Prøv avisen

Ungdommen huskes som vigtigere, end den var

I børns forventninger og ældres erindringer fremstår alderen fra 15 til 30 år som vigtigst i livet. Foto: colourbox.com

I børns forventninger og ældres erindringer fremstår alderen fra 15 til 30 år som vigtigst i livet. Ifølge psykologi-professor hænger det sammen med vores ungdomsfikserede kultur

Der er mange gode grunde til, at vi mennesker husker det første kys, den store eksamen og det første barns fødsel bedre, end hvad vi lavede sidste sommer. Men når forskere kortlægger, hvad vi husker fra vores liv, er der en tilbøjelighed til, at ungdommen i al almindelighed fylder mere end nogen anden periode. Og ifølge forskning fra Aarhus Universitet fylder den lige så meget i børns forventninger til deres fremtidige liv.

LÆS OGSÅ: Hukommelsen sørger for, at vores liv følger manuskriptet

Det siger Dorthe Berntsen, professor i psykologi ved Aarhus Universitet og leder af Center for Selvbiografisk Hukommelsesforskning, CON AMORE, som blev etableret på Aarhus Universitet sidste år for at skaffe ny indsigt i, hvordan vi mennesker bygger vores egen selvforståelse op i hukommelsen.

Sammen med sin kollega Annette Bohn har Dorthe Berntsen interviewet 120 aarhusianske skolebørn i alderen 9-15 år og fundet frem til, at deres forventninger tildeler ungdomsårene i 20erne præcis samme betydning, som hukommelsen mange år senere vil gøre.

Det er meget veldokumenteret, at vi husker alderen fra 15 til 30 år bedst, men meget omdiskuteret hvorfor. Nogle siger, at det skyldes, at det er årene, hvor voksen-identiteten grundlægges, og meget erfares for første gang. Men jeg selv mener, det også spiller ind, at vores kultur tillægger ungdommen stor betydning, siger Dorthe Berntsen, som understreger, at det ene ikke udelukker det andet.

Givet er det, at mennesker så godt som intet husker fra deres tre første leveår, og frem til syvårsalderen er der ikke meget lagret i langtidshukommelsen, som personen kan finde igen som voksen. Ifølge Dorthe Berntsen skyldes dette sandsynligvis, at man først omkring skole-alderen bliver så tilpas dygtig til at organisere sine erindringer, at de let kan hentes frem igen.

Det interessante er, at den del af hukommelsen, som handler om at strukturere oplevelser og løse konkrete problemer, som først skal opøves i barndommen, er den samme del, som svækkes igen i alderdommen, siger Dorthe Berntsen.

Ifølge Christian Gerlach, hjerneforsker ved Syddansk Universitet, troede man tidligere, at hjernen var formet færdig omkring 20-årsalderen. I dag ved man, at hjernen aldrig stivner, men den bliver mindre formbar med alderen. Det bliver sværere at lære noget helt nyt men ikke umuligt. Og til gengæld har vi en stigende mængde viden lagret og får lettere ved at bygge videre på denne allerede opnåede viden.

Derfor har vi det største læringspotentiale, når vi er under 20, men til gengæld sikrer vores stigende erfaring, at vores hjerne arbejder mere effektivt senere i livet, forklarer han.

Når hjernen i de unge år således har større kapacitet til at tage nyt stof ind i hukommelsen, kunne dette måske forklare, at det er den samme periode, som fylder mest i den 70-åriges erindring.

Men Dorthe Berntsen bemærker hertil, at det kun er de positive erindringer fra ungdommen, som fylder uforholdsmæssigt meget i hukommelsen:

LÆS OGSÅ: Skak og musik forbedrer børns hukommelse

Hvis årsagen til det skulle være den rent biologiske, at hjernen tager mere ind, skulle alle de følelesesmæssigt negative ting, som vi ved, at unge oplever, også fylde mere. Men det gør de ikke. Derfor tyder det på, at der også er en kulturel forklaring.