Unge politikere vil afskaffe 24-års-reglen

Den stærkt omdiskuterede 24-års-regel vil blive afskaffet, hvis ungdomspolitikerne får magten

Skal 24-års-reglen afskaffes?
Skal 24-års-reglen afskaffes?.

Unge i Danmark skal have mulighed for at gifte sig med en udlænding og bo her i landet, selvom enten kvinden eller manden er yngre end 24 år.

Det mener et flertal af de ungdomspolitiske partier. De er klar til at afskaffe den omstridte 24-års-regel, der blev indført som en stramning af udlændingeloven i 2002, og som sidenhen er blevet accepteret af en bred vifte af partierne i Folketinget.

Hele seks ungdomspartier vil afskaffe reglen. Kun Dansk Folkepartis Ungdom samt Danmarks Socialdemokratiske Ungdom vil bevare 24-års-reglen, viser en rundspørge foretaget af kristeligt-dagblad.dk. De seks partier har flertal ud fra moderpartiernes manddattal i Folketinget i dag.

Rammer forelskede danskere
Partier lige fra SF's Ungdom, Venstres Ungdom og Konservativ Ungdom er enige om, at 24-års-reglen er uhensigtsmæssig. Den blev indført for at forhindre tvangsægteskaber, men flere kritikere har peget på, at den rammer unge danskere, der frivilligt ønsker at gifte sig.

Venstres Ungdoms formand, Thomas Banke, siger, at 24-års-reglen skal afskaffes - hellere i dag end i morgen.

- Den er diskriminerende over for de mange danskere, hvis eneste 'forbrydelse' er forelskelsens milde rus, siger Thomas Banke.

For de konservative handler det om at sikre den personlige frihed.

- Frihed indebærer, at man kan slå sig ned og søge sin lykke, hvor man vil. Det er ikke muligt for udlændinge i dag. Hvis vi laver for skrappe regler mod indvandring til Danmark, indskrænker vi velfærdsstaten, siger KU-formand Rune Kristensen.

Nyttigt redskab
Sammen med Dansk Folkepartis Ungdom er Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU, tilhængere af 24-års-reglen.

Moderpartiet i Folketinget støtter også reglen, og DSU indtager heller ikke rollen som oppositionsparti til regeringens strammere udlændingepolitik.

Ifølge forbundsformand i DSU, Peter Hummelgaard Thomsen, erkender partiet, at indvandringen til Danmark er et problem, så længe integrationen ikke fungerer.

- Vi mener derfor, at det er vigtigt med redskaber til at begrænse denne indvandring. I DSU er vi ikke ubetinget henrykte over 24-års-reglen, men den har vist sig som et meget nyttigt redskab til at begrænse antallet af tvangsægteskaber, siger han.

Tæt partidisciplin
Peter Hummelgaard Thomsen afviser, at DSU'erne er styret af en stram partidisciplin, der lægger sig op af Socialdemokraternes holdning i sagen.

Men samfundsforsker og lektor ved Aalborg Universitet, Johannes Andersen, mener, at DSU følger en tæt partidiscplin - ligesom Dansk Folkepartis Ungdom.

- DSU'erne må være rigtig godt skolede i de normalpolitiske områder - mere end de andre partier, siger Johannes Andersen.

Christine Lind Ditlevsen har dog svært ved at forstå DSU's accept af 24-års-reglen. Hun er cand.phil og forsker i religion, etik og værdier ved Instituttet for Fremtidsforskning.

- De har måske de rigtige grunde til at sige nej, men det ligner en klassisk brøler, siger hun.

<b></b><br />
<b></b><br />