Prøv avisen

Uligheden udjævner sig fra vugge til grav

Teknisk opgøres forskellene på rige og fattige ved den såkaldte ginikoefficient. Har alle borgere præcis samme indtægt og formue, er ginikoefficienten 0, og tjener og ejer en person det hele, er koefficienten 1. Ligheden i Danmark toppede først i 1990’erne, da koefficienten lå på 0,22. Siden er den steget til 0,28. Foto: Jens Panduro/POLFOTO

Den økonomiske ulighed er vokset de seneste 20 år, men målt over et helt liv er uligheden mellem mennesker kun det halve af de officielle tal for ulighed. Torsdag diskuterer Folketinget, om den er et problem i Danmark

Den økonomiske ulighed i det danske samfund vokser. Selvom landet stadig hører til et af de mest lige i verden, er forskellen mellem rig og fattig steget siden 1994. I øvrigt en udvikling, der kan genfindes i alle industrilande.

Men er det et problem, der er værd at beskæftige sig med? Det vil socialdemokratiske politikere i dag diskutere i et samråd i Folketinget med økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA). For nogle uger siden afviste han i et interview, at ulighed skulle være et problem i dansk sammenhæng.

Teknisk opgøres forskellene på rige og fattige ved den såkaldte ginikoefficient. Har alle borgere præcis samme indtægt og formue, er ginikoefficienten 0, og tjener og ejer en person det hele, er koefficienten 1. Ligheden i Danmark toppede først i 1990’erne, da koefficienten lå på 0,22. Siden er den steget til 0,28.

Stigningen er ifølge afdelingsdirektør Niels Ploug fra Danmarks Statistik et af to meget interessante tal i en rapport, som Det Økonomiske Råd, vismændene, offentliggjorde sidste efterår.

”Det andet interessante er, at de også har opgjort ginikoefficienten for en livsindkomst. Den er 14, det vil sige det halve af den officielle ginikoefficient. Over et helt liv er uligheden 0,14, og det er ikke noget katastrofalt tal,” siger Niels Ploug.

Med andre ord udlignes uligheden fra vugge til grav, fordi man som ung og gammel ikke tjener særlig meget, men det gør man, mens man er på arbejdsmarkedet. Overførselsindkomster som dagpenge og kontanthjælp får man typisk også kun i en kortere del af sit liv, og det udlignes af de perioder, man er i job.

Niels Ploug er forfatter til en kommende bog om ulighed, og han ser nogle af de samme tendenser herhjemme som i resten af verden, nemlig at afstanden mellem de fattigste og de allerrigeste vokser. Udviklingen har bare ikke været nær så voldsom herhjemme som især i de angelsaksiske lande.

”Som arbejdet i ekspertudvalget om fattigdom også viste, er mellem 10.000 og 20.000 børn blevet ramt, fordi deres familier har fået en lavere indkomst. Vi ved fra anden forskning, at hvis man vokser op i familier med få ressourcer, kan det smitte af på de muligheder, man har senere i livet, men der er ingen grund til at overdramatisere det. Man kan med relativt få penge afhjælpe deres problemer, det er ikke noget, der ville koste mange milliarder kroner,” siger Niels Ploug.

I den modsatte ende af spektret er de ”superrige” stukket af fra resten af samfundet rent økonomisk, dog har udviklingen heller ikke her været så markant som i andre dele af verden. Hvor en direktørløn i USA for eksempel er 100 gange højere end en industriarbejders, er den i Danmark 16 gange højere. Tilbage i 1980’erne var forskellen dog kun en faktor 7.

Ser man på den store middelklasse, har den klaret sig væsentligt bedre her end eksempelvis i USA, hvor reallønnen har stået stille i mange år, og stadig flere bliver ”working poor”, arbejdende fattige, der ofte må tage flere meget lavtlønnede jobs for at få økonomien til at hænge sammen.

Selvom Danmark dermed fortsat er et af de mest lige samfund i verden, er Socialdemokratiets børneordfører Ane Halsboe-Jørgensen bekymret for, at uligheden skal ”løbe løbsk”.

