Uran, fisk og lufthavne afgør Grønlands valg

Når grønlænderne i næste måned går til valg, er de vigtigste temaer vækst og udvikling. Under det hele spøger arbejdsløshed, usikre investeringer og spørgsmålet om løsrivelse fra Danmark

Det største infrastrukturprojekt i Grønlands historie, det omstridte mineprojekt Kvanefjeld og en evergreen, hvad angår grønlandsk valg - nemlig fiskeriet - er de emner, som trækker grønlænderne til stemmeurnerne den 6. april.
Det største infrastrukturprojekt i Grønlands historie, det omstridte mineprojekt Kvanefjeld og en evergreen, hvad angår grønlandsk valg - nemlig fiskeriet - er de emner, som trækker grønlænderne til stemmeurnerne den 6. april. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix og Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.

I denne serie sætter Kristeligt Dagblad fokus på valget og livet i det moderne Grønland. De næste artikler i serien kan lande direkte i din indbakke. Tilmeld dig her.

Længden på landingsbaner, fiskekvoter og ikke mindst diskussionen for eller imod minedrift i Kvanefjeld i Sydgrønland fylder i disse uger debatten i Grønland forud for valget til det grønlandske landsting, Inatsisartut, den 6. april.

Men det store underliggende tema er økonomi.

”Det kan siges helt simpelt. Valgets store spørgsmål handler om at få økonomien til at fungere. De områder, hvor Grønland kan gøre sig mere uafhængig af bloktilskuddet fra Danmark, fylder i valgkampen. Det handler om at få styr på fiskeriet, infrastruktur og andre dagligdags ting,” siger Rasmus Leander Nielsen, der er adjunkt ved Institut for Samfund, Økonomi og Journalistik på Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik.

Sofia Geisler, der er landstingsmedlem og kandidat for venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiiit (IA), fremhæver, at den samlede økonomi er afgørende.

”Folk tænker også på selvstændighed og sikkerhedspolitik, men fokus er først og fremmest på den økonomiske situation og på at finde job – og bolig, der hvor der er job. Som så mange andre steder har corona også ramt erhvervslivet og især turismen her,” siger hun.

Det var den ophedede diskussion om mineprojektet Kvanefjeld, der førte til, at Grønlands regering den 17. februar udskrev valg i utide. Mineprojektet kan, hvis det bliver godkendt, udvinde sjældne jordarter og uran som biprodukt og i kraft af den økonomiske gevinst måske blive nøglen til selvstændighed.

Men en miljørapport fra selskabet bag minen, kombineret med store folkelige protester efter uklare høringsprocesser, har mindsket opbakningen fra det socialdemokratiske regeringsparti Siumut. Det fik det liberale parti Demokraterne til at forlade regeringen og regeringskoalitionen til at bryde sammen.

”Mineprojektet støttes af selvstændighedsforkæmpere. Argumentet er, at nogen må bringe ofre for at styrke det nationale projekt omkring den selvstændighed, som de fleste grønlandske politikere ser som endemålet. Mange i Sydgrønland ser derimod minen som en trussel mod turismen, miljøet og de traditionelle erhverv,” forklarer Ulrik Pram Gad, seniorforsker med speciale i Arktis ved Dansk Institut for Internationale Studier.

Kvanefjeldsprojektets markante rolle i valgkampen har givet stærk medvind i meningsmålingerne til venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiit (IA), som er modstander af minen. Men Rasmus Leander Nielsen opfordrer alligevel IA til at vente med at købe champagnen.

”Selvom der er et stort forspring til IA i meningsmålingerne, så er forventningen, at sådan bliver det ikke helt. Grønland agerer nærmest præcist efter nogle af de helt klassiske vælgerteorier. Det er meget persondrevet, og man gør, som man plejer,” forklarer han.

Og meget er netop, som det plejer i grønlandsk politik. Fiskeriet, der udgør 95 procent af Grønlands eksport, fylder også denne gang. Spørgsmålet er, hvordan erhvervet skal bidrage til økonomien fremover.

”Hvis fiskeriet skal give så mange penge som muligt til landskassen, skal det koncentreres på få effektive trawlere. Skal det give så mange penge som muligt til små lokalsamfund, så skal fiskeriet baseres på små jollefiskere,” forklarer Ulrik Pram Gad.

Et andet vigtigt emne er lufthavne og landingsbaner.

”Det grundlæggende problem er, at en lille befolkning på 56.000 mennesker er spredt ud på et meget stort antal bebyggelser. Man kan kun rejse ud med båd eller via en lufthavn, og det sætter en bremse for mobilitet og vækst,” forklarer Ulrik Pram Gad.

Netop nu er det største infrastrukturprojekt i Grønlands historie ved at blive realiseret med nye atlantlufthavne i Ilulissat og hovedstaden Nuuk samt en lidt mindre lufthavn i Qaqortoq i Sydgrønland. Men de mindst 3,6 milliarder kroner, som lufthavnene skønnes at koste, bliver ivrigt diskuteret i valgkampen. Midterpartiet, Partii Naleraq, kræver, at landingsbanerne skal kortes for at mindske udgifterne, og det venstreorienterede IA ønsker at få lufthavnspakken genvurderet. Siumut fastholder, at lufthavnene er en stor, men god investering, og i et indlæg i den grønlandske avis AG den 3. marts i år skriver partiet, at ”fremtiden kommer af sig selv – men udvikling kræver beslutninger og mod”.

Ulrik Pram Gad påpeger, at et af de største dilemmaer i den grønlandske valgkamp netop er, at investeringerne ofte er forbundet med store usikkerheder.

”Grønlænderne skal træffe nogle helt grundlæggende, vanskelige valg. Man kan ikke vide, om de giver gevinst. De ved ikke, om der kommer vækst, når de investerer x antal milliarder i en lufthavn. Og hvis man politisk beslutter at sætte gang i minedriften, kommer der så nogen, der vil realisere minen?”, siger han.