Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Uopdragne børn blev sendt på åndssvageanstalter i hundredvis

Billedet stammer fra en læge- undersøgelse i 1930'erne. -- Foto: Arkiv.

I mellemkrigstiden blev hundredvis af normalt begavede børn i alderen 5-18 år sendt på åndssvageanstalt, hvorfra man ikke sådan lige kom ud igen. Datidens socialminister K.K. Steincke (S) var en stærk kraft bag

En seksårig pige fra fattige kår står og kigger på to påklædningsdukker. Den ene er iklædt fint tøj, mens den andens er i laser. Hun bliver bedt om at pege på den pæneste af dukkerne. Hvis pigen vælger dukken med det slidte tøj, får pigen et minuspoint.

Opgaven er en del af en intelligenstest. Overlæge Christian Keller benytter i 1930’erne blandt andet denne test til at vurdere, om børn er ”dumme” nok til at blive indskrevet på landets største åndssvageanstalt, Den Kellerske Anstalt i Brejning.

Og sandsynligheden er god. Anstalten er nemlig en selvejende institution, og Christian Keller får pæne tilskud fra staten for hver åndssvag person, der bliver indskrevet. Det er ydermere fint for driften af anstalten at få indskrevet personer i grænselandet mellem normal og åndssvag – som det hed i datidens sprogbrug – da de på sigt kan passe på de mere plejekrævende udviklingshæmmede, som anstalten også tager sig af.

Hovedreglen er i øvrigt, at børnene ikke bliver udskrevet igen. De er erklæret åndssvage og skal leve resten af deres liv på anstalten.

I begyndelsen af 1950’erne husede anstalten og dens filialer og tilbud i alt 4500 personer. Det fortæller lektor i historie Poul Duedahl, der i slutningen af måneden udgiver bogen ”Billeder fra en anden verden – De Kellerske Anstalters historie”. Han er dykket ned i historien om den enorme anstalt i Brejning mellem Vejle og Fredericia. Det er dog ikke muligt at afgøre, hvor mange af de indskrevne, der var udviklingshæmmede, og hvor mange personer der intelligensmæssigt lå i normalspektret, fortæller historikeren. Men siden grundlæggelsen i 1865 til lukningen af anstalten i 1990 blev i alt 13.000 personer indskrevet.

”Derudover ved vi, at 2000 mænd og kvinder blev steriliseret alene inden 1945. Og det blev de kun, hvis de insisterede på at komme ud i samfundet igen og samtidig blev vurderet til at være funktionsdygtige nok til at kunne passe sig selv. Ved IQ-test blev de ofte vurderet til at være normaltbegavede.”

Grundtanken bag anstalten var af grundlæggeren, Johan Keller, i 1865 filantropisk. Han ville hjælpe de åndssvage, som vi i dag kalder psykisk udviklingshæmmede. Men efter at sønnen, Christian, overtog ledelsen af anstalten i 1884, fandt den gesjæftige læge hurtigt ud af, at anstalten med statsstøtte pr. åndssvag kunne være en god forretning. Han udvidede derfor åndssvage-begrebet.

I 1899 åbnede Christian Keller anstalten i Brejning, efter at han havde overbevist den ansvarlige minister om, at De Kellerske Anstalter skulle stå for at tage sig af hovedparten af landets åndssvage. Men især mens socialdemokraten K.K. Steincke var socialminister fra 1929, blev begrebet udvidet, fortæller Poul Duedahl.

”Man ryddede op i moradset af åndssvage hos familier og på fattiggårde. Man bad derfor lærere og embedslæger om at udpege de potentielt åndssvage – så var det pludselig farligt at sidde bagerst i skolen eller at gå i sinkeklasser. Børnene blev indsamlet i busser og kørt af sted til Brejning. Formålet var, at de skulle uskadeliggøres. For når de var under opsyn, kunne de ikke udbrede deres ’skadelige’ arvemasse. Man var simpelthen bange for, at antallet af åndssvage ville vokse. Og personer, der befandt sig i grænselandet mellem normalitet og åndsvaghed, blev anset for de farligste. For de dybt åndssvage fik alligevel ingen børn, da de ikke tog i byen og sådan noget. Det var folk på grænsen, der skulle indsamles, skarpt kønsopdeles og berøves deres frihed.”

Historikeren forklarer, at K.K. Steincke for det første var påvirket af idéerne om racehygiejne, der var en accepteret videnskab i samtiden. Desuden var han en af de drivende kræfter bag opbyggelsen af velfærdsstaten, og socialministeren ville for den fremtidige velfærdsstats bæredygtighed begrænse antallet af de omkostningstunge udviklingshæmmede og andre i grænselandet, der efter datidens antagelser kunne udvikle sig til fattige, arbejdsløse og småkriminelle.