Prøv avisen

Unge kvinder dropper kræftscreening

Yngre kvinder udebliver, når de hvert tredje år bliver indkaldt til screening for livmoderhalskræft. Det er et kæmpe problem, mener overlæge

Unge kvinder bliver ikke screenet for livmoderhalskræft. 41 procent af de 23-24-årige i Syddanmark bliver således væk fra undersøgelsen, viser tal fra Kræftens Bekæmpelse. Det skriver Jydske Vestkysten.

Konsekvensen kan være fatal, understreger overlæge ved Kræftens Bekæmpelse, Iben Holten:

- De unge tror, det er en mormor-sygdom. De har ikke forstået, at halvdelen af dem, som får livmoderhalskræft er under 45 år.

63 procent af de kvinder, der dør af livmoderhalskræft, er aldrig blevet screenet, viser en undersøgelse foretaget af Ugeskrift for Læger i 2008. Iben Holten vurderer, at tallet endda kan være endnu højere og understreger, at screeninger derfor er livsvigtige.

- Det er et problem, at de unge ikke kommer af sted. Og man kan ærgre sig, når det nu er en sygdom, som man kan gøre noget ved, siger Iben Holten.

Livmoderhalskræft kan nemlig helbredes, hvis det opdages i tide, hvilket forudsætter, at man undersøges regelmæssigt.

- Man kan gå i 10-15 år, inden virussen udvikler sig til kræft, og så er det måske for sent, siger Iben Holten.

Mette Marie Espersen er en af projektlederne for kampagnen, Vidunderlivet, der kæmper for at forebygge og oplyse om livmoderhalskræft. I 2005 sat hun sig for at undersøge, hvorfor unge kvinder mellem 23-39 år ikke bliver screenet. Via adskillige interviews fandt hun ud af, at hovedårsagerne var manglende viden, praktiske omstændigheder og troen på, at det kun er naboen, som rammes.

- Mange af kvinderne, jeg talte med, var positive overfor undersøgelsen, men forkert viden gjorde, at de ikke fandt den relevant, siger Mette Marie Espersen, som håber på, at statistikken snart og vender, så de unge kvinder kommer af sted til lægen, inden det er for sent.