17-årige Najeeb Jawad er en spinkel og ikke særlig høj ung mand med et bemærkelsesværdigt beslutsomt blik i de brune øjne. Han var kun 12 år, da han flygtede fra den krigshærgede Kunduz-provins i Afghanistan. Tre år var han undervejs, før han nåede Danmark.
Flere gange prøvede han at krydse grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland illegalt, men hver gang blev han tævet af grænsevagterne, der også smed ham i fængsel. Til sidst lod de ham slippe ind i Europa, og han hutlede sig igennem tilværelsen ved at arbejde et par år i Athen.
I dag bor Najeeb på et af Roskilde Kommunes i alt seks bosteder for uledsagede flygtningebørn, der har fået opholdstilladelse i Danmark. Institutionen ligger på en stille villavej og har fælles tv-stue, flere køkkener og rummelige værelser. Her bor han sammen med seks andre unge mellem 15 og 17 år.
I dag satser Najeeb Jawad på nutiden og fremtiden og taler helst ikke om fortiden.
”Det er så sørgeligt, at jeg begynder at græde,” siger Najeeb Jawad på fejlfrit dansk. Han fortæller, at hans far, der var tolk for de amerikanske tropper, er død. Hans mor er, så vidt han ved, sammen med Taleban.
Selv er han fast besluttet på at få et godt liv i Danmark.
”I Afghanistan gik jeg kun i skole nogle år. Her vil jeg være sygeplejerske eller have en anden høj uddannelse,” siger Najeeb Jawad, mens han kigger på sit ur. Denne eftermiddag har han aftalt at oversætte for en af de nye beboere.
Najeeb er næsten altid i aktivitet. Som de andre unge på bostedet går han på sprogskole hver dag fra klokken 8 til klokken 14.30. Han har fritidsjob i en butik 10 timer om ugen, spiller fodbold tre gange om ugen og bruger sine gode danskkundskaber til at oversætte for andre. Ligesom de andre unge på bostedet er Najeeb med til at sørge for huslige pligter som madlavning og rengøring, og derudover har de alle hverdagen tæt besat med fritidsinteresser og lektielæsning.
Antallet af uledsagede flygtningebørn, der søger mod Europa, satte rekord i 2015. Sverige modtog sidste år 35.000 børn og unge under 18 år, og 1700 unge uledsagede børn og unge flygtede til Danmark de første 11 måneder af 2015. Langt hovedparten er drenge fra Afghanistan, Syrien og Eritrea.
De mange børneflygtninge skyldes ifølge eksperter, at der ikke siden Anden Verdenskrig har været flere flygtninge i verden. Forældre sender typisk deres børn af sted sammen med en menneskesmugler på grund af vold, krig og økonomisk krise i hjemlandet.
Familierne ved, at flugten indebærer en vis risiko, og derfor er det som oftest drengene, der rejser. Desuden er det i et konservativt muslimsk samfund som Afghanistan socialt uacceptabelt, at kvinder rejser alene. Men der er også eksempler på, at piger flygter alene fra Syrien og Eritrea. For eksempel hjælper Roskilde Kommune i øjeblikket tre eritreiske piger.
Hans Andersen, der er leder på Roskilde Ungecenter, fortæller, at de pædagoger, der for to år siden fik til opgave at arbejde med de uledsagede unge, i begyndelsen var skeptiske.
”Men i dag er de begejstrede og vil slet ikke give slip på den målgruppe. Det er radikalt anderledes end at have med udsatte danske unge at gøre. De uledsagede flygtningebørn har deres basis i orden og har gode værdier. De er meget motiverede og vil gerne lære og udrette noget. Vi har på vores bosted for eksempel en ung afghaner, der på kun et år opnåede at blive danmarksmester i boksning. Nogle klager ligefrem over skoleferierne, fordi de vil have undervisning,” fortæller Hans Andersen.
Han understreger, at de unge til gengæld slås med andre problemer.
”Mange har oplevet forfærdelige ting under flugten. Nogle er blevet tævet og fængslet. Andre har boet på gaden i flere år, og vi er også stødt på unge, hvor vores mistanke er, at de er blevet seksuelt misbrugt under flugten,” siger Hans Andersen.
Han fortæller, at mange af de unge har en dækhistorie, som de er blevet udstyret med af den menneskesmugler, der har hjulpet dem til Europa. Ofte har menneskesmuglerne instrueret de unge i, at de for alt i verden ikke må fortælle deres sande historie.
”Men efterhånden som de unge bliver mere trygge og føler fortrolighed med de voksne, begynder mange at fortælle deres rigtige historie. Som regel kommer den bid for bid. Vi gør meget ud af at tilbyde dem psykologhjælp til at håndtere deres traumer,” fortæller Hans Andersen.
