vi har et helt andet syn på livet end de unge. De har hele livet foran sig. Vi har vores liv bag os.”