Ungdomshuset kan ende som krigszone

Butikker, beboere og skoler forbereder sig på, at området omkring Ungdomshuset kan blive til en krigszone, når det overdrages til Faderhuset

-- Foto: Peter Kristensen.
-- Foto: Peter Kristensen.

**Både butikker, skoler og daginstitutioner på Nørrebro i København forbereder sig på, at bydelen kan ende som en krigszone, når politiet rydder Ungdoms-huset og overdrager det til de retmæssige ejere, den kristne sekt Faderhuset. Derfor sender formanden for Nørrebro Handelsforening i København, Johnny Bayer, nu en sidste appel til politikerne på rådhuset om at finde en politisk løsning for Ungdomshuset. I et åbent brev sendt til Borgerrepræsentationen i København udtrykker han sin bekymring for bydelen, når politiet rydder Ungdomshuset. – Vi kan se, at der er ved at gå ild i vores by, siger formanden, der frygter et voldsomt sammenstød mellem aktivister og politi, som kan gå ud over julehandlen. Ud over at butikslivet på Nørrebro er begyndt at tage sine forholdsregler, er Københavns Kommune ligeledes ved at iværksætte en handlingsplan vedrørende evakueringer for bydelens 102 skoler og daginstitutioner. – Vi har nedsat en beredskabsgruppe, som skal koordinere indsatsen og holdes orienteret af politiet. Derudover sender vi et brev ud til alle skoler, institutioner og forældre, så de ved, hvordan de skal forholde sig, siger Stig Schiermer, der er chef for undervisning og fritid for Distrikt Nørrebro. /ritzau/