Med blyanten tegner hun med øvet hånd et hjerte. Ikke et, som vækker minder om barnlige penselstrøg, men et med aorta, hjertekamre og vener. På bordet ligger de tunge bøger med latinske ord på vid gab. Det har de gjort i mange timer.
Camilla Bjerregaard er 23 år og medicinstuderende i Aarhus. De fleste hverdage mellem klokken 8 og 16 tilbringer hun på studiet. Få dage læser hun hjemmefra, og der kan arbejdsdagen hurtigt blive længere. Weekenderne bruger hun af og til på sit studiejob, som hun håber vil pynte på CV’et. Og udover studie og arbejde fylder sociale arrangementer også meget i Camillas hverdag.
Mandag og tirsdag i forrige uge spiste hun aftensmad med veninder. Onsdag fejrede hun valentinsdag med sin kæreste. Torsdag gik med fodboldtræning. Fredag drak hun en enkelt øl i fredagsbaren, inden hun halsede afsted til fodboldkamp. Lørdag kørte hun til Klitmøller for at surfe med sin kæreste. Søndag besøgte hun sine forældre i Skive.
Og sådan fortsætter det. Camilla Bjerregaard har altid planer. Hun kan ikke huske, hvornår hun sidst havde en aften, hvor hun bare lavede ingenting.
”Jeg vil gerne være en god veninde, en god kæreste og klare mig godt på studiet. Jeg vil også gerne være god til at surfe, male og spille fodbold. Og for at blive god til noget er jeg nødt til at bruge tid på og prioritere det,” siger Camilla Bjerregaard.
Trangen til konstant at pleje det faglige såvel som det sociale er Camilla Bjerregaard langtfra alene om at have. Ifølge Thomas Pape, som er stressrådgiver og mentaltræner på Spine, en stressklinik for studerende, er det en stigende tendens, at unge mennesker fylder deres kalender til bristepunktet. De har utallige aftaler, som alle har et formål – hvad end det er at skabe gode venskaber, komme på førsteholdet i fodbold eller få 12-taller til eksamen.
”Jeg møder stort set ikke nogle unge, der laver noget, som ikke er nyttigt. De har ingen åndehuller, hvor de giver sig selv plads til ikke at præstere,” siger Thomas Pape, der siden 2005 har haft 6500 individuelle samtaler med unge mennesker.
Disse unge er ifølge Thomas Pape produkter af vor tids samfund, hvor de effektive, fornuftige og dygtige hyldes.
Præstationssamfundet giver skulderklap til de, som er sunde, men ikke fanatiske. Til de, der er kloge uden at være nørdede. Smukke uden at være forfængelige. Spontane og samtidigt i symbiose med deres indre ro. Dem, der skiller sig tilpas meget ud. Til de, som husker at bruge tid på venner, familie og kæreste, uden det går ud over studiet.
Sådan er det også for Camilla Bjerregaard, som denne aften får besøg af sine veninder.
”Ej, hvor er det dejligt, at I havde tid til at komme på besøg. Ellers havde jeg sikkert siddet og læst lige nu,” siger Camilla Bjerregaard henvendt til veninderne, mens hun hakker tomater til aftenens måltid.
Det lille skærebræt er presset ind mellem høje stabler af tallerkener og glas, som fylder det meste af bordet. Sporene af mælk og havregryn fra morgenens måltid er endnu ikke slettet. Rugbrødskrummerne fra forrige aften har også fået lov til at blive. Opvasken kommer hun aldrig rigtig i bund med.
Kort tid senere er sofabordet lige så fyldt som de tre mexicanske pandekager, der kun med nød og næppe kan lukkes. I den anden ende af stuen breder udførlige noter med hjerter, lunger og knogler sig på det store spisebord. Lampen, der plejer at skinne, er slukket. Blyanten, der plejer at være i bevægelse, holder pause.
Det gør snakken og latteren omkring sofabordet ikke. Efterskoleminder, weekendens byture og sjove oplevelser deles, mens der spises. Af og til sniger ordene ”Nu skal I høre, hvad der skete på studiet” eller ”Vi har godt nok mange lektier for” sig ind. Men lige nu er det ikke dem, der fylder.
At være sammen med veninderne, balancere på surfboardet eller sparke til fodbolden gør Camilla Bjerregaard glad. Men tanken om, at lektierne er grundigt lavet, giver hende også en vis ro og tilfredsstillelse. Det kan dog være hektisk at overskue de mange planer, og ugerne kan hurtigt synes lange.
”Jeg gad godt at blive bedre til at lave ingenting. Til bare at være alene og slappe helt af. Det har jeg også brug for engang imellem. Men jeg tror ikke, jeg bare lige kan ændre det. Hvis det er muligt at planlægge noget, gør jeg det – og jeg ved egentligt ikke helt hvorfor,” siger Camilla Bjerregaard.
Når hun en sjælden gang har en aften alene, bruger hun den på lange samtaler i telefonen eller ved skrivebordet blandt noterne. Selvom hun har god anledning til at trykke på pauseknappen og lave noget formålsløst, undlader hun det ofte. Det er ifølge Anders Petersen, lektor i sociologi ved Aalborg Universitet, ikke overraskende.
”Den unge generation er opvokset i et præstationssamfund, som forventer, at de skal være så effektive som overhovedet muligt. De har ingen erfaring med, at det kan være anderledes. For dem findes der ingen alternativer. De forsøger at fylde så meget, som de kan, ind i hvert enkelt tidsrum. Derfor har de svært ved at sætte sig ned og lave ingenting,” siger Anders Petersen.
Thomas Pape ser også utallige eksempler på, at den unge generation har svært ved at finde ro i at lave noget formålsløst. Det er en uvant situation for dem, og det kan give en følelse af ubehag og rastløshed.
”Præstationssamfundet forlanger, at vi hele tiden skal være effektive, fornuftige og dygtige. En del af hjernen tilfredsstilles, når vi kan efterleve det. Men en anden del tilfredsstilles kun, når vi slapper af. Så for at vi kan være glade og på lang sigt have det godt, er det vigtigt at skabe en balance mellem det at præstere og slappe af i et præstationsfrit rum,” siger Thomas Pape.
Ifølge ham er det en efterhånden tabt viden blandt ungdommen, at blot fordi det er muligt at blive mere effektiv, fornuftig og dygtig, så er det ikke ensbetydende med, at man skal.
”Jeg ved godt, at jeg ikke skal være med til det hele og være god til alt. Men jeg vil gerne. Jeg vil ikke spilde tiden,” siger Camilla Bjerregaard.
Thomas Pape tror, at der snart kommer en modreaktion til dette. Det kommer på mode at sige ”jeg lavede ingenting i weekenden”. Det nytteløse bliver trendy.
Dertil er vi dog ikke kommet endnu, heller ikke Camilla Bjerregaard. Onsdagen er knapt nok forbi, men hendes kalender for næste uge er allerede ved at være fyldt. Fredag har hun ingen planer. Endnu. Men det er hun ret sikker på, at hun nok skal få ændret.
”Jeg undrer mig over, hvorfor jeg altid skal planlægge så meget. Kan jeg ikke være alene i mit eget selskab? Er det, fordi mine veninder gør det samme? De har også altid mange planer. Så for mig er det jo helt normalt,” siger Camilla Bjerregaard.