Usympatiske karaktertræk giver mønsterbrydere bedre odds

Mønsterbryderbørn er ofte brutale i deres målrettethed, lyder konklusion i ny bog. Men det er deres hårdhed, der giver dem den fornødne styrke til at bryde med fortiden

Lisbeth Zornig, direktør i Huset Zornig og tidligere Børnerådsformand er en af tre forfattere til en ny bog om mønsterbrydere, der drager nogle kontroversielle konklusioner om, hvad der skal til for at bryde med social arv.
Lisbeth Zornig, direktør i Huset Zornig og tidligere Børnerådsformand er en af tre forfattere til en ny bog om mønsterbrydere, der drager nogle kontroversielle konklusioner om, hvad der skal til for at bryde med social arv. Foto: Helene Bagger.

Brutalitet, kynisme og følelsesløshed.

Det er bare nogle af de meget lidt flatterende egenskaber, der i en ny bog, "Underdanmarks jægersoldater - om at hjælpe brændte børn med at bryde mønsteret", fremhæves som karakteriserende for børn og unge, der trods massive omsorgssvigt, fattigdom og overgreb formår at bryde med fortidens mønstre.

Læs uddrag af bogenLøgn, grådighed og arrogance kan hjælpe svigtede børn til at overleve 

”Det er kontroversielt at pege på usympatiske egenskaber som klassiske karaktertræk ved mønsterbrydere, men vi gør det, fordi meget tyder på, at det netop er de karaktertræk, der giver mange af de børn den nødvendige styrke til at rejse sig og kæmpe. Det betyder noget for den måde, vi som samfund skal hjælpe og støtte dem på, for hvis vi bare piller det ekstra overlevelsesgear ud af dem, risikerer vi at forringe deres i forvejen dårlige chancer,” siger en af bogens forfattere Lisbeth Zornig, direktør i Huset Zornig og tidligere Børnerådsformand.

Bogen bygger på interviews og samtaler med 10 voksne mønsterbrydere, og Lisbeth Zornig understreger, at der ikke er tale om en videnskabelig undersøgelse, men at mønstret er så påfaldende, at det bør give anledning til et kritisk blik på børne- og uddannelsesinstitutioner.

”Børn, der opfører sig kompromisløst og selvhævdende, bliver lukket ned og skammet ud af velmenende pædagoger og lærere, der vil tilpasse dem den pæne og feminiserede sociale orden i børnehaver og på skoler. Vi mangler blik for, at det besværlige ikke kun er besværligt, men kan være en livsvigtig overlevelsesstrategi,” siger Lisbeth Zornig.

Professor i socialt arbejde på Aalborg Universitet Inge Bryderup, der blandt andet forsker i udsatte børns forudsætninger og muligheder for at bryde med sociale mønstre, er ikke enig i forfatternes konklusioner. Ifølge Inge Bryderup viser forskningen på området, at mønsterbryderes succes først og fremmest afhænger af den samfundsmæssige ramme, de lever i. Det vil sige især uddannelsessystemets og det sociale systems parathed til at optage og integrere dem.

”Min egen forskning tyder heller ikke på, at der er nogle særlige personlige karaktertræk, der er dominerende blandt unge, der bryder med forældrenes livsmønstre. Hvis der findes et fællestræk, er det snarere det helt tilfældige, at de unge ofte har mødt et menneske, der har set dem, fastholdt kontakten til dem og hjulpet dem til at komme videre,” siger Inge Bryderup.

Også børnepsykolog og tidligere formand for Børns Vilkår John Aasted Halse hæfter sig ved, at der ikke er tale om en videnskabelig undersøgelse. Alligevel er han mindre skeptisk over for bogens konklusioner. Begrebet ”mælkebøttebørn”, der vandt indpas i 1980'ernes socialforskning og beskriver mønsterbryderbarnet som en ekstra hårdfør plante, har vist sig langtidsholdbar af en grund, siger han.

”I fagtermer kalder vi det resiliens, og den form for hårdførhed kan bestemt godt komme til udtryk i en næsten blind form for målrettethed, der ikke levner mange hensyn til meget andet end egen opdrift. Jeg tror ikke, at det nødvendigvis karakteriserer alle mønsterbrydere, men jeg medgiver, at det kan være et træk hos mange.”

Den kyniske og målrettede adfærd, der kan være en vigtig motor i det udsatte barns kamp for at løsrive sig fra sin sociale arv, er imidlertid ikke nok til at komme helt i mål. Mønsterbrydere skal lære at tæmme de egenskaber, hvis de skal lykkes med en reel social integration. Og her har forfatterne fat i en vigtig pointe.

”Vi har ikke et uddannelsessystem, der rummer de besværlige. De skal selvfølgelig ikke tromle og terrorisere alle de andre, men de skal heller ikke forvises til en plads på tålt ophold bagerst i klassen. Jeg er enig i, at vi også må anerkende den besværlige og selvhævdende opførsel som en styrke,” siger John Aasted Halse.