Utzons sidste værk spiller i Bagsværd

Den verdenskendte danske arkitekt og designers sidste værk var et hvidt flygel, der netop nu indvies med en række koncerter i Bagsværd Kirke

Jørgen Ellegård Frederiksen ved Bagsværd Kirkes nye klaver, der er skabt af Jørgen Utzon. -
Jørgen Ellegård Frederiksen ved Bagsværd Kirkes nye klaver, der er skabt af Jørgen Utzon. -. Foto: Ole Meyer.

Danmarks måske berømteste arkitekt, Jørn Utzon, er af de fleste sandsynligvis mest kendt for spektakulære bygningsværker som Operaen i Sidney, parlamentsbygningen i Kuwait og de såkaldte romerhuse i Helsingør.

Men Utzon var også designer. Og det sidste værk, han var med til at skabe, inden han døde sidste år, var således et hvidt flygel, der netop nu bliver indviet ved en række koncerter i Bagsværd Kirke nord for København.

Flygelet er det eneste af sin art og det eneste, den store arkitekt nogensinde gav sig i kast med.

– Flygelet er et unikum. Og så er det tilmed første gang, der bygges et unikum til et bestemt rum, der tilmed er skabt af samme designer, siger Jørgen Ellegård Frederiksen, der er organist i Bagsværd Kirke.

Og heri ligger en stor del af forklaringen på, at Jørn Utzon er den første store danske designer og arkitekt siden Poul Henningsen, der designer et flygel.

Jørn Utzon var nemlig arkitekten bag Bagsværd Kirke, der blev bygget i midten af 1970'erne. Og det var et projekt, som den berømte arkitekt i sin tid havde havde været så begejstret for, at han omgående sagde ja til at designe en model, da tanken om at anskaffe et såkaldt halvkoncertflygel opstod hos kirkens menighedsråd og organist.

Især Jørgen Ellegård Frederiksen havde gennem flere år ønsket sig et velfungerende klaver, der både kunne bruges til koncerter og til gudstjeneste, hvor mange af de nye salmer egner sig til at blive akkompagneret af klaver i stedet for af et traditionelt kirkeorgel. Men både menighedsråd og organist var bange for, at et traditionelt, sort standardflygel ville ødelægge kirkens lyse og sarte arkitektur. Og deraf opstod tanken om, at man med udgangspunkt i en standard flygelkasse kunne få Utzon til at skabe et klaver, der passede ind i arkitekturen.

Med hjælp fra en anonym donor og flere fonde blev de nødvendige penge – der anslås at løbe op i 6-900.000 kroner – rejst, hvorefter Jørn Utzon sammen med sin søn, Jan, gik i gang med projektet.

Jørn Utzon nåede nåede dog aldrig selv at se sine skitser og modeller på tegnebordet blive til virkelighed. Han døde i november sidste år, og sønnen måtte færdiggøre projektet i fællesskab med klaverfirmaet Steingraeber & Söhne og Jørgen Ellegård Frederiksen.

Den verdensberømte arkitekt nåede alligevel at sætte sit særlige fingeraftryk på det endelige værk. Ikke bare visuelt, men også funktionelt.

Utzon kreerede nemlig et specielt låg i meget tynde plader, der gør, at flygelets låg svinger med lydbølgerne og forstærker lyden frem for at bremse den, sådan som låget på et almindeligt flygel gør.

– Det har nok været utilsigtet, men det har ikke desto mindre udstyret klaveret med nogle særlige klangegenskaber. Uanset hvor man står i kirkerummet, så klinger det klart. Og jeg har aldrig hørt et flygel lyde sådan her før, siger Jørgen Ellegård Frederiksen.

Utzons flygel kan iøvrigt opleves på søndag, hvor Ellegård Frederiksen spiller en koncert med værker af af blandt andre Händel, Haydn og Wagner. Og frem mod jul vil man ligeledes kunne høre Utzon-flygelet i forbindelse med en række klaver-, kammer- og korkoncerter i kirken.

Læs mere om koncerterne på www.bagsvaerdkirke.dk.

revsbech@kristeligt-dagblad.dk