”Den måde, vi har indrettet Danmark på, er afhængig af, at vi er et ret lige samfund. Vi kan ikke have velfærdssamfundet, sammenhængskraften og tilliden til hinanden, hvis der er for store forskelle, og hvis vi kender for lidt til hinandens liv,” siger Ane Halboe-Jørgensen.

”Jeg er bekymret, når både statsministeren og økonomi- og indenrigsministeren trækker på skuldrene over, om det overhovedet er noget, de gider diskutere,” siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Adspurgt om Ane Halsboe-Jørgensen har et mål for, hvor lige samfundet skal være, nævner hun, at det afgørende er, hvor mange der har et arbejde.

Derfor har Socialdemokratiet heller ikke et problem med, at partiet for eksempel i kontanthjælpsreformen satte ydelserne til unge ned, når de alene manglede et job eller uddannelse. Også selvom den lavere ydelse i en periode har øget uligheden.

En af de væsentlige årsager til, at uligheden er steget, er netop, at mange flere unge er under uddannelse i dag end for 25 år siden.

Under en uddannelse tjener man ikke mange penge, men til gengæld vil man tjene mere som færdiguddannet.

”Hele diskussionen om de studerende er mindre alarmerende, når vi taler om ulighed og fattigdom, for selv om man skal leve af havregryn i nogle år, kommer man ud bagefter og får et job, så man kan forsørge sig selv og sine familie,” siger den socialdemokratiske ordfører.

Liberal Alliances finansordfører Joachim B. Olsen peger på, at uligheden ved øget uddannelse ikke kun vokser, fordi de studerende får lavere ydelser under deres studier – de vil også få en højere løn som færdiguddannede, der vil øge uligheden i forhold til dem, der stadig er ufaglærte. Han mener, at lighedsdiskussionen er fuld af den slags paradokser. 

”I et land som Danmark med meget lav vækst er det svært at øge væksten og beskæftigelsen uden at øge uligheden en lille smule.”

”Grundlæggende handler det om, hvor mange timer, der bliver arbejdet, og hvor produktive vi er. Hvis man arbejder mere, øger det uligheden. Det gør man også, når man laver reformer, der flytter folk på overførselsindkomster ind på arbejdsmarkedet. En lang række reformer, som skiftende regeringer har lavet siden 1990’erne, har øget uligheden, fordi man gerne ville have flere ud på arbejdsmarkedet,” siger Joachim B. Olsen.

Han fremhæver et andet aspekt, nemlig at uligheden på verdensplan er mindsket voldsomt, selvom den er steget i mange lande.

Eksempelvis har et stort amerikansk firma som Microsoft tjent styrtende med penge i hele verden, og det har øget forskellen mellem rig og fattig inden for USA, men til gengæld har millioner af mennesker rundt om i verden fået arbejde og er blevet løftet ud af fattigdommen, så den globale ulighed er mindsket.

Samme pointe fremhæver vismand og forskningsdirektør ved SFI, det Nationale Forskningscenter for Velfærd, Torben Tranæs.

Ifølge ham ville det kræve meget markante, politiske beslutninger, hvis Danmark alene skulle gå imod den generelle tendens til voksende ulighed i de industrialiserede lande.

”De sociale ydelser har for eksempel en indflydelse på uligheden, men den er forholdsvis begrænset. Da man afskaffede de såkaldte fattigdomsydelser i 2011, var det ikke sådan, at man fik et kraftigt fald i ginikoefficienten.

Til gengæld kunne man se en stagnation i antallet af fattige, men der var ikke et fald. Det vidner bare om, at der er en masse andre faktorer på spil end for eksempel de sociale ydelser, skatter og transfereringer, som påvirker det samlede billede,” siger han.

”Det har noget at gøre med globaliseringen. Det har noget at gøre med den teknologiske udvikling. Altså nogle meget stærke tendenser, der først og fremmest afgør, hvad den enkelte kan få for sin arbejdskraft,” tilføjer Torben Tranæs.