Prøv avisen

At være dansk er jo mange ting

Safaa Abdol-Hamid (med tørklædet) er én af Grænseforeningens kulturmødeambassadører. Her møder hun unge fra integrationsprojektet Ung2400 for at udveksle erfaringer med at være opvokset med flere kulturer. Hun har lært at gøre det til en ressource. -- Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Unge i Sydslesvig har droppet de traditionelle fjendebilleder og klarer sig så godt, at både danskere og indvandrere nu skal lære af det

Kan man kende en indvandrer?

Denne aften gør ni danskere af anden etnisk herkomst forsøget. De skal vælge mellem fire unge fra det danske mindretal i Tyskland, som i princippet alle er indvandret til København for at studere, men nogle er alligevel mere indvandrere end andre.

– Hvem har boet kortest tid i Danmark, lyder spørgsmålet, og de ni stiller sig hos den, de tror er svaret. Flertallet går til de to piger med slør, men det er 20-årige Axel, der er det rigtige svar, selvom han ser pæredansk ud. Kun hans tyske accent afslører ham.

Så kan man kende en indvandrer?

Spørgsmålene fortsætter: Hvem har rejst i flest lande, hvem studerer medicin, og hvem har flest søskende? Pointen er selvfølgelig, at tingene ikke altid er, som de ser ud, men legen og latteren får slået hul på den udveksling af erfaringer, der er omdrejningspunktet for dette møde i et kulturhus på Nørrebro i København.

Idéen er simpel, men omfangsrig. 75 gange skal Grænseforeningens udvalgte unge kulturmødeambassadører ud på asylcentre, højskoler, i foreninger og politiske organisationer for at være anderledes eksempler på integration i Danmark. Og for at synliggøre de mange fordomme, der ofte gør integrationen til en vej fuld at torne. Denne gang møder de den mere traditionelle form for indvandrere: Unge, der er opvokset i Danmark, men har etniske rødder i den arabiske verden. De er en del af Red Barnet Ungdoms eget integrationsprojekt Ung2400, hvor de er rollemodeller for andre indvandrere. Men selvom de to gruppe arbejder for det samme – bedre integration og færre fordomme – er deres indfaldsvinkler forskellige, og derfor er der rigeligt at tale om. Emnerne er mange, men prøvelserne med at finde balancen mellem to kulturer og måderne at imødegå fordommene på går igen. Alle har de måtte kæmpe for at finde eller bevare deres identitet, og alle forsøger de at vende deres status som en minoritet til deres fordel.

For bordenden sidder Nina Hammerich. Hun leder Grænseforeningens kampagne med kulturmødeambassadørerne, der som udgangspunkt har til formål at øge bevidstheden om det danske mindretal i Tyskland. En befolkningsgruppe kun få unge danskere overhovedet kender til. Men i udviklingen af projektet stod det hurtigt klar, at ambassadørerne havde mere at byde på end blot at gøre opmærksom på sig selv. De repræsenterer en generation, der for alvor har gjort op med tidligere tiders kulturelle opdeling i grænselandet. Hvor deres forældre i høj grad definerede sig selv ud fra forskellene mellem danskere og tyskere, skaber nutidens unge deres identitet ud fra de fordele, de har ved at kunne sammensmelte de to kulturer, forklarer Nina Hammerich:

– Særligt efter murens fald i 1989 er der skabt en genforeningsånd, som har blødt op på de gamle fjendebilleder. Det stigende EU-samarbejde har trukket udviklingen i samme retning, så det i dag er nærmest problemfrit at være dansker i Tyskland. Det er først, når de unge flytter til Danmark for eksempelvis at studere, at de ofte opdager: Hov, måske er jeg slet ikke så dansk, som jeg troede.

Tvivlen kommer, når de kaldes tyskere af deres mestuderende og nogle gange får råbt "tyskersvin" efter sig på gaden i København. Den kan også komme derhjemme, hvor de taler dansk med hinanden, men tysk med naboen. Eller når der med store bogstaver står DK på deres skolebuskort, selvom tyskerne ikke har et tilsvarende DE.

Officielt har der ikke været diskrimination af det danske mindretal siden 1955, hvor København-Bonn Erklæringerne sikrede dem særlige rettigheder. Og snakken om at flytte grænsen mellem Danmark og Tyskland er da også forlængst forstummet. Alligevel er det ikke altid nemt konstant at blive konfronteret med dobbeltkulturen, og det glemmer "resten" af Danmark ofte – til trods for, at det danske mindretal bør betragtes som et stykke Udkantsdanmark på linje med Bornholm, siger Nina Hammerich:

– Det etniske Danmark har sine egne mindretal med udfordringer, der på mange måder er parallelle med dem, danskere med anden etnisk herkomst har. Derfor er det vores håb, at vi med disse kulturmøder kan få flere øjne op for, at der er mange måder at være dansker på. Og at alle måderne har nogle ressourcer, der har værdi for samfundet.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk