Da 22 børn fra forskellige grønlandske bygder i 1951 blev sejlet fra Nuuk til København med skibet "M/S Disko", troede de, at de skulle på ferie. De var fem-otte år gamle og udvalgt af danske præster og andre autoriteter efter to kriterier: De skulle komme fra fattige familier og være så begavede som muligt.
Projektet var opfundet af danske myndigheder og velgørende organisationer med det formål at give nogle fattige grønlandske børn en chance for at opleve "moderlandet". Uden nærmere aftale med børnene eller deres familier blev planerne ændret undervejs, så de i stedet kom i danske plejefamilier for at lære dansk. Først efter halvandet år vendte de tilbage til Grønland.
Det sociale projekt, som mislykkedes, blev første gang beskrevet i Tine Brylds bog "I den bedste mening". Nu er historien blevet til den danske film "Eksperimentet", som har premiere på torsdag. Den har på forhånd fået debatten om tvangsfjernelser af grønlandske børn til at blusse op igen, og nu kræver flere politikere en undskyldning fra de involverede myndigheder. Senest er det kommet frem, at flere hundrede grønlandske børn i 1960-70?erne mod deres vilje blev adopteret af familier i Danmark og mistede kontakten til deres biologiske familie.
Organisationen Red Barnet var en af initiativtagerne til projektet med de 22 børn. Idéen var, at børnene senere skulle vende hjem til Grønland og være spydspidser for udviklingen med deres kendskab til dansk sprog og kultur.
Men børnene mistede deres grønlandske sprog under opholdet i Danmark – med den konsekvens, at de hverken kunne kommunikere med deres familier eller andre grønlandske børn, da de kom tilbage. De blev placeret på et nybygget børnehjem i Nuuk, fordi familien blev betragtet som for fattig til at tage sig af dem. Og de gik i danske skoleklasser, hvor de ikke måtte dyrke deres modersmål, fordi man vurderede, at det ville være bedst for dem at kunne dansk frem for grønlandsk.
Historierne fik forleden generalsekretær i Red Barnet Mimi Jakobsen til at give en uforbeholden undskyldning til de berørte familier. Også selvom organisationen stadig ikke er færdig med at undersøge, præcis hvad den gjorde forkert.
"Vi ved, at vi har haft en eller anden rolle i det, og det koster jo ikke noget at sige undskyld. Så kan man sige, ja, det var en anden tid, og det var i den bedste mening, men det ændrer jo ikke ved de konsekvenser, det har haft for de børn," siger Mimi Jakobsen.
Regeringspartiet Venstre har en anden holdning. I 1951 var Danmark ledet af en borgerlig regering med Venstres Erik Eriksen som statsminister. Men partiets nuværende grønlandsordfører, Flemming Møller, mener ikke, at der er grundlag for en officiel undskyldning.
"Hvis man skal undskylde, er det, fordi man angrer. Men det, man gjorde over for de grønlandske børn, var ikke moralsk angribeligt ud fra den viden, man havde på det tidspunkt," siger han.
Flemming Møller mener i stedet, at sagen om tvangsfjernelserne skal stå i danmarkshistorien som en fejlslagen politik og en ualmindelig dårlig erfaring.
At politikken slog fejl, er forfatter og socialrådgiver Tine Bryld mildt sagt enig i. Hun tror dog fortsat, at de fleste handlede i god tro.
"Danskerne betragtede ikke grønlænderne som ligeværdige, men som nogle, vi skulle passe på og beskytte. Det var en form for omklamring og dybt naivt," siger hun, som har interviewet 21 af de nu voksne projektbørn.
"De blev isoleret fra deres egne. Det er et dybt indgreb i ens identitet, at man for eksempel ikke kan kommunikere med sin mor. Når man tager sproget fra dem, tager man jo simpelthen alt," siger Tine Bryld.