V og K bakker op om Radikales valgtrussel trods situationen i Østersøen

Der er brug for et valg, så der kan komme en borgerlig statsminister, mener Venstre og De Konservative.

Sophie Løhde (V) vil have folketingsvalg nu trods den nye situation i Østersøen. (Arkivfoto).
Sophie Løhde (V) vil have folketingsvalg nu trods den nye situation i Østersøen. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Situationen i Østersøen skal ikke forhindre et snarligt folketingsvalg.

Sådan lyder det fra Venstre politiske ordfører, Sophie Løhde, i en skriftlig kommentar.

Dermed bakker Venstre op om meldingen fra De Radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen.

Tirsdag aften meddelte den radikale leder på sociale medier, at De Radikale, der er støtteparti for S-regeringen, fastholder partiets valgtrussel. Altså trods situationen omkring gaslæk i Østersøen.

- Danmark har de facto været i valgkamp, siden De Radikale gav Mette Frederiksen et ultimatum efter Minkkommissionens voldsomme kritik af statsministeren og hendes ledelse, lyder det fra Løhde.

- Vores land har store udfordringer, som skal løses. Og der er brug for et folketingsvalg, så vi kan få en ny statsminister og borgerlig-liberal regering, som vil tage ansvaret og skabe økonomisk tryghed for danskerne og styre os sikkert igennem energikrisen, tilføjer Løhde.

De Konservative, som i lighed med Venstre går efter at fravriste S-formand Mette Frederiksen statsministerposten, bakker ligeledes op om den radikale melding. Det oplyser politisk ordfører Mette Abildgaard (K).

- Der er ikke nogen forhøjet militær sikkerhedstrussel mod Danmark. Det er en alvorlig situation, men det vil også være en alvorlig situation om to, tre eller fire måneder. Derfor kan vi lige så godt få det valg overstået, så vi står klar til at håndtere de udfordringer, der kommer, siger Abildgaard.

De Radikale vil have renset luften i dansk politik. Det meddelte partiet før sommerferien. Meldingen kom efter Minkkommissionens kritik af regeringens ageren under coronakrisen og aflivningen af alle mink i Danmark.

De Radikale har truet med at vælte regeringen, hvis Mette Frederiksen ikke udskriver valg senest 4. oktober. Det er samme dag, som Folketinget åbner efter sommerferien.

Hvis Mette Frederiksen imødekommer De Radikales krav, er der tale om et valg i utide. Det næste folketingsvalg skal senest afholdes 4. juni næste år.

Situationen omkring gaslækagerne på Nord Stream-forbindelserne i Østersøen har Mette Frederiksen kaldt for bevidste handlinger.

Sofie Carsten Nielsen skrev tirsdag aften, at det er "foruroligende informationer fra Østersøen om Nord Stream 1 og 2 gasrørledningerne".

Men hun tilføjede:

- Der er både krig og kriser, der skal håndteres længe endnu. Og ja, det kommer til at kræve meget af os. Alle sammen.

- Også derfor har vi ikke brug for en otte måneder lang valgkamp. Vi har brug for et valg. Så vi kan komme videre fra valgkamp. Og løse udfordringerne.

- Allerhelst med en regering på tværs af røde og blå. Vi har brug for sammenhold. I Danmark og Europa.

Ritzau forsøger at få opslaget uddybet.

Støttepartiet Enhedslisten vil ikke kommentere valgkravet efter gaslækkene, men henviser til en artikel fra Berlingske fra starten af september.

Her kalder politisk ordfører Mai Villadsen valgtruslen for "risikabel", fordi det risikerer at koste rød blok magten.

Det er endnu uvist, hvem der står bag gaslækagerne i Østersøen, eller hvad motivet er.

/ritzau/