Undersøgelse: Forbud mod køb af sex rammer kvinder i prostitution

Kriminalisering af købesex har betydet øget stigmatisering og mere vold mod sexsælgere, konkluderer undersøgelse foretaget i Norden. Sveriges menneskehandel-rapportør afviser kritikken

Et studie konkluderer, at kvinder og mænd, der sælger sex, rammes hårdt af lovgivningen i Sverige, Norge og Finland, og at de i realiteten kriminaliseres. Billedet er taget i det såkaldte Red Light District i Amsterdam, Holland.
Et studie konkluderer, at kvinder og mænd, der sælger sex, rammes hårdt af lovgivningen i Sverige, Norge og Finland, og at de i realiteten kriminaliseres. Billedet er taget i det såkaldte Red Light District i Amsterdam, Holland. Foto: Unsplash.

Den 40-årige norske kvinde Freija har solgt sex i 22 år, og hun er skuffet over den norske lov, der forbyder køb af sex.

”Politikerne lovede månen og stjernerne, da de indførte loven. Nu skulle kvinderne beskyttes, og der skulle slås ned på kunder og alfonser. Men i realiteten er det ikke gået sådan. Mange oplever, at politiet jager dem. Igen er det kvinderne, der er den sårbare part.”

Freijas udsagn indgår i en rapport fra London School of Economics, der har undersøgt konsekvenserne af det forbud mod at købe sex, som er indført i Sverige, Norge og Finland. Rapporten udkom i 2022 og har ikke tidligere været omtalt i Danmark. Mens lovgivningen i Sverige og Norge kriminaliserer alle sexkunder, er det i Finland ulovligt at købe sex hos ofre for menneskehandel eller andre, hvis sexsalg organiseres af bagmænd.  

Studiet konkluderer, at kvinder og mænd, der sælger sex, rammes hårdt af lovgivningen i Sverige, Norge og Finland, og at de i realiteten kriminaliseres. 

Forskeren bag undersøgelsen er den finske lektor Niina Vuolajärvi fra det europæiske institut ved London School of Economics. Rapporten bygger på 210 interviews med sexsælgere, politi, socialarbejdere og politiske beslutningstagere kombineret med feltstudier i Norge, Sverige og Finland. 110 af de interviewede solgte sex. 96 procent af de interviewede var imod forbuddet mod købesex.

”Forbuddet mod at købe sex blev indført, fordi man ville beskytte kvinderne. Men i stedet har loven ført til stigende vold mod marginaliserede kvinder. Mennesker, der sælger sex, fortæller, at de er bange for at kontakte politiet, hvis de har været ofre for en forbrydelse, af frygt for konsekvenserne. De vanskeligheder, som sexsælgerne oplever, skyldes ofte politiet. Forbud mod køb af sex skaber en afstand mellem kvinderne og ordensmagten, som øger risikoen for at ende i en farlig situation,” siger Niina Vuolajärvi.

Kun få er handlede

Ifølge rapporten gør forbuddet mod købesex især livet usikkert for de omkring 70 procent af sexarbejderne i Norge, Sverige og Finland, som er migranter fra lande som Nigeria, Latinamerika og Thailand og i mange tilfælde har opholdstilladelse i et andet EU-land. Undersøgelsen viser også, at kun seks procent af de interviewede sexsælgere betragter sig selv som handlede eller tvunget til prostitution. Langt hovedparten angiver, at de sælger sex af økonomiske årsager.

”For nogle er sexsalg en acceptabel måde at tjene penge på. De føler, at de kan tjene mere ved sexsalg end i lavtlønsfag som rengøring og fabriksarbejde. Nogle af de kvinder, jeg interviewede, sendte over 14.000 kroner om måneden til deres børn for at sikre deres tilværelse. Det er svært at tjene så mange penge uden at bestride jobs med særlige kvalifikationer,” siger Niina Vuolajärvi.

Janna Davidson, der er den svenske regerings menneskehandel-rapportør, afviser, at loven har gjort livet mere usikkert for kvinderne. 

"Vi mener ikke, at billedet af, at sexsælgerne går under jorden, holder. Sælgerne annoncerer åbent på hjemmesider, der administreres fra udlandet. Kvinderne kan altid henvende sig til politiet, hvis de føler sig udsatte, og det gør de også. Vi kan heller ikke genkende billedet af, at en del af kvinderne er i sexsalg af egen fri vilje. Sexsalg er ofte den sidste udvej, og kvinderne udsættes ofte for vold. Loven har betydet, at efterspørgslen er mindsket en smule, og samtidig har loven ændret holdningen, så 7 ud af 10 svenskere i dag tager afstand fra køb af sex," siger Janna Davidson. 

Ifølge Janna Davidson gør politiet og de sociale myndigheder en stor indsats for at være i kontakt med kvinder i sexsalg, og i Stockholm er politiet på forsøgsbasis begyndt at pågribe kunderne inden deres besøg hos sexsælgeren. Siden sommeren 2022 er straffen for at købe sex i Sverige blevet skærpet. Hvor kunderne tidligere fik en bøde, kan de nu risikere at blive idømt fængsel i op til et år.       

Forsker Theresa Dyrvig Henriksen fra Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, understreger, at den såkaldt nordiske model, der forbyder køb af sex, har vakt stor international interesse, og at også Frankrig har ladet sig inspirere af modellen.

”Håbet var, at et forbud ville beskytte kvinderne og mindske efterspørgslen, men intet tyder på, at det er lykkedes. Til gengæld betyder forbuddet, at sexsælgeren skal forhaste den indledende, vigtige kontakt med kunden, og det gør situationen mere usikker. Der er mere og mere, der tyder på, at et forbud mod at købe sex skader dem, som loven egentlig skulle gavne,” mener Theresa Dyrvig Henriksen. 

SF har i mange år været fortaler for, at Danmark skulle følge Sveriges eksempel og kriminalisere sexkøb. SF’s retsordfører Karina Lorentzen har selv været formand for en organisation, der laver opsøgende arbejde blandt kvinder i prostitution. 

”Deres liv er virkelig ikke nogen dans på roser, og jeg synes, vi lader kvinderne i stikken. SF har i dag en politik om at kriminalisere sexkøb, der ikke er blevet debatteret i mange år. Det er klart, at hvis der er ny viden på området, må vi naturligvis overveje vores holdning. Men vi kan også se, at liberaliseringen af prostitution i Tyskland har været stærkt problematisk og bevirket en større social udsathed, og det er i hvert fald en farlig vej at gå,” lyder det fra Karina Lorentzen.