Er der foretaget to eller flere underretninger om, at femårige Anders er i mistrivsel, er sandsynligheden for, at han bliver anbragt uden for hjemmet større, end hvis det samme var tilfældet for jævnaldrende Ahmed. Det viser en ny analyse, som dermed konkluderer, at børn med ikke-vestlig baggrund, som der er foretaget minimum to underretninger om mistrivsel på, anbringes betydeligt sjældnere, end det sker med børn af dansk oprindelse. Det er Social- og Indenrigsministeriet, der står bag analysen ”Fra underretning til social indsats – har herkomst en betydning”, som udkommer i dag.
Analysen viser, at 18 procent af de ikke-vestlige børn i alderen nul til fem år blev anbragt uden for hjemmet i sager, hvor der blev foretaget to eller flere underretninger i 2016. For etnisk danske børn gjaldt det 27 procent af børnene i samme situation. For ældre børn i alderen 12 til 15 år viser analysen, at godt hver tredje ikke-vestlige barn blev anbragt efter minimum to underretninger i 2016 mod 44 procent af børn af dansk oprindelse. En underretning er en henvendelse til kommunens sociale myndigheder fra eksempelvis en borger eller fagperson, der udtrykker bekymring for et barns trivsel. Det hører til sjældenheder, at der blot forekommer en enkelt underretning i en anbringelsessag.
Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) mener, at forskellene indikerer, at børns herkomst har indflydelse på, hvordan sociale myndigheder behandler underretningerne i landets kommuner.
”Tallene viser, at der hersker en form for berøringsangst blandt eksempelvis sagsbehandlere og fagpersoner over for indvandrerfamilier. Der skal simpelthen mere til, før man griber ind i forhold til ved danske børn, og det er et forkert hensyn,” siger hun.
Helt så simpelt er svaret dog ikke, vurderer Frank Ebsen, docent på Københavns Professionshøjskole og forsker i underretninger og anbringelser.
”Jeg har set nogle eksempler på kommuner, der giver indvandrerfamilier lidt længere snor, fordi de siger, det handler om kultur, så selvfølgelig eksisterer problemet, men jeg er meget usikker på problemets omfang,” siger han.
Frank Ebsen vurderer derimod, at en anden årsag til, at relativt set færre børn med ikke-vestlig baggrund anbringes uden for hjemmet, skal findes i, at det kan være sværere at finde plejefamilier til børn med ikke-vestlig baggrund.
En tredje forklaring kan være, at familiemedlemmer og bekendte til børn af ikke-vestlige indvandrere i mindre grad foretager underretninger sammenlignet med pårørende til børn med dansk oprindelse, hvilket kan svække en eventuel anbringelsessag. At det forholder sig sådan, kan synes paradoksalt taget i betragtning, at daginstitutioner og fagfolk i højere grad underretter om netop ikke-vestlige børn end børn af dansk oprindelse. De færre underretninger fra nære relationer kan være et udtryk for indvandreres mistillid til systemet, og at nogle undlader at underrette, fordi ”det kan skade familien og den etniske minoritets omdømme”, vurderer Sofie Danneskiold-Samsøe, som forsker i ære som lektor ved Københavns Professionshøjskole.
”For det første har nogle af de familier, der er kommet til landet et ringere kendskab til velfærdssamfundet og underretningspligten, ligesom nogle har en større mistillid til systemet. For det andet bekymrer familier i disse miljøer sig om ære og omdømme, og derfor vil man være forsigtig med at fortælle om problematiske forhold i familien til myndigheder. Det er hele slægten, der søger at beskytte familiens ære, hvorfor man i mindre grad føler sig forpligtet til at underrette til myndigheder, hvis man oplever mistrivsel,” siger hun.