Fund af seglstamper fra middelalderen er ikke usædvanligt, da mænd af adel, kirke og det bedre borgerskab havde en stampe til at ”underskrive” breve og dokumenter.
En 1300-tals seglstampe af bronze fundet på en mark ved Hodde ved Varde har dog vakt opsigt på Nationalmuseet. Den tilhørte nemlig en kvinde, og tilmed en kendt kvinde fra en af tidens magtfulde, jyske stormandsslægter.
”Den lille seglstampe blev indleveret til Nationalmuseet sammen med andre danefæfund fra Varde. Da vi fik børstet lidt jord af og kigget nærmere på den, åbenbarede ejerens navn sig: Elisabeth Buggesdatter. Datter af den berømte og berygtede Niels Bugge og altså ikke en hvem som helst. Dermed får stampen større videnskabelig værdi, når vi kan placere den i en historisk sammenhæng,” siger museumsinspektør Marie Laursen fra Nationalmuseet.
Familien Bugge og især Niels Bugge er en velkendt del af danmarkshistorie i 1300-tallet, og han optræder i sagn og folkeviser. Han stod kong Valdemar Atterdag nær og red med ham til Jerusalem og blev slået til ridder.
Magten og alliancer bølgede dog frem og tilbage, og jyske stormænd, deriblandt Niels Bugge, gjorde oprør imod Valdemar. Det endte ilde for oprørerne. Niels Bugge og to andre oprørsledere blev snigmyrdet i 1358.
”Elisabeth Buggesdatter levede i en turbulent periode, og hendes far stod i front først ved kongens side og siden i oprør imod ham. Men hun stod ved sit familienavn og kaldte sig ’Buggesdatter’ og ikke ’Nielsdatter’, som det ellers var kutyme. Måske var den unikke sammensætning af navne en slags branding fra Elisabeths side. Det gav i hvert fald os mulighed for at koble hende og stampen,” siger Marie Laursen.
Efter Niels Bugges død giftede Elisabeth sig med den nordtyske Godskalk Skarpenberg, der gik i svigerfars fodspor og først var med og siden imod kongen.
”I middelalderen var kvinder som regel nogens datter eller hustru. Med sin personlige seglstampe træder Elisabeth dog frem af historien med eget segl og i praksis råderet over sin ejendom. Efter sin fars voldsomme død og kort efter sin barnløse bror Knuds død arvede Elisabeth og hendes søster faderens vældige godsbesiddelser. Så Elisabeth blev en meget holden kvinde og dermed et godt parti for Godskalk Skarpenberg,” konstaterer Marie Laursen.
Da jyske stormænd for tredje gang gjorde oprør imod kongen, valgte Skarpenberg at gå med, og det kom til at koste ægteparret dyrt i beslaglagt ejendom. Men da Elisabeth som enke skrev testamente i 1391, var hun fortsat en velstående kvinde. Det sidste arvegods røg først familien af hænde under sønnen Johan Skarpenberg, så det oplevede Elisabeth ikke.
Elisabeths seglstampe skiller sig også ud ved motivet. De fleste mænd havde deres navn og slægtens våbenskjold på deres stamper, men Elisabeth havde navnet og et stort bogstav omgivet af planteranker – et ”E” eller ”B”, som måske kan bestemmes ved konservatorens afrensning.
Dr.phil. i middelalderhistorie, Anders Bøgh fra Aarhus Universitet, har forsket i Bugge-familien og finder seglstampen interessant:
”Vi kender kun få segl fra kvinder i 1300-tallet, og de fleste af dem var præget med navnet og et religiøst motiv eller slægtens våbenskjold. Fremfor Bugge-skjoldets halve vildsvin foretrak Elisabeth i stedet et bogstav; en art monogram. Det er ret usædvanligt, men en identitetsmarkør af hende. Med et personligt segl kommer man ganske tæt på den historiske person, ligesom jeg også følte historiens vingesus ved det nylige fund af Niels Bugges borg ved Hald i Viborg. Det er pudsigt at finde to så direkte forbindelser til familien Bugge inden for ganske kort tid,” siger Anders Bøgh.
Hvordan Elisabeths seglstampe er havnet på marken ved Varde, vides ikke. Hun kan have været på rejsende fod på egnen og tabt den ved et uheld. Tabet af en personlig seglstampe var alvorligt og svarer i dag til at tabe sin pung med alle nøgle- og betalingskort.