Prøv avisen
Politisk set

USA farver i stigende grad dansk kapitalisme

I Danmark har det kapitalistiske system traditionelt været kendetegnet ved at sætte fokus på uddannelse og samarbejde. Men de seneste årtier er vi rykket i retning af det, man kender fra USA, hvor hurtige gevinster og høje bonusser fylder mere, skriver professor i statskundskab Peter Nedergaard

I Danmark er det økonomiske system kapitalistisk. Samtidig er der en stor offentlig sektor, hvorfor mange taler om, at Danmark er en blandingsøkonomi. Det er imidlertid ikke nogen særlig præcis karakteristik af det danske økonomiske system. Kan vi ikke få kendetegnet den danske kapitalisme nærmere?

I de seneste 10-20 år er der opstået en forskningstradition i statskundskaben, som netop studerer forskelle i de vestlige landes former for kapitalisme. Initiativtageren hertil var Harvard-professoren Peter Hall. Han var utilfreds med tyrkertroen på, at alle vestlige lande ville ende med at blive organiseret som de angelsaksiske lande som USA og Storbritannien.

Den tendens blev forstærket efter Berlinmurens fald og kommunismens kollaps. Den dengang kendte økonomisk-politiske kommentator Thomas Friedman havde skrevet en bog med titlen ”Jorden er flad”. Hermed mente han, at bevægelsen i de økonomisk-politiske systemer entydigt gik i retning af den angelsaksiske kapitalisme.

Peter Hall var uenig, og stadig flere begyndte at bakke ham op. Når han analyserede tingenes tilstand, kunne han ikke få øje på, at landene gik i retning af den samme form for kapitalisme. Tværtimod blev de mere og mere forskellige. På den baggrund opfandt han begrebet ”Varieties of Capitalism” – kapitalismens variationer.

Mere konkret mente Peter Hall at kunne påvise, at de vestlige lande bevægede sig mod to hovedretninger af kapitalismen. Den ene type kaldte han ”den liberale markedsøkonomi”. Her var modellandet USA. Den anden type kaldte han ”den koordinerede markedsøkonomi”. Her var modellandet Tyskland.

De liberale markedsøkonomiske lande er langt mere markedsorienterede end de koordinerede markedsøkonomier, der dækker de fleste kontinentaleuropæiske lande og Japan. I de sidstnævnte lande spiller netværk og samarbejde mellem virksomheder en langt større rolle end i de liberale markedsøkonomier. Desuden agerer virksomheder i koordinerede markedsøkonomier også som regel mere langsigtet, fordi ejerne ikke angler efter hurtige her og nu-afkast, og fordi topdirektørerne som oftest ikke er lønnet på baggrund af aktieoptionsprogrammer.

Lande, der er koordinerede markedsøkonomier, adskiller sig fra USA ved 1) at have privatansatte i faste jobs med en lang beskyttelse mod afskedigelse, 2) at have en meget veludviklet erhvervsuddannelsesindsats, 3) at have en ikke særlig mobil arbejdskraft, 4) at få mest ”tålmodig” kapital fra bankerne og ikke fra markedet via virksomhedsobligationer, som skal forrentes med det samme, 5) at have mindre lønforskelle mellem top og bund i virksomheder og i samfundet, 6) at have flere topdirektører med en teknisk baggrund, som stammer fra virksomheden, hvor de er direktører, og som hele tiden må skabe konsensus med bestyrelse og medarbejdere ved beslutninger af stor vigtighed, 7) at have nøglemedarbejdere med en stor autonomi, hvilket også skyldes en bedre grunduddannelse, og 8) at være rigtig god til en løbende produktudvikling mod stadig højere kvalitet, men mindre god til radikale teknologiske nybrud som it-teknologi og internettet, der næsten altid opstår i liberale markedsøkonomier.

Spørgsmålet er så, om Danmark som et kapitalistisk land er en liberal markedsøkonomi eller en koordineret markedsøkonomi. Bortset fra arbejdskraftmobiliteten, som er høj i Danmark på grund af den danske arbejdsmarkedsmodel, som gør det let at hyre og fyre folk på det private arbejdsmarked, er Danmark historisk en koordineret markedsøkonomi. Det seneste tiår har imidlertid indebåret indlejring af en række USA-inspirerede elementer: Erhvervsuddannelserne er blevet alvorligt forsømt, forbindelserne mellem bankerne og virksomhederne er svækket, topdirektørlønningerne er stukket helt af, aktieoptionsprogrammerne har bredt sig, og cand.merc.erne har overtaget topdirektørjobbet fra ingeniørerne. Mange faglærte nøglemedarbejdere har stadig en stor autonomi og kan komme med selvstændige idéer og forslag, men i hvor lang tid, når den solide erhvervsuddannelse baseret på de tekniske skolers anvendelige matematik er på vej ud? Der er vel stadig også et ønske om konsensus ved store beslutninger i danske virksomheder, hvor tillids- og bestyrelsesrepræsentanter inddrages, men hvor meget og hvor længe?

Alt i alt er den danske kapitalisme blevet ”forurenet” med adskillige elementer fra de liberale markedsøkonomier, selvom den grundlæggende er kendetegnet ved at være en koordineret markedsøkonomi som andre kontinentaleuropæiske lande. Var det ikke på tide at vende tilbage til rødderne

Peter Nedergaard er professor ved institut for statskundskab ved Københavns Universitet.