Den såkaldte Elbit-sag handler om, at Folketinget fik forkerte og mangelfulde oplysninger af ministeriet i forbindelse med beslutningen i januar 2023 om at købe våben for knap to milliarder kroner fra den israelske våbenproducent Elbit.
Sagen er ikke afsluttet, men inden han skiftede til Økonomiministeriet, påtog den nu tidligere forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) sig det fulde ansvar, hjemsendte sin departementschef, som han ikke længere havde tillid til, og udtrykte samtidig ønske om en yderligere undersøgelse af sagen med varsler om gennemsyn af Materiel- og Indkøbsstyrelsen.
Sagen er på mange måder spektakulær, men på samme tid genkendelig. Den er spektakulær, da det heldigvis ikke hører til hverdagen, at Folketinget bliver fejlinformeret. Ministeransvarlighedsloven fra 1964, som beskriver, at en minister ikke må fortie eller give urigtige eller vildledende oplysninger til Folketinget, er central for folketingsmedlemmer, ministre og embedsmænd hver eneste dag.
Men sagen er også genkendelig, da den er et nyt eksempel på, at der rejses spørgsmål om, hvordan regeringer og ministerier stilles til ansvar i Danmark. Den lægger sig dermed i forlængelse af andre spektakulære sager såsom Britta-sagen om millionsvindel i Socialstyrelsen eller minksagen. I alle sager fremhæves det vanskelige ved at stille personer til ansvar, fordi det er usikkert, hvor ”kæden hoppede af”. Hvor de urigtige oplysninger opstod, hvornår relevante oplysninger faldt ud, og hvem der var bekendt med det.
Placering af ansvar er afgørende for at kunne gøre ansvar gældende. Danmark er et parlamentarisk system, med én simpel styringskæde. I den ene retning går delegation af magt: Vælgerne delegerer magt til Folketinget, Folketinget til regeringen, og regeringen til forvaltningen. I den anden retning stilles magten til ansvar: Regeringen skal stille forvaltningen til ansvar, Folketinget stiller regeringen til ansvar, mens vælgerne ved næste valg stiller Folketinget til ansvar. Beskrivelsen er naturligvis forsimplet, men som model fungerer den parlamentariske styringskæde godt til at forstå nogle af de vanskeligheder, der mødes os i sager som Elbit-sagen.
Den enstrengede delegation vanskeliggør Folketingets kontrolfunktion, fordi Folketingets flertal både indsætter og fyrer regeringer. For at kunne stille en minister til ansvar, skal nogle fra det flertal, som bakker op om regeringen, trække deres støtte. Det er sjældent politisk attraktivt. Man kan for eksempel være ganske godt tilfreds med ministerens linje, hvilket var tilfældet da Dansk Folkeparti ikke støttede en undersøgelse af Inger Støjberg.
Det kan også være partipolitisk problematisk at vende ryggen til personer, som har indflydelse på ens egen fremtidige politiske karriere. Der er eksempler på, at (parti)politiske interesser er lagt til side for demokratiske principper, men i parlamentarisk systemer som det danske spiller partiloyalitet og politiske interesser ofte ind i Folketingets institutionelle opgave med at føre kontrol med regeringen.
Elbit-sagen rejser derfor et principielt spørgsmål om, hvordan parlamentarisk kontrol med regeringen sikres i dansk politik. Enhedslisten og Dansk Folkeparti har blandt andet ytret ønske om flere kontrolmuligheder i lighed med modeller kendt fra Sverige og Norge.
Der er netop udkommet en ny undersøgelse, som sammenligner kontrolinstitutionerne i fem nordiske lande.
Undersøgelsen viser, at det danske Folketing har flere kontrolværktøjer til rådighed end parlamenterne i Finland, Island, Norge og Sverige, og at mindretallet er godt hjulpet af disse værktøjer, herunder samråd, der kan initieres af bare ét folketingsmedlem.
Til gengæld er kontrollen spredt ud mellem forskellige instanser i det danske folketing og ikke institutionaliseret i et egentligt kontroludvalg, som der findes i Norge og Sverige. Med det nyligt etablerede granskningskommissioner har Danmark til gengæld fået et nyt redskab, som gør det muligt for Folketinget at igangsætte en ