Utøya-præst i Danmark: Sorgen skal have tid, men håbet haster

Hvordan rejser man sig efter katastrofen på Utøya? Det gav den kendte norske præst og forfatter Per Arne Dahl svar på, da han lagde vejen forbi Kristeligt Dagblad til læsermøde

Den norske præst Per Arne Dahl er aktuelt med bog om, hvordan man rejser sig efter en rystelse.
Den norske præst Per Arne Dahl er aktuelt med bog om, hvordan man rejser sig efter en rystelse. Foto: Michael Bothager Denmark.

Omkring 60 mennesker stimler sammen i Kristeligt Dagblads kantine. Folk venter spændt på aftens hovedperson. Den norske præst Per Arne Dahl har nemlig udgivet bogen At rejse sig efter en rystelse.

Nu udkommer bogen så på dansk, og det er i den anledning, at Per Arne Dahl torsdag aften holdt foredrag i Danmark.

Bogen tager både konkret afsæt i terrorangrebet på Utøya, men også hvordan man rejser sig efter et personligt tab.

LÆS OGSÅ: Skotte skriver teater om Utøya-katastrofen

Læsermødet bliver indledt med fællessang af den norske salme Gud er Gud, om alle mand var døde.

Bagefter træder Per Arne Dahl frem.

Jeg har aldrig set så mange mennesker græde. Jeg har aldrig set så mange være bange. Jeg har aldrig set så mange holde om hinanden. Men selv når fortvivlelsen er dybest, har håbet kraft til at vende sorgen og ændre verden siger Per Arne Dahl, der blandt andet er Stortingspræst.

LÆS OGSÅ: Vi har mistet klagesproget

Han gestikulerer med armene og forsøger på klingende norsk at forklare, præcis hvad der skete med det norske folk, da landet blev ramt af det værste terrorangreb i nyere tid.

En lammelse lagde sig over Norge. Folk talte stille, gik stille og så på hinanden. Jeg tror, den her rystelse vækkede det norske folk af ligegyldighedens søvn. En alvor og venlighed bredte sig i befolkningen og fik os til at stå sammen på tværs af etnicitet, kultur og tro.

Men selvom emnet er tungt og trist, er det med glimt i øjet og med plads til humor, at Per Arne Dahl beretter sin personlige historie om dagene i Oslo efter katastrofen.

Vi havde ikke lys nok i domkirken til alle de mennesker, som gerne ville tænde et. Derfor gik jeg ned i en lille forretning, kiggede på ekspedienten og spurgte: kan jeg få 10.000 lys? Og inden ekspedienten svarede, spurgte jeg, om jeg så også fik rabat.

LÆS OGSÅ: Dansk Utøya-mor holder sig langt fra Breivik

Men Per Arne Dahl bliver hurtig alvorlig igen.

Det er vigtigt, at sorgen får tid. Den skal bearbejdes og have plads til at udfolde sig. Til gengæld haster det med håbet, som er altafgørende, for at komme igennem sorgen. For at fortrænge det mørke, der har lagt sig over landet. Her haster det med håbet. Og troen og håbet følges nøje ad. Både individuelt og i fællesskab. Og med håbet til Gud, vil man ikke knækkes af sorg.