Unge vil have hjælp til at bremse sexvideoer på nettet

Det er direkte strafbart at dele pornografisk materiale af unge under 18 år på nettet. Alligevel sker det i stor stil blandt unge i dag, der selv ser det som udtryk for, at de mangler viden og debat om personlige grænser for selvudstillelse og seksualitet

Delingen af intime billeder og videoer er en del af ungdomskulturen, som der derfor skal øget fokus på i gymnasierne. Modelfoto
Delingen af intime billeder og videoer er en del af ungdomskulturen, som der derfor skal øget fokus på i gymnasierne. Modelfoto.

16-årige Sofie fortalte forleden i dagbladet Information, hvordan hendes liv blev fuldstændig ødelagt, da optagelser af hende i en privat sex-video pludselig kunne ses af alle på de sociale medier.

I Radio 24syv blev videoen med den dengang 15-årige pige kaldt for ”ualmindelig grov og krænkende”, og her kunne man fortælle, at den er blevet ”delt med et ukendt antal unge folkeskole- og gymnasieelever i Nordsjælland.” Og der er desværre ikke tale om et enestående tilfælde, fortæller psykolog Kuno Sørensen fra Red Barnet.

”Der er tale om en stigende tendens. Vi hører fra flere og flere unge, der oplever, at deres billeder eller videoer pludselig optræder på de sociale medier, hvor de kan ses af alle. Ofte er det intime billeder, som for eksempel nøgenbilleder, der er sendt til en kæreste i fortrolighed – men som vedkommende så har delt på nettet,” fortæller Kuno Sørensen, der også peger på, at meget få faktisk betror andre om deres ubehagelige oplevelser.

”Mange af de unge er flove eller pinligt berørte over situationen, og langt de færreste ved, at de har været ofre for noget strafbart. Der er simpelthen en meget stor mangel på viden omkring det her område,” siger han.

Også politikommissær ved Nordsjællands Politi Henrik Gunst mener, at der foregår langt mere af denne karakter blandt de unge, end man kender til.

”Helt generelt tror jeg, der er et mørketal, vi slet ikke kender. Jeg tror, der foregår en del optagelser med video og mobilkameraer rundt omkring, som så pludselig ikke er så sjove at have været med i, når de måske senere bliver delt på nettet. Når man er helt ung, er man ikke så bevidst om konsekvenserne af ens handlinger og heller ikke opmærksom på, at det faktisk er strafbart at videre- distribuere pornografiske billeder eller videoer med unge under 18 år. Det betegnes som børneporno og kan straffes med bøde og fængsel,” siger Henrik Gunst.

Men ét er uvidenhed omkring det rent juridiske og strafbare ved delingerne på nettet af pornografiske billeder og videoer.

Noget andet er den uvidenhed omkring ens egne grænser for, hvad man vil gå med til, siger forkvinde for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) Veronika Ahrensbøll Schultz:

”Vi savner i den grad mere åbenhed og viden omkring, hvordan de sociale medier har været med til at ændre vores syn på grænser i forhold til sex generelt. På gymnasiet er der ingen snak om det overhovedet, og det er vi meget frustrerede over,” siger hun og fortsætter:

”Vi savner blandt andet et trygt rum med en lærer, hvor man kan tage snakken om de personlige grænser for, hvad der er o.k. at gå med til, og hvornår man kan sige nej – og hvordan de sociale medier spiller ind. Selvom mange er meget fornuftige i forhold til nettet, så er der også mange, der kommer galt afsted. For eksempel kan der opstå et gruppepres, hvor man føler sig tvunget til at gøre noget foran et kamera, som man ellers ikke ville have gjort,” siger Veronika Ahrensbøll Schultz.

DGS har derfor foreslået børne, undervisnings- og ligestillingsminister Ellen Trane Nørby (V), at der i forbindelse med en kommende gymnasiereform bliver indført et tværfagligt forløb i 1. G., hvor fokus er på seksualitet, køn og ligestilling samt de gråzoner, som for eksempel de sociale medier har ført med sig.

Hvor seksualiteten ikke længere kun er et anliggende mellem to, men måske pludselig er genstand for utallige delinger og kommentarer på både Facebook og YouTube.

Hos rektorforeningens formand, Anne-Birgitte Rasmussen, er der umiddelbar opbakning til forslaget fra DGS, men hun understreger samtidig, at der skal være tale om et tiltag, der kan justeres løbende.

”Det er helt klart, at det seneste eksempel med den 16-årige pige har fået os til at tænke, at problemet nok er større, end vi havde regnet med. Delingen af intime billeder og videoer er tilsyneladende en del af ungdomskulturen, som vi derfor skal have øget fokus på i gymnasierne. Men vi løser jo ikke noget ved blot at forholde os til tendensen, som den ser ud nu. Vi må derimod have det med som et tiltag i reformen, som vi løbende kan ændre på ud fra, hvordan udviklingen er blandt de unge. Desværre må vi sige, at vi lige nu har været for sene til at opdage, hvor meget den her tendens fylder blandt de unge,” siger Anne-Birgitte Rasmussen.