Siden den første højskole åbnede i Rødding i 1844, har der været to brud i højskolernes historie.
Det første kom som følge af 1864 og det store fokus på nationalidentitet og stat, det næste kom med ungdomsoprøret i 1968 og skabte på mange måder den højskole, som vi har i dag, fortæller tidligere højskoleforstander, dr.phil. Ove Korsgaard i en artikel i Højskolebladet. I anledningen af 50-året for ungdomsoprøret har Kristeligt Dagblad talt med ham om det aftryk, som 1968 har sat på de danske højskoler.
Hvorfor blev lige netop 1968 så skelsættende for højskolerne?
Det, vi i dag kalder ungdomsoprøret, kom virkelig til at præge den danske kultur og livsform. I 1968 opstod der en ny livsform, ny musik og nye tanker om demokrati. Ting, der tidligt slog igennem på folkehøjskolerne.
’er-generationen og ungdomsoprøret har fået skyld for meget. Er der ikke en sandsynlighed for, at højskolerne havde forandret og tilpasset sig uanset hvad?
Op igennem historien har vi set, at når nye normer og en ny livsform slår igennem, så er det ungdommen, der går i spidsen. Ændringerne var sikkert kommet under alle omstændigheder, men ungdomsoprøret speeder disse ændringer op og blev et symbol på de mentale og samfundsmæssige forandringer, der fandt sted.
Hvordan ændrer ungdomsoprøret højskolerne?
Før 1968 udbød de fleste højskoler et femmåneders vinterophold og et tremåneders sommerophold. Sådan havde det været i 100 år, men mange højskoler begyndte efter 1968 at udbyde kortere ophold til familier og seniorer. Noget, som også i dag er en stor del af højskolernes virke. Indtil da var der også en stærk patriarkalsk struktur på højskolerne, med forstanderen som det selvfølgelige midtpunkt. Men man kan sige, at forstanderen blev pillet ned fra talerstolen, også rent symbolsk.
På hvilken måde kom det til udtryk?
Man kan groft sagt sige, at indtil 1968 var højskolen et sted, hvor man underviste i dansk litteratur, samfundsfag og historie – de klassiske dannelsesfag. Derudover havde man landbrugsundervisning, husholdningslære og andre mere erhvervsrettede fag. Det ændrer sig radikalt med ungdomsoprøret. De klassiske dannelsesfag fik mindre betydning, og landbrugsfagene forsvandt fuldstændigt. I stedet vandt nye fag indpas, og det blev i høj grad det, man kan kalde værkstedsfag såsom kunsthåndværk, film, foto, drama og musik. Fag, der før har været perifere, hvis de overhovedet var der.
Hvorfor forsvinder de klassiske fag?
Det hænger sammen med, at der ikke var ret mange unge karle og piger fra landet, der skulle hjem og være landmænd og landmandskoner. De havde indtil da udgjort elevgrundlaget for højskolerne, men nu kom en ny gruppe unge fra byen til højskolen med længere skolegang. Skiftet i elevgrundlaget bidrog til et skifte i de central fag.
På hvilke måder spiller forandringerne ind i den højskole, som vi ser i 2018?
Det er klart, at mange af de ting, der brød igennem i 1968, efterhånden som tiden er gået, er døde ud. Men vi er ikke vendt tilbage til højskolen før 1968. Mange ting er fortsat. Det gælder for eksempel elevsammensætningen og de fag, der udbydes. Og det er bare to områder, hvor højskolen i dag stadig er præget af det nybrud, der kom i 1968.