Utålmodige socialdemokrater har fået nok af regeringens skåltaler om ulighed i uddannelse

Regeringen skal i arbejdstøjet, hvis den vil mere end at forvalte et socialt skævt uddannelsessystem, der favoriserer akademisk stærke elever, lyder det fra socialdemokratiske profiler. Coronaen har bremset indsatsen, lyder det fra S-ordfører

I uddannelses- og undervisningspolitikken hersker et blindt ideologisk punkt, mener journalist, debattør og forfatter Lars Olsen, som i mange år har betragtet Socialdemokratiet og venstrefløjen. Tegning: Rasmus Juul
I uddannelses- og undervisningspolitikken hersker et blindt ideologisk punkt, mener journalist, debattør og forfatter Lars Olsen, som i mange år har betragtet Socialdemokratiet og venstrefløjen. Tegning: Rasmus Juul

Statsminister Mette Frederiksen (S) har grundlæggende haft en dygtig og heldig hånd i sin kamp for at genetablere Socialdemokratiet som det naturlige førstevalg for arbejderklassen og den lavere middelklasse. Nogle har sågar hævdet, at statsministeren har skabt en arbejderistisk fortælling om sit parti, der vækker minder om 1950’ernes Danmark.

Udviklingen viste sig ved valget i 2019, da partiet især gik frem i landdistrikter og provinsbyer. Til gengæld tabte man omtrent det samme antal vælgere blandt højtuddannede og unge i de store byer.

Efter valget har den skærpede ideologiske profil manifesteret sig i form af en ny ret til tidlig pension for Arne og andre nedslidte. I klimapolitikken, der ikke må ramme socialt skævt og koste arbejdspladser i udkantsområder. I indgrebet mod kapitalfondes opkøb af billige lejeboliger. Og i den skærpede udlændingeprofil, hvor den socialdemokratiske grundanalyse er, at konsekvenserne ved fejlslagen integration især går ud over dem, der i forvejen befinder sig nederst på den sociale rangstige.

Men på et enkelt område – uddannelses- og undervisningspolitikken – hersker der et blindt ideologisk punkt, selvom Socialdemokratiet snart kan kigge ind i år tre med ministerbiler. Det mener journalist, debattør og forfatter Lars Olsen, en mangeårig betragter af Socialdemokratiet og venstrefløjen.

Han er ikke medlem af noget parti, men gennem sit forfatterskab har han han været en vigtig ideologisk indpisker og samtalepartner. Der bliver med andre ord lyttet, når Lars Olsen taler.

”Socialdemokratiet har under Mette Frederiksen stillet skarpt på igen at være et parti for arbejderklassen og frontpersonalet i den offentlige sektor. Men det her område er en mærkelig undtagelse, og det undrer mig, at man ikke kommer med en offensiv plan, der træder op imod den sociale skævhed og sikrer mere praksisfaglighed i hele uddannelsessystemet.”

Han bakkes op af Frederik Vad, formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU, og den socialdemokratiske folketingskandidat Thomas Skriver Jensen, der stiller op i Odense.

De tre utålmodige kritikere mener, at de to centrale ministre på området, undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil og uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen, forvalter et socialt skævt uddannelsessystem, der favoriserer akademisk stærke elever.

Til gengæld negligeres erhvervsskoleeleverne og det akutte behov for et opgør med et stigende teoretisk fokus, der især har slået igennem på professionshøjskolerne, der blandt andet uddanner fremtidens pædagoger, lærere og sygeplejersker.

Det er initiativer, der – ifølge kritikerne – burde stå på side et i drejebogen for socialdemokratiske ministre med ansvar for undervisning og uddannelse.

”Vi er nødt til at vågne op,” supplerer Thomas Skriver Jensen, der som tidligere formand for Metal Ungdom har stået i spidsen for dele af den gruppe, der nu tilsyneladende føler sig overset af regeringen.

”Det er fint nok, at vi i skåltalerne kan snakke om, at der mangler faglært arbejdskraft. Men nu er vi også nødt til at vise, at vi har modet og evnerne til at gøre noget ved det.”

Han efterspørger blandt andet færre pladser på akademiske uddannelser, mere praksisfaglighed i folkeskolen og bedre vejledning for unge, der overvejer en erhvervsuddannelse.

DSU-formand Frederik Vad er enig. Han understreger, at erhvervsuddannelserne er bedst til at bryde den social arv.

”Der mangler en offensiv politik, hvor man tør sige, at det vigtigste er at redde erhvervsskolerne, og at de universitetsstuderende ikke længere står forrest i køen til sociale forbedringer. Vi har et socialt uretfærdigt system, hvor man ikke tager hensyn til mennesker, der kommer fra uddannelsesfremmede hjem. Det nuværende system er indrettet efter den øvre middelklasse børn og ikke arbejderklassens børn.”

Den interne kritik kommer på baggrund af to nylige og opsigtsvækkende rapporter.

