Ungdomshusets advokat: Hån af Ritt Bjerregaard er tåbeligt

Ritt Bjerregaard fandt løsning i 2008 efter lukning af Ungdomshuset på Jagtvej, siger advokat Knud Foldschack.

Knud Foldschack, advokat for Ungdomshuset, er forarget over festen i Ungdomshuset søndag. Advokaten er blandt andet kendt i offentligheden for også at repræsentere Christiania som advokat. (Arkivfoto).
Knud Foldschack, advokat for Ungdomshuset, er forarget over festen i Ungdomshuset søndag. Advokaten er blandt andet kendt i offentligheden for også at repræsentere Christiania som advokat. (Arkivfoto). Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.

Søndag aften lagde Ungdomshuset en video op på Facebook af omkring 10-15 mennesker, der fejrede den tidligere toppolitiker Ritt Bjerregaards død.

En fest, som advokat Knud Foldschack, der er bestyrelsesformand for Fonden Jagtvej 69, tager afstand fra.

- Det er upassende, forkert og dybt beklageligt. Dertil er det også en irriterende situation, fordi disse få unge menneskers fest går ud over så mange mennesker, som på ingen måde er enige i deres budskab, siger han.

Fonden Jagtvej 69 varetager Ungdomshusets interesser sammen med Københavns Kommune.

Festens budskab er "tåbeligt", mener Knud Foldschack.

Det angriber eftermælet på den overborgermester, som ifølge Knud Foldschack kæmpede for at få etablere Ungdomshuset på Dortheavej i København.

- Ritt Bjerregaard var arkitekten bag en løsning tilbage i 2008, som skaffede ro i København efter rydningen af det tidligere ungdomshus på Jagtvej 69.

- En løsning, der skabte Ungdomshuset på Dortheavej 61 i Københavns Nordvestkvarter, siger Knud Foldschack.

Den løsning har fungeret i godt 15 år, mener han.

Derfor ville det i hans øjne være tragisk, hvis polemikken omkring den seneste fest fører til, at Københavns Kommune indstiller sin økonomiske støtte til Ungdomshuset.

- Jeg er helt sikker på, at Ritt Bjerregaard ikke ville syntes, med det vi har været igennem, at ti menneskers fest skulle resultere i, at vi ikke skal have et ungdomshus, siger han.

Knud Foldschack var med til forhandlingerne sammen med Ritt Bjerregaard tilbage i 2008 omkring et nyt ungdomshus.

Hændelsen har ført til, at der indenfor en uge vil blive afholdt et møde mellem Fonden Jagtvej 69 og Københavns Kommune. Mødet skal handle om, hvad der konkret er sket, og hvad der videre skal ske, oplyser Foldschack.

Da det tidligere ungdomshus på Jagtvej blev ryddet, var der flere demonstrationer, som udviklede sig til gadekampe. I den forbindelse foretog politiet et stort antal anholdelser.

Huset på Dortheavej åbnede for første gang dørene i oktober 2008.

/ritzau/