Hver syvende historielærer underviser ikke i, hvad der skete den 11. september 2001.
Og hver fjerde dansklærer inddrager ikke forfatteren Martin A. Hansen i danskundervisningen. I det hele taget er der langt mellem lærere, der føler sig forpligtet til at undervise i emner fra de politisk bestemte kanoner, selvom de er obligatoriske.
LÆS OGSÅ: Folkeskolens lærere ser stort på lovpligtig kanon
Det siger lærerne selv i en undersøgelse foretaget for fagbladet Folkeskolen.
Det burde egentlig ikke overraske, mener flere forskere i læring. For den danske uddannelseskultur er netop kendetegnet ved en udpræget grad af autonomi.
Går man langt nok tilbage, var der en tid, hvor der var endog meget detaljerede regler for, hvad der skulle undervises i og hvordan. Og reglerne blev fulgt. Men for cirka 100 år siden gjorde uddannelsessystemet et slags oprør, forklarer Per Fibæk Laursen, professor ved Center for Grundskoleforskning på DPU Aarhus Universitet. Det skete som led i den almindelige demokratisering af samfundet. Statsmagten skulle ikke længere blande sig i den almene dannelse.
Den tankegang har kun fået mere kraft med tiden. Særligt de seneste 50 år, hvor der er kommet en række bestemmelser om indhold og form i uddannelsesverdenen, har lærerne stået hårdt på deres frihed. Man kan vel godt kalde det civil ulydighed. Men efter min mening kan man lige så vel kalde det utidig politisk brud på en tradition for selvstændighed, som i dag er en helt indgroet del af det at undervise, siger han.
På Via University College er Andreas Rasch-Christensen heller ikke overrasket. Men han er bekymret. Som leder af Center for Skole- og Institutionsstudier har han flere gange undersøgt lærernes manglende lyst til at følge de politiske bestemmelser.
Og et stykke ad vejen kan han sagtens følge behovet for selv at kunne tilrettelægge undervisningen. En af de store kvaliteter i det danske uddannelsessystem er netop, at lærerne formår at navigere i forhold til elevernes reaktion. Motiverer indholdet eller formen ikke, kan de ændre kurs.
Derfor er de politiske bestemmelser altid en balancegang mellem at skabe sammenhæng og gennemsigtighed i det, der undervises i på de forskellige uddannelsestrin, og så at bevare den autonomi, som er så afgørende for lærerne, mener han:
Da de første krav om elevplaner kom, vendte lærerne sig stærkt imod dem. Men efterhånden som tilgangen til planerne er blødt op, har lærerne i langt højere grad taget dem til sig. Men netop derfor er det meget problematisk, når så mange lærerne ikke vil tage kanon-tankegangen til sig, for den har netop indbygget rigtig meget frihed til at behandle de udvalgte emner, som man vil.
Konsekvensen er, at gymnasierne modtager folkeskoleelever med vidt forskellige forudsætninger, fordi nogle slet ikke er undervist i Berlinmurens fald, Jellingstenen eller Tom Kristensens forfatterskab. Hele kongstanken med kanonbegrebet var netop at skabe stærkere bindeled mellem uddannelsessystemerne, påpeger Andreas Rasch-Christensen.
Når lærerne bare nægter at følge selv meget åbne retningslinjer, bliver det umuligt at sikre, hvad vi med rette kan forvente af den danske folkeskole. Det er muligvis resultatet af de seneste 10 års intensivering af politiske tiltag over for folkeskolen, for de har forstærket lærernes behov for at gøre, som de vil. Derfor er vi nødt til at skabe en langt bedre dialog mellem politikerne og lærerne, hvis vi skal videre, siger han.