Unge føler sig afhængige af sociale medier

Ny undersøgelse viser, at mere end hver tredje ung mellem 15 og 24 år føler sig afhængig af sociale medier. Det er et problem, hvis de oplever det som en stressfaktor, eller hvis det tager tid fra andre vigtige ting, vurderer eksperter

Hvis sociale medier bliver en stressfaktor for den unge, er det et problem, advarer ekspert. Modelfoto.
Hvis sociale medier bliver en stressfaktor for den unge, er det et problem, advarer ekspert. Modelfoto. Foto: Iris.

De skriver statusopdateringer, deler billeder af deres mad, tjekker ind, når de er i biografen og holder sig opdateret på, hvilke fester de er inviteret til. Sociale medier fylder meget i unges hverdagsliv anno 2015.

Det viser en ny undersøgelse foretaget af Odense Kommune. Her svarer 36 procent af de over 2700 adspurgte unge mellem 15 og 24 år, at de er afhængige af sociale medier.

Et tal, man må formode gør sig gældende over hele landet, vurderer eksperter. Heriblandt lektor ved Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet Malene Charlotte Larsen, der har skrevet en ph.d.-afhandling om unge og sociale netværk.

”Det vil ikke overraske mig, hvis tallene fra Odense gør sig gældende i resten af landet,” vurderer hun og peger på, at det ikke nødvendigvis er problematisk, at de unge føler sig afhængige af de sociale medier.

Det bliver det først i det omfang, at de unge selv finder det problematisk.

”Jeg plejer at sige om medieforbrug, at vi enten kan tale om brug, overforbrug eller misbrug. Der er tale om et misbrug, når ens forbrug spænder ben for andre vigtige ting i hverdagen som arbejde, fritidsaktiviteter og sociale relationer. Kommer det dertil, er det selvfølgelig problematisk, men jeg tvivler på, at det er tilfældet for ret mange af de unge, der svarer, at de føler sig afhængige,” siger hun.

Internetekspert, selvstændig erhvervsforsker og ekstern lektor på Copenhagen Business School Søren Schultz Hansen er på samme måde overbevist om, at tallet er lige så højt i resten af landet. Han er nærmest overrasket over, at tallet ikke er endnu højere.

”Man må antage, at unge er særligt disponeret for at blive afhængige af sociale medier, da de aldrig har levet et liv uden. Vi, der har levet uden, bruger dem også i stort omfang, men vi har mulighed for at sammenligne med tiden før, de sociale medier holdt deres indtog. En tid, vi måske føler er mere naturlig. Det gør nok, at vi har en medfødt skepsis. Det betyder ikke, at de unge ikke har en refleksion over deres brug, men det er bare noget helt naturligt for dem,” siger han og peger på, at de unge i høj grad bruger de sociale medier til at kommunikere med deres venner, koordinere fester og diskutere lektier.

”På den måde er der som oftest tale om en forståelig afhængighed, nemlig i forhold til noget socialt og praktisk,” siger han.

Lektor på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet og formand for Medierådet for Børn og Unge, Anne Mette Thorhauge, mener heller ikke, at det nødvendigvis er problematisk, at de unge føler sig afhængige af de sociale medier.

”Folk på landet kan også føle sig afhængige af deres bil for at komme på arbejde. Og det er jo helt reelt. På samme måde føler de unge sig afhængige af de sociale medier, da det blandt andet er her, de kommunikerer med deres venner. Det er først et problem, hvis det bliver en stressfaktor,” siger hun og opfordrer de unges forældre til at tage ansvar for, at de unge får grundlagt nogle gode normer omkring deres tilstedeværelse på sociale medier.

”Det er vigtigt, at forældrene viser vejen og lærer deres børn, at man godt kan forlade de sociale medier for en stund og være aktivt tilstede, der hvor man er. De kan starte med selv at holde fri fra deres arbejdsmail og telefon i ferierne,” siger Anne Mette Thorhauge.