I dag er en skæbnedag for en hel årgang af håbefulde skoleelever, som har ansøgningsfrist for deres valg af ungdomsuddannelse. Men dagen er mindst lige så skæbnesvanger for de mange gymnasier landet over, som ikke bliver valgt af nær så mange unge, som de har plads til.
Gennem de seneste år har der nemlig været en udpræget tendens til, at nogle få, centralt beliggende gymnasier er løbet med langt de fleste ansøgninger, og denne metropolisering af gymnasievalget truer sammenhængskraften i Danmark.
Det siger Kirsten Jensen, rektor ved Hvidovre Gymnasium og HF og medlem af Undervisningsministeriets ekspertgruppe vedrørende fordeling af elever på de gymnasiale uddannelser. Gruppen blev nedsat i januar ud fra en erkendelse af at der er store og tiltagende problemer med elevfordeling og med at sikre en passende etnisk og social sammensætning af elever på hvert gymnasium.
”Problemerne er ikke helt ens over hele landet. Nogle steder er det mest en udkantsproblematik, og nogle steder, for eksempel på den københavnske vestegn, er det et problem med social og etnisk segregering. Men over hele landet er der en tendens til, at elever søger mod den lokale metropol, og at det skaber problemer,” siger Kirsten Jensen.
Der er i udgangspunktet frit gymasievalg. Har et gymnasium plads, har den unge retskrav på at blive optaget. Får et gymnasium flere ansøgere, end der er plads til, er afstand fra bopæl til skole det primære kriterium for, hvem der får plads.
Men i mange større byer har de centralt beliggende gymnasier valgt at udvide kapaciteten, så de kunne optage flere – og modtage et taxametertilskud på cirka 75.000 kroner pr. elev. Det betyder så, at mindre ombejlede gymnasier ikke behøver måle afstand til bopæl, men blot kan optage alle dem, der overhovedet søger.
”Hvis der bliver en synligt stor andel af elever med anden etnisk baggrund end dansk, sker der typisk det, at først begynder de etnisk danske elever at søge andre steder hen, derefter også indvandrereleverne, og som gymnasium risikerer man at få et dårligt rygte som et dårligt gymnasium. Og hvor det for få år siden var et fænomen, som kun var udtalt på tre eller fire vestegns-gymnasier, er det i dag så udbredt, at vi må se det som et strukturelt problem,” siger Kirsten Jensen.
I Hvidovre er det gymnasierne i det centrale København, der trækker, mens man i Høje-Taastrup har mistet en masse elever til gymnasierne i Roskilde. Lignende mekanismer gør sig også gældende i større jyske byer som for eksempel Kolding og Vejle, og det vakte stor medieopmærksomhed for godt to år siden, da Langkær Gymnasium uden for Aarhus samlede de etnisk danske elever i bestemte klasser, så andre klasser kun bestod af tosprogede elever.
I Nordjylland er mængden af gymnasieelever med anden etnisk baggrund end dansk ikke så stor, at den for alvor påvirker gymnasievalget. Til gengæld er der en udkantsproblematik, som handler om, at Aalborgs centrale gymnasier har haft vokseværk fra 8 til 11 nye 1.g.- klasser om året, mens mindre gymnasier i Fjerritslev, Brønderslev og på Mors er truet på deres økonomi eller ligefrem deres eksistens, fortæller Søren Hindsholm, rektor ved Nørresundby Gymnasium og formand for fordelingsudvalget for gymnasieelever i Region Nordjylland.
”Der er blandt unge en stærk drift til at søge ind mod byen, som kan få alvorlige konsekvenser for hele området nord for Limfjorden. Det har ført til, at regionsrådet har indstillet til Undervisningsministeriet, at der kan blive sat et loft for, hvor mange spor de centrale gymnasier må oprette,” siger Søren Hindsholm.
Både fra Hvidovre og Nordjylland peges der på Fyn som et sted, der til trods for alle regionale forskelle kan fungere som forbillede.
Her har man, lige siden amterne, der ejede gymnasierne, i 2007 blev afskaffet og erstattet af regioner, haft et gensidigt forpligtende samarbejde mellem alle Fyns 11 gymnasier, oplyser formanden for det lokale fordelingsudvalg, rektor Christian Alnor, Middelfart Gymnasium.
”Vore aftale går ud på, at en skole kan have et behov for at blive større og udvide kapaciteten, men det skal afvejes i samarbejde med alle de andre,” siger Christian Alnor, der tilføjer, at der også er et samarbejde om at sikre, at der er et miljø på hvert gymnasium, som ikke er etnisk dansk.
Derved håber man at undgå, at alle elever med indvandrerbaggrund søger mod de to gymnasier, som ligger i bydelen Vollsmose.
I rektorernes forening, Danske Gymnasier, er der et ønske om, at Undervisningsministeriet i højere grad sætter grænser for, hvor meget det enkelte gymnasium udvider butikken. Kirsten Jensen fra Hvidovre Gymnasium er imidlertid mere tilhænger af en model i stil med det fynske samarbejde, men hvor de lokale regionspolitikere er med til at fastsætte kapaciteten – selvom hun godt ved, at man på Christiansborg overveje at afskaffe regionsrådene. Desuden kunne hun forestille sig en distriktsmodel for især Storkøbenhavn. Det vil sige, at der eksempelvis kunne oprettes skoledistrikter med fem-syv gymnasier i hver, som eleverne i højere grad var tvunget til at søge imod.
”Vi kan ikke løse problemerne på samme måde over hele landet. Derfor vil et centralt fordelingsprincip have store begrænsninger. Samtidig er en kommune for lille en enhed – der er ikke engang nødvendigvis et gymnasium i alle kommuner. Derfor ville jeg foretrække regionale løsninger,” siger hun.