I slutningen af februar beskrev Kristeligt Dagblad en undersøgelse fra Rockwool Fonden og Københavns Universitet, der viser, at Danmark trods SU og gratis uddannelse er blevet dårligere til at bryde den sociale arv via uddannelse de seneste årtier. Og forleden fremlagde Arbejderbevægelsens Erhvervsråd en analyse, der viser, at der vil mangle 99.000 faglærte på det danske arbejdsmarked i 2030.

Det er tal som disse, der tidligere har fået Mette Frederiksen til at slå alarm. I sin 1. maj-tale i 2018 sagde hun blandt andet, at ”vi har forsømt erhvervsuddannelserne i Danmark”, og at ”vi har brug for, at flere unge tager en erhvervsuddannelse”.

Men indtil videre har det – ifølge kritikerne – været småt med konkrete forbedringer.

Thomas Skriver anerkender, at undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil med en ny trepartsaftale har sikret flere praktikpladser til eleverne på erhvervsskolerne.

Men det ændrer ikke på, at der på en lang række erhvervsuddannelser fortsat mangler elever og dermed lærlinge, lyder det fra den socialdemokratiske folketingskandidat.

Thomas Skriver hæfter sig desuden ved, at regeringen på finansloven for 2020 valgte at flytte 22 millioner fra erhvervsskolerne til den nye FGU-uddannelse, der erstatter produktionsskolerne.

På samme måde er de ekstra bevillinger til humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser blevet forlænget.

”Det er et forkert sted at prioritere for en socialdemokratisk regering. Kaare Dybvad Bek (bolig- og indenrigsminister red.) snakker altid om, at han vil have flere almene boliger på Strandvejen. Men hans ministerkolleger er jo også nødt til at finde ud af, hvordan vi får dem, der bliver født på Strandvejen, til at tage en erhvervsuddannelse.”

Netop Kaare Dybvad Bek har i en årrække markeret sig i debatten om, hvordan en moderne socialdemokratisk uddannelsespolitik kan se ud i praksis. Ligesom hans kollega udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye, har han i en række debatbøger argumenteret for, at overproduktionen af akademikere er med til at skabe større ulighed, hvilket i sidste ende kan undergrave velfærdssamfundet.

Derfor er det ifølge de to ministre alfa og omega, at politikerne lykkes med reformer, der genskaber respekten for håndens arbejde – både af hensyn til den sociale ulighed i særdeleshed og samfundsøkonomien i almindelighed.

Analysen er af betragtere blevet udlagt som et opgør med årtiers socialdemokratisk uddannelsespolitik, der har handlet om at løfte arbejderklassens børn ind på universiteterne. For i dag skal bevægelsen gå den anden vej.

”Der er allerede lavet en masse godt tænkearbejde på det her område, og derfor undrer det mig, at der ikke er sket ret meget i den praktiske uddannelsespolitik,” siger Lars Olsen.

Ifølge hans kilder hersker der derfor i dele af folketingsgruppen og regeringen ”en utålmodighed og en frustration over, at der ikke sker noget mere på det her område”.

”Det er der mange af deres partifæller, der også synes. Jeg står langtfra alene med det synspunkt,” siger Lars Olsen, der i de senere år har været en flittig samtalepartner på interne socialdemokratiske linjer.

Jens Joel er Socialdemokratiets undervisningsordfører. Han anerkender, at der hersker en lang række sociale skævheder overalt i uddannelsessystemet, og at manglen på faglært arbejdskraft kan blive ”en bombe” under dansk økonomi på den lange bane.

”Selvfølgelig er det en central opgave for en socialdemokratisk regering at tage fat på det her. Og det er vi i fuld gang med. Men jeg anerkender ikke, at man ikke kan se, at der sidder to socialdemokratiske ministre på området.”

Han fremhæver trepartsaftalen, der sikrer flere lærepladser, og de ”ekstraordinære milliontilskud” til pædagoguddannelsen.

”Men corona betyder, at vi ikke er nået så langt, som vi gerne ville på de største uddannelsespolitiske diskussioner. For eksempel i forhold til sociale og geografiske skævheder i, hvem der har adgang til uddannelse.”

Jens Joel vil ikke løfte sløret for, hvilke konkrete tiltag regeringen har i støbeskeen. Men han fremhæver blandt andet en kommende taxameterreform på ungdomsuddannelserne og mere fokus på praksisfaglighed i folkeskolen.

”Manglen på faglært arbejdskraft vil også blive et centralt tema i resten af vores regeringsperiode. Vi har for længst forkastet den forfejlede analyse om, at Danmark skal være et videnssamfund uden industriarbejdspladser. Men jeg kan ikke komme ind på udspil, der ikke er præsenteret.”

Kan du genkende den interne frustration og utålmodighed, som Lars Olsen beskriver?

”Jeg kan genkende utålmodigheden, men ikke frustrationen. Og selvfølgelig kommer vi til at sætte handling bag ordene.”

Pernille Rosenkrantz-Theil, Ane Halsboe-Jørgensen, Mattias Tesfaye og Kaare Dybvad Bek har alle takket nej til at deltage i denne artikel.