Unge sover markant mindre end for en generation siden

Dårlige vaner i forbindelse med ny teknologi er ifølge søvnforskere en af de vigtigste forklaringer på unges dårligere søvn. Nyt finsk studie viser, at en fjerdedel af de unge er aktive på internettet efter midnat, og tilsvarende danske undersøgelser har vist samme tendens

"Vi skal ikke glemme, at unge er på skærmene, fordi vi lever i et samfund, hvor der stilles krav om, at de skal deltage og være på de sociale medier. Derfor er det ikke kun den enkelte, der skal slukke for mobiltelefonen,” siger Anne Mette Thorhauge, der er lektor på institut for medier, erkendelse og formidling på Københavns Universitet.
"Vi skal ikke glemme, at unge er på skærmene, fordi vi lever i et samfund, hvor der stilles krav om, at de skal deltage og være på de sociale medier. Derfor er det ikke kun den enkelte, der skal slukke for mobiltelefonen,” siger Anne Mette Thorhauge, der er lektor på institut for medier, erkendelse og formidling på Københavns Universitet. Foto: Kasper Palsnov / Ritzau Scanpix.

Unge i Danmark og hele den vestlige verden sover generelt mindre og dårligere end for en generation siden. I 1984 fik 7 ud af 10 danske 15-årige mere end otte timers søvn hver nat. I dag er det kun 4 ud af 10 blandt de 15-årige, som sover de anbefalede mere end otte timer hver nat. Det viser de nyeste tal fra den danske skolebørnsundersøgelse 2018. Tallene viser dog samtidig, at unge er begyndt at sove lidt mere siden 2010.

Læs også: Syv generationer og deres kendetegn

Fagfolk er enige om, at dårlige vaner i forbindelse med ny teknologi er en af de væsentligste forklaringer på, at flere unge er blevet natteravne. Et nyt endnu ikke offentliggjort finsk studie tyder på, at det især er brug af sociale medier, internet og computerspil i de sene aftentimer, der stjæler de unges søvn og gør dem trætte om dagen.

Studiet har fulgt 1141 unge mellem 15 og 20 år og undersøgt deres sengetider og søvnkvalitet. Undersøgelsen viser, at en fjerdedel af de finske teenagere var aktive på internettet efter midnat, selvom de skulle i skole dagen efter. De unges søvnkvalitet og træthed om dagen blev også målt, og de unge, der gik i seng efter klokken 23, var markant mere uoplagte næste dag. Sidste år viste en stor dansk undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed blandt 14.000 unge mellem 16 og 24 år, at halvdelen af de 16-24-årige unge fik mindre end de mindst otte-ni timers søvn, som deres hjerne og krop ellers har bedst af.

”Teknologi og sociale medier bliver problematisk, hvis det forstyrrer den naturlige rytme og udskyder de unges sengetid. Og det er især brugen af teknologi efter klokken 23 om aftenen, der er problemet. Vores foreløbige resultater viser, at mindre end syv timers søvn og sengetider efter klokken 23 ofte hang sammen med brugen af internettet og sociale medier,” forklarer doktor Ilona Merikanto fra Helsinki-universitetet, der har lavet undersøgelsen sammen med ph.d. Laura Kortesoja.

Hun opfordrer familier til at sætte rammer for brugen af skærme og fremhæver, at undervisning i søvn og medieforbrug er en meget vigtig del af den digitale dannelse.

Søvnforsker, overlæge og professor Poul Jennum fra Rigshospitalet understreger også, at sociale medier og computerspil har store konsekvenser for unges søvn.

”Vi plejer at sige, at cirka en femtedel af de unge får for lidt søvn på grund af dårlige vaner i forbindelse med ny teknologi. Det er især de unge, der går for sent i seng og står tidligt op, som kan udvikle helbredsproblemer. For kort søvn er en meget stærk risikofaktor for øget vægt, dårligere præstationer i skolen og helbredsproblemer senere i livet,” siger Poul Jennum.

Han peger på, at søvn er rengøring for hjernen, og at teenagere har brug for mindst ni timers søvn, da deres hjerner stadig udvikles.

Postdoc Anne Brus fra institut for medier, erkendelse og formidling på Københavns Universitet er enig i, at det er problematisk, når unge sover mindre end tidligere. Men hun advarer mod udelukkende at gøre nye medier til skurken.

”At sammenkæde unges medieforbrug med manglende søvn er en forsimpling af vores hverdagsliv. I 1950’erne var det tegneserier, der stjal børns søvn, og om 10 år er det måske et andet medie,” siger Anne Brus og peger på, at unge skal lære at håndtere medier og computerspil.

”Vi skal derfor især bekymre os om de børn, hvis forældre ikke har overskud til at sætte rammer for deres børns computerforbrug, men ikke om det store flertal af unge, der omgås den nye teknologi fornuftigt.”

Hendes kollega, lektor Anne Mette Thorhauge fra institut for medier, erkendelse og formidling på Københavns Universitet, fremhæver også, at det er de dårlige vaner i forbindelse med brugen af ny teknologi, der er problemet. Ikke teknologien i sig selv.

”Der er ingen tvivl om, at børn, unge og voksne ville få en bedre søvn, hvis de slukkede for mobiltelefonen før sengetid. Vi skal ikke glemme, at unge er på skærmene, fordi vi lever i et samfund, hvor der stilles krav om, at de skal deltage og være på de sociale medier. Derfor er det ikke kun den enkelte, der skal slukke for mobiltelefonen. Det er også fællesskabet, der skal udvikle nogle andre normer for, at det er i orden ikke at være på,” siger Anne Mette Thorhauge.

I hendes egen familie slukkes skærme og mobiltelefon en time før sengetid og åbnes først efter morgenmad næste dag.