Det er blevet et fælles projekt at flytte hjemmefra.
Hvor unge tidligere i høj grad stod på egne ben, når de lukkede døren til barndomshjemmet, er det i dag i mange hjem blevet et gruppearbejde, hvor mange forældre både økonomisk, praktisk og følelsesmæssigt hjælper de unge voksne med at falde på plads i deres nye tilværelse. Det viser et igangværende forskningsprojekt ved center for ungdomsforskning på Aalborg Universitet. Projektet med titlen ”Den gode overgang” undersøger, hvad det betyder for de unge og deres forældre, når de unge flytter hjemmefra. Lektor og forskningsleder Niels Ulrik Sørensen siger:
”I dag spiller forældrene ofte en central rolle i de unges liv, i lang tid efter de er flyttet hjemmefra. Relationen mellem børn og forældre har ændret sig, og hvor der tidligere var et ideal om, at børnene skulle klare sig selv, når de flyttede, er der i dag et udbredt ideal om nærhed. Man må gerne være meget sammen, være fortrolige og dele oplevelser. Selvom forældre og børn er mindre tæt på hinanden i det daglige, kan der stadig være en forventning om nærhed i de væsentligste ting. Holdningen er mindre ’ud af vagten og klar dig selv’.”
Forbrugerøkonom i NordeaAnn Lehmann Erichsen kan bekræfte, at mange forældre engagerer sig i børnenes liv efter flytningen. Økonomisk er mange villige til at hjælpe de unge, så de får en god begyndelse på deres nye tilværelse. En måling, Yougov har lavet for Nordea, viser, at 60 procent af de unge mellem 18 og 29 år, som er studerende eller lærlinge, får penge af deres forældre som supplement til deres øvrige indtægt.
”Mange unge får økonomisk hjælp af deres forældre i ny og næ. Det kan være alt fra boligkøb til tilskud til nogle dyre læsebriller eller en uforudset regning, der skal betales. De fleste forældre har både lyst og råd til at hjælpe deres børn, hvilket mange omtaler som curling. Jeg synes, det er blevet et modeskældsord. De fleste unge er bedre end deres rygte, når det kommer til økonomisk ansvarlighed. Kun hver 20. synes, det er svært at holde budgettet, efter de er flyttet hjemmefra. Og hvad ville alternativet være til ikke at hjælpe dem med en bolig for eksempel? At de skulle blive boende hjemme og ikke kom i gang med en uddannelse?”, spørger Ann Lehmann Erichsen.
I Aarhus gruer psykolog og forfatter Renée Toft Simonsen for, at hendes yngste søn ud af en flok på fire snart flytter hjemmefra og efterlader huset barnløst. Hun erkender, at hun er meget involveret i sine børns flytning, blandt andet ved at tage med dem med i Ikea på hendes regning.
”Da min ældste flyttede hjemmefra, følte jeg, at vores familie blev decimeret på bedste romerske manér. Det er mærkeligt, at familien er blevet mindre, og det er hårdt at være den, der bliver ladt tilbage, men det er ikke noget, børnene skal have skyldfølelse over. Heldigvis gør vi stadig mange ting sammen, rejser sammen, spiser sammen og er i kontakt på sociale medier. Når jeg savner mine piger, Ulrikke og Ida-Marie, der bor i København, sender jeg en sms og spørger, om vi ikke skal drikke en kop kaffe over Facetime. Så sidder vi i hvert sit køkken med hver sin kaffe og snakker sammen om, hvad der sker i vores liv. Jeg skriver også gerne til min søn Jens Kristian, der bor i Aarhus, hvis vi har besluttet at lave noget godt til middag, og så kommer han måske, hvis det passer. Det er en balance, og jeg har ikke kontakt med dem hver dag,” siger Renée Toft Simonsen.
Forældrenes store engagement i deres voksne børns liv er ikke nødvendigvis et udtryk for curling i negativ forstand, påpeger forsknings- leder Niels Ulrik Sørensen fra Aalborg Universitet:
”Forestillingen er, at forældrenes handlen på børnenes vegne efterlader dem uden initiativ og handlekraft. Men det kan faktisk have den modsatte effekt. Det inspirerer dem til at handle på egne vegne,” siger han.