V og DF: Lad fodboldbøller betale politiudgifter

Efter nye fodbolduroligheder vil Venstre og Dansk Folkeparti have ændret loven, så fodboldbøller selv skal betale for både hærværk og udgifter til politi. Det er en glidebane, siger De Konservative

Politiet mødte talrigt op, da der opstod uro efter en fodboldkamp mellem Brøndby IF og FC København i søndags.
Politiet mødte talrigt op, da der opstod uro efter en fodboldkamp mellem Brøndby IF og FC København i søndags. Foto: Mathias Øgendal/Ritzau Scanpix.

Politikerne på Christiansborg vil gribe til helt nye metoder for at stoppe fodboldvolden.

Venstre og Dansk Folkeparti ønsker således, at fodboldbøllerne selv skal afholde de udgifter, som de skaber, når de laver vold og hærværk i forbindelse med kampe i Danmark. Det betyder blandt, at urostiftere skal betale for de ekstra betjente, som politiet sætter ind.

I søndags blev der nemlig skrevet et nyt kapitel i fortællingen om dansk fodboldvold. Det skete, da voldsparate fodboldtilhængere brugte tåregas og kastede sten og andet kasteskyts mod politiet uden for en bodega i Brøndby efter kampen imellem rivalerne Brøndby IF og FC København i Brøndby. Fem politifolk endte på skadestuen, og syv personer blev anholdt. Også senere søndag måtte politiet skride ind over for fodboldtilhængere efter kampen mellem Esbjerg fB og FC Midtjylland.

”Det løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg ser, at almindelige skatteydere skal finansiere udgiften for de mennesker, der slår op i kampprogrammet for DBU og så vælger at lave ballade,” siger Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen, som har bedt Justitsministeriet undersøge, om det kan lade sig gøre at gøre fodboldtilhængere økonomisk ansvarlig for de udgifter, de påfører samfundet:

”Det er en kompleks affære, og det er mig bekendt ikke sket før, at man har overvejet disse ting,” siger Preben Bang Henriksen.

Men regeringens støtteparti Dansk Folkeparti er også parat til at lovgive på området. Partiets retsordfører Peter Kofod-Poulsen vil stille et ændringsforslag til et lovforslag om skærpede straffe for fodbolduroligheder, der blev behandlet i går. DF ønsker nemlig også, at fodboldtilhængere skal bøde økonomisk i tilfælde som det i søndags.

”Jeg er villig til at gå nye veje for at straffe de ballademagere, der går til angreb på dansk politi. Dem har jeg ikke ondt af,” siger Peter Kofod-Poulsen.

Venstres retsordfører fastholder dog, at han vil afvente justitsministerens redegørelse, før han og Venstre giver sin holdning til ændringsforslaget til kende:

”Men vi er altså enige i tanken bag,” siger Preben Bang Henriksen.

Også Socialdemokratiets retsordfører Trine Bramsen er klar til at diskutere Venstre og Dansk Folkepartis tanker:

”Principielt er det en svær diskussion, men vi kan ikke lade, som om problemet ikke eksisterer,” siger hun.

Det har ikke været muligt at få en opgørelse fra politiet om det økonomiske eller mandskabsmæssige forbrug ved fodboldkampe. Hverken for kampene i søndags eller tidligere udgifter.

Men i 2015 blev der hos Københavns Politi afsat 11.127 forventede tjenestemandstimer fordelt på blot fire af de såkaldte højrisikokampe, viste en aktindsigt, som Kristeligt Dagblad omtalte i efteråret sidste år. Højrisikokampe er kampe som dem imellem FC København og Brøndby IF.

Hos Politiforbundet fortæller forbundsformand Claus Oxfeldt, at fodboldkampene er en ”kæmpe” opgave for politiet.

”Det er noget, vi bruger uforholdsmæssigt mange ressourcer på, og kampene betyder, at vi er nødt til at fravælge andre politiopgaver i det daglige,” siger Claus Oxfeldt.

Alligevel kan han ikke støtte politikernes forslag om, at fodboldbøllerne – eller klubberne eller DBU – skal betale balladen ved fodboldkampe.

”Det er en opgave for politiet, og spørgsmålet er, hvordan man skulle skille det ad? Skulle man så også som festivalgæst betale for politiets tilstedeværelse på Roskilde Festival?”, siger Claus Oxfeldt.

Heller ikke De Konservatives retsordfører Naser Khader er med på idéen:

”Det kan vi ikke gå med til. Politiet har en opgave i at blive tilkaldt, når der er behov for det, og jeg synes, at det er en glidebane at bevæge sig ud på, hvis der er nogle grupper, som skal betale politiets ressourcer. Så er der sikkert også nogle, der vil mene, at jeg og Pia Kjærsgaard selv skal betale for livvagter, fordi de mener, at vi selv er skyld i, at vi skal have livvagter,” siger Naser Khader.

Divisionsforeningen, der blandt andet repræsenterer de danske superligaklubber, er også meget kritisk i forhold til forslaget. Hverken klubber, DBU eller fodboldtilhængere bør betale for de ressourcer, som fodboldvolden fører med sig, siger Claus Thomsen, direktør i Spillerforeningen:

”Det vil betyde en helt anden retspraksis i Danmark. Klubberne har et glimrende samarbejde med politiet, som har betydet, at vi i dag ser færre problemer i forbindelse med fodboldkampe end tidligere. Det, der skete i forbindelse med kampen i søndags, var fuldstændig uacceptabelt, men jeg synes, at det er lidt voldsomt, at man derfor vil tage den slags skridt, som der lægges op til,” siger Claus Thomsen.