Under kniven: Flere seniorer får kosmetiske indgreb

Et stigende antal danskere over 60 år får for at højne livskvaliteten foretaget en æstetisk operation eller behandling, der udvisker alderdommens spor

Flere og flere seniorer får foretaget et kosmetisk indgreb for at slette alderdommens sport. De ældre drømmer også om evig ungdom, mener debattør, journalist og forfatter Lone Kühlmann.
Flere og flere seniorer får foretaget et kosmetisk indgreb for at slette alderdommens sport. De ældre drømmer også om evig ungdom, mener debattør, journalist og forfatter Lone Kühlmann. Foto: Monkey Business Images.

Ældre danskere har fået øjnene op for, at det er muligt at fjerne tunge øjenlåg, den løse hud på halsen og de dybe ansigtsrynker gennem kosmetiske indgreb.

En rundspørge, som Kristeligt Dagblad har foretaget, viser, at landets privathospitaler, klinikker og tandlæger, der udfører behandlinger, der har et kosmetisk formål, oplever en vækst i antallet af seniorer, der får foretaget indgreb. Kvinderne fører, men også mændene har opdaget de kosmetiske behandlinger.

LÆS OGSÅ: Når skønheden kommer udefra

Det er særligt de seneste 10 år, jeg har oplevet en stigning. De ældre går op i sig selv. Samtidig er flere længere på arbejdsmarkedet og vil derfor gerne se godt ud. De føler sig unge indeni, og så er det svært at skulle høre på kommentarer om, at man ser træt ud, fordi man for eksempel har tunge øjenlåg, siger Bonnie Erichsen, der er speciallæge i kosmetisk kirurgi og tilknyttet Københavns Privat Hospital.

Bo Jønsson, der er bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Kosmetisk Plastikkirurgi og ledende speciallæge i plastikkirurgi ved de fem danske Aleris-Hamlet Hospitaler, oplever også en stigning i antallet af ældre klienter.

Det her er ikke et københavnerfænomen, som nogle måske ville tro. De ældre i Aalborg er lige så forfængelige. Seniorerne er blevet mere frie. Tidligere ville de helst ikke genkendes og sneg sig nærmest ud af bagdøren. I dag er det mere acceptabelt og normalt at få foretaget et indgreb, siger Bo Jønsson.

Asger Mønster Frydkjær, direktør i avmintand.dk, der formidler rejser og kontakt til godkendte tandlæger i udlandet, kan også konstatere en vækst i antallet af seniorer, der tyr til en kosmetisk tandbehandling.

Mange ældre starter en behandling af funktionelle årsager, men så udvikler det sig, og de prioriterer også, at det ser pænt ud. Når de opdager, at de pludselig kan smile uden at skjule deres tænder eller være bange for, at deres protese ryger ud, får det en positiv effekt på deres sociale liv og selvværd, som ikke må undervurderes, siger Asger Mønster Frydkjær.

Lone Kühlmann, debattør, journalist og blandt andet forfatter til bogen Skønhed til salg, er ikke overrasket over, at seniorgruppen har taget de kosmetiske behandlinger til sig.

Ældre drømmer lige som alle andre i samfundet om den evige ungdom. At der er en stigning beviser endnu engang, at vi lever i et overskudssamfund. Det er blevet legalt at gøre noget ved udseendet, og vi har råd til det. Det kan da muligvis være med til at højne livskvaliteten, men jeg ved ikke, om man får et bedre selvværd af det.