Ulmende oprør mod Finansministeriet

De fleste departementschefer har fået deres opdragelse i Finansministeriet, og det gennemsyrer en tvivlsom sagsgang, hvor embedsmændene vælger og vrager mellem forslagene til ministrene, mener politisk kommentator Tim Knudsen

Bertel Haarder, der første gang var minister i 1982, har klaget over, at Finansministeriet i hans tid i stigende grad har gjort det sværere for ministre at disponere selvstændigt.
Bertel Haarder, der første gang var minister i 1982, har klaget over, at Finansministeriet i hans tid i stigende grad har gjort det sværere for ministre at disponere selvstændigt. Foto: JONAS OLUFSON/ritzau.

Tidligere rådgiver for daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), Noa Reddington, tegnede forleden i et interview et billede af svage politikere i både Folketing og regering, som har givet alt for meget plads til embedsmænds magt. Men der er nu politisk oprør i gang mod særlig det stærke Finansministeriums magt.

I Folketinget før sommerferien var der således en debat om Finansministeriets regnemodeller. Nogle anser dem for at være tilpasset regeringens politiske mål i stedet for at være de fagligt bedst mulige. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde ved den lejlighed svært ved at se, at Finansministeriets magt er øget.

Men partifællen Bertel Haarder, der første gang var minister i 1982, har klaget over, at Finansministeriet i hans tid i stigende grad har gjort det sværere for ministre at disponere selvstændigt. Den styrkede embedsmandsmagt skyldes blandt andet, at det er helt uoverkommeligt for ministrene at deltage i alle beslutninger. På tværs af ministerierne er der løbende kontakter mellem embedsfolk. Især afstemmer de deres arbejde med Finansministeriets krav, længe før sagerne når frem til ministrene. I øvrigt har flertallet af departementschefer en fortid i Finansministeriet, så de forstår dette ministeriums tænkemåde og forventninger.

Flere tidligere departementschefer bekræfter, at Finansministeriet hæmmer ministerierne.

Tidligere departementschef i Socialministeriet Jesper Zwisler har fortalt, at han var nødt til at bremse idéer, hvis de ikke passede Finansministeriet. Tidligere departementschef i Beskæftigelsesministeriet Peter Steensgaard Mørch har bekræftet, at det var nødvendigt med et tæt samarbejde med Finansministeriet, ellers ”ville arbejdsmarkedspolitikken blive ført fra Finansministeriets side”.

Af og til gik det ud over Beskæftigelsesministeriets fleksible samspil med organisationerne på arbejdsmarkedet.

Dermed sorteres der i de tanker, som overhovedet når ministrene. Men også når de sorterede sager går videre fra ministrene, fortsætter sorteringen. Regeringens topministre skal godkende ministrenes forslag i regeringens koordinationsudvalg eller økonomiudvalg. Nogle ministre føler, at det er svært overhovedet at få fremlagt sager for regeringstoppen, fordi sagerne først skal gennem ”miniøkonomiudvalget” sammensat af embedsmænd fra de økonomiske ministerier, som alle har fået deres opdragelse i Finansministeriet.

Det er i sig selv stødende, at embedsmænd vælger og vrager mellem ministres forslag. Men tidligere ministre som Bertel Haarder og Martin Lidegaard (R) mener, at Finansministeriet og miniøkonomiudvalget også ødelægger kreativiteten i ministerierne og fagministrenes mulighederne for at skabe fleksible løsninger.

Og nuværende kulturminister Mette Bock (LA) klager også over, at Finansministeriet har blandet sig i ting, som ifølge hende ikke handler om økonomi, men om politik.

Finansminister Kristian Jensen (V) indrømmer, at embedsmændene burde være bedre til at lade uenigheder mellem ministerierne nå op til en politisk afgørelse. Han lover også, at hans dør står åben for utilfredse ministre. Men er det nok? Embedsmandsmagt lader sig bedst kue, når en stærk regering med et enigt Folketing i ryggen vil det. Begge dele skorter det på for tiden.8

Tim Knudsen er uafhængig politisk kommentator.