Prøv avisen

Kritik af nyt tilbud: Demente risikerer at gå med smerter

”Det sætter pårørende og personale i en meget svær situation, når man med et ret simpelt og mildt indgreb kan forhindre smerte og lidelse, men ikke må,” siger formand for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing. Foto: Ritzau Scanpix

Med de nye behandlingstestamenter, der træder i kraft til nytår, kan man sikre sig mod tvangsbehandling. Men det kan blandt andet ramme demente, der risikerer at gå rundt med brækkede lemmer eller ubehandlede lidelser, siger organisationer. Selvbestemmelsesretten har vejet tungest, mener politikere

En svært dement person falder og brækker sin arm eller hofte, men modsætter sig behandling. En anden nægter at få sin hjerte-, epilepsi- eller smertestillende medicin. En tredje med diabetes vil ikke have behandlet sit fodsår, som ubehandlet kan føre til koldbrand og amputation.

Det er et par eksempler på situationer, hvor det i dag er muligt for læger at tvangs- behandle varigt inhabile personer, altså personer som har mistet deres sunde fornuft, for sygdom.

Men den mulighed forsvinder med de nye behandlingstestamenter, der træder i kraft til nytår, hvis patienten – inden denne blev inhabil – har skrevet i et testamente, at han eller hun ikke ønsker at blive behandlet med tvang i en fremtidig situation, hvor beslutningskraften er forsvundet.

Og det er et problem, mener både læger og patient-foreninger. Formand for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing, siger:

”Det sætter pårørende og personale i en meget svær situation, når man med et ret simpelt og mildt indgreb kan forhindre smerte og lidelse, men ikke må. Det er jo nemt som politiker at have et ideologisk standpunkt om øget selvbestemmelse til borgerne for så at eksportere de problemer, der ikke forsvinder, videre til os, der har med patienterne at gøre.”

I sommeren 2017 fik man loven om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile. Den gav lægerne mulighed for i samråd med de pårørende at tvangsbehandle for eksempel en stærkt udviklingshæmmet person eller en person med fremskreden demens, og det kan altså være relevant i forskellige situationer.

Til nytår træder ordningen om behandlingstestamenter i kraft. Testamenterne er juridisk bindende, så lægen må ikke handle imod de ønsker, der er nedfældet. I et testamente kan der stå, at man ikke ønsker livsforlængende behandling i nogle specifikt afgrænsede situationer – og så kan man også skrive, at man aldrig vil behandles med tvang, hvis man en dag skulle blive varigt inhabil.

”Lægeforeningen pressede på for, at vi fik loven om tvangsbehandling i sin tid, fordi vi stod i situationer, hvor man kunne konstatere, at det var omsorgssvigt ikke at behandle, selvom patienten modsatte sig. Nu er der risiko for, at vi igen ender i situationer, hvor patienter udsættes for unødig smerte, lidelse og omsorgssvigt. En antibiotikakur for en infektionssygdom er for eksempel et ret lille indgreb, mens alternativet kan være en unødvendig smertefuld død,” siger Andreas Rudkjøbing.

Også Alzheimerforeningen har kæmpet imod, at et ønske i et behandlingstestamente fremover vil veje tungere end muligheden for tvang, siger direktør Nis Peter Nissen.

”Vi mente, det var et skridt fremad, da loven om tvangsbehandling blev vedtaget, og vi mener, at politikerne skal tænke sig om en ekstra gang, inden de lader behandlingstestamenterne trumfe denne lov,” siger han og peger på, at en person med fremskreden demens, der brækker hoften, fremover risikerer at leve og dø med sit knoglebrud, hvis han eller hun har sagt nej til tvang mange år tidligere i et testamente.

”Du kan ikke gennemskue som frisk 18-årig, hvilke situationer, der kan opstå, når du er 90 år og inhabil på grund af demens,” siger Nis Peter Nissen.

Også Det Etiske Råd har taget stilling til problematikken i sit høringssvar til ordningen. I svaret står blandt andet, at ”Det Etiske Råd vil gøre opmærksom på, at vedtagelsen af en sådan lov givetvis vil have uønskede konsekvenser i nogle tilfælde”, og at man ”udmærket [kan] forestille sig situationer, hvor en sundhedsperson med en mild form for tvang kan opnå en væsentlig sundhedsgevinst, som i ikke ubetydelig grad forøger patientens livskvalitet.”

Formand Gorm Greisen siger:

”Man har skrevet sig op i nogle hjørner, og så må man håbe, at der ikke er nogen, der har læst den her lov, eller at en politimand ser den anden vej, for der vil være situationer, hvor det simpelthen er forkert, at man ikke må behandle med tvang.”

Sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) har været meget involveret i arbejdet om både loven om tvang og loven om behandlingstestamenter. Faktisk var loven om behandlingstestamenter en forudsætning for, at hun overhovedet sagde ja til loven om tvang, siger hun:

”Vi ville ikke gå med til loven om tvang over for inhabile, medmindre man lavede ordningen med behandlingstestamenter, hvor man kan sige nej til tvang – og at det nej juridisk skal respekteres. Jeg mener, man har en selvbestemmelsesret, og man skal respektere den enkeltes ønske, for det er også et overgreb at tvinge en person,” siger hun.

Sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S) vil ikke afvise, at man politisk vil se på loven igen, når erfaringerne begynder at komme:

”Jeg kan godt forstå dilemmaet. Vi har altid processer, når det gælder lovarbejde, hvor vi evaluerer, og her må vi se på, om der er noget, som skal forfines med tiden. Men det væsentlige, hvad angår lovarbejdet med behandlingstestamenterne, har været at hævde selvbestemmelsesretten,” siger han.

Man kan i sit behandlingstestamentet skrive, at man i udgangspunktet siger nej til tvang i en fremtidig situation, hvor man er blevet inhabil, men at ens pårørende i en sådan situation skal have det sidste ord.