Specialkonsulent Bent Hansen fra Roskilde Kommune fortæller, at de 89 unge, som kommunen har hjulpet gennem de seneste fem-seks år, generelt har klaret sig overraskende godt.
”Vi havde en, der altid havde et klæde omkring sit hoved, fordi han ikke kunne holde styr på sine tanker. Da han startede i behandling, hørte han nærmest til på handicapområdet på grund af sine psykiske traumer, men her fem et halvt år senere arbejder han som social- og sundhedsassistent. Mange har et stærkt drive, og de har fået de basale behov dækket i de første leveår. Selvom det kan se rigtig skidt ud, så har de alligevel et potentiale, som folder sig ud,” fortæller Bent Hansen.
Selvom flere af de unge tidligere har været gadebørn i Athen, er der ifølge Bent Hansen ikke problemer med kriminalitet.
”Vi har unge, der fortæller, at de af sult har prøvet at koge suppe af græs, de har plukket i Victoriaparken i Athen. Men det er ikke vores indtryk, at de har klaret sig ved at begå kriminalitet. Især de afghanske drenge foragter kriminalitet,” siger Bent Hansen og henviser til, at der blandt de 79 unge, som kommunen i øjeblikket følger, kun har været et par mindre forseelser: To er blevet taget for at køre på cykel på fortovet, og en enkelt er blevet taget af politiet med en hashcigaret foran Christiania.
Jesper Budde, der leder indsatsen for uledsagede mindreårige i Integrationsnet under Dansk Flygtningehjælp, understreger, at de unge er flygtet, fordi de vil have et bedre liv.
”Men syrere, afghanere og eritreere kommer også fra autoritære samfund, hvor de er vant til at adlyde. De skal lære demokratiske værdier og begreber som tillid. Mange tilpasser sig og elsker for eksempel vores dronning. Men nogle får det også svært, når de på et tidspunkt lærer så godt dansk, at de begynder at forstå udlændingedebatten. De kan få et psykisk dyk, når de bliver konfronteret med kritikken af indvandrere, og i nogle tilfælde spørger de, om vores samfund egentlig ønsker at tage imod dem,” forklarer Jesper Budde.
Antropolog Jonas Høgholm, der har fulgt 22 uledsagede afghanske flygtningedrenge et år efter deres udslusning fra et bosted i Viborg, peger på, at problemet kan være at fastholde motivationen, når de unge skal stå på egne ben.
”De drenge, jeg fulgte, oplevede det som en kolossal succes, at det var lykkedes dem at komme til Danmark. Det bekræftede dem i, at de kunne nå noget ved at knokle. Men efter udslusningen fra bostedet følte nogle af drengene, at de stødte panden mod en mur i det danske system, og at de var ret alene, og de savnede kontakt med danskere,” fortæller Jonas Høgholm.
På bostedet i Roskilde viser en anden beboer, den 17-årige Aman fra Eritrea, sit ryddelige og renskurede værelse frem. Ud over en brugt lædersofa har han en seng, en guitar og en computer. Den unge teenager med posede cowboybukser og halvlangt krøllet sort hår har boet på centret i halvandet år. Aman, der ikke ønsker sit fulde navn i avisen, forlod en fattig landsby i Eritrea for to år siden sammen med et par kammerater.
Som så mange andre ville han undgå regimets berygtede militærtjeneste, der kan vare i årtier. Flugten varede mange måneder og foregik på lange strækninger til fods. Aman fortæller, hvordan han oplevede sandstorme og tørst, da han krydsede ørkenen på vej til Libyen.
Fra Libyen krydsede han Middelhavet i en båd sammen med 200 mennesker. Turen var nær gået galt, men de mange mennesker blev reddet af en båd nær Italien.
”Jeg var meget bange,” fortæller Aman, der forstår og taler dansk. Hans forældre og ni søskende bor stadig i Eritrea. Hans far er blevet indkaldt til hæren, og Aman ringer indimellem til ham. Tilbage i landsbyen bor hans mor med Amans ni søskende.
Ud over at passe sprogskolen dyrker Aman karate to gange om ugen, og så går han til guitarundervisning. Alle flygtningebørn under 18 år får udpeget en forældremyndighedsindehaver, og Aman har netop tilbragt et par juledage sammen med den danske familie.
”Det er en sød familie,” konstaterer han.
Også Aman drømmer om at blive i Danmark og få en praktisk uddannelse. Måske som mekaniker.
Hans bofælle Najeeb Jewad har i modsætning til Aman ingen kontakt med sin familie, og han har heller ikke noget nært forhold til danske kontaktpersoner, men betegner pædagogerne og de andre unge på bostedet som ”sin familie”. Den målbevidste teenager lægger ikke skjul på, at drømmen om en dag at få en rigtig familie indgår i hans fremtidsplaner.
”Jeg er helt alene og har været det i mange år. Men i fremtiden vil jeg have en familie her i Danmark.”