Prøv avisen
Kommentar

Usikkerhed skaber politikerlede hos vælgerne

Mens Dansk Folkeparti i dag har indtaget en politisk position, der synes i god overensstemmelse med den utryghed, der har ramt de mindre privilegerede borgere, står venstrefløjen med en politisk dagsorden, der først og fremmest har moralsk eller moralistisk karakter. Foto: Claus Bonnerup/Polfoto

Når vælgerne udtrykker mistillid til politikerne, skyldes det ikke løftebrud og tonen i debatten, men en generel bekymring for deres egen hverdag og velfærd, skriver politisk kommentator Erik Meier Carlsen

”Politikerleden” har fyldt meget på dagsordenen siden sidste valg. Nu har en gruppe samfundsforskere endelig meldt ud fra resultaterne af de store valganalyser, som gennemføres efter hvert folketingsvalg. Resultatet er markant: Den manglende tillid blandt en voksende del af vælgerne til de danske politikere er primært et resultat af en modvilje og bekymring over de seneste års reformer, som har grebet ind over for de hidtil gældende velfærdsforanstaltninger og generelt i trygheden i samfundet.

Alle de mange teorier om ”løftebrud” og politikernes måde at skændes på, rammer ikke de primære årsager.

Samme undersøgelse viser, at befolkningens tillid til det danske samfunds institutioner fortsat er tårnhøj i sammenligning med stort set alle andre lande.

Vælgerne er, som det hed som overskrift på en af de tilsvarende valganalyser for nogle år siden, ”tænksomme”.

Når det store mediecirkus kører, kan de fristes til at spille med, men i stemmeboksens dunkle rum er det en nøgtern vurdering af egen og familiens fremtid, det gælder.

Faldet i vælgernes tillid til politikerne begyndte markant i 2010, da Løkke-regeringen fandt flertal for afvikling af efterløn og begrænsning af dagpengeperioden og fortsatte i en helt jævn nedadgående kurve. Hvor mistilliden tidligere har været mere spredt mellem befolkningsgrupper, er den i de seneste år størst blandt ufaglærte og mindst blandt højere funktionærer.

Mistilliden, som også viste sig ved støtten til nyere, ikke regeringsbærende partier, kan dermed betragtes som et udtryk for en interessekamp, en modvilje mod den måde, samfundet har forandret sig på med øget indvandring og beskæring af velfærd.

De regeringsbærende partier har i høj grad stået bag en såkaldt ”nødvendighedens politik”, som i vid udstrækning har begunstiget de bedst stillede og forringet og fjernet tryghed for de mindre privilegerede.

Historisk er mistilliden mindre dramatisk, end den ofte fremstilles. Trods et markant fald er tilliden i dag væsentligt større end et markant lavpunkt i 1989 i slutningen af den konservative Poul Schlüters regeringstid, men ligger også klart over tillidsniveauet under socialdemokratiske Anker Jørgensens regeringer i 70’erne.

Vælgernes mistillid og bekymring synes at afspejle en situation, hvor de kun i ringe grad har følt sig hørt og taget alvorligt af de regeringsbærende partier.

Det betryggende er dog den fortsatte tillid til de politiske institutioner, der sammen med fortsat høj valgdeltagelse vidner om, at vælgerne giver deres bekymring og utilfredshed udtryk i demokratisk form. Derfor er udfordringen til politikerne at øge deres lydhørhed overfor den folkelige bekymring. Det kan – som der er tegn på – føre til opbrud i det politiske samarbejdsmønster og til ændringer i partiernes politik, der ikke kun bør afvises som taktiske dispositioner, men forhåbentlig også afspejler, at politikerne for længe har været fastlåst i positioner, som har øget utrygheden i befolkningen.

Mange mener med nogen ret, at de politiske positioner er blevet mere konfrontatoriske. Men her er der en markant forskel mellem fløjene i dansk politik, som samlet kan opfattes som protestpartier. For mens Dansk Folkeparti i dag har indtaget en politisk position, der synes i god overensstemmelse med den utryghed, der har ramt de mindre privilegerede borgere, står venstrefløjen med en politisk dagsorden, der først og fremmest har moralsk eller moralistisk karakter.

Venstrefløjens vælgere hører generelt til de mere privilegerede, der stort set har deres på det tørre, trods nedskæringer og stramninger. Til disse vælgere synes venstrefløjspartierne, inklusive Alternativet, at levere en følelse af moralsk overlegenhed. De er ikke tvunget ud i den samme klare interessekamp, som tidligere var venstrefløjens position. DF har derimod med stor gennemslagskraft vist lydhørhed over for de bekymrede og vundet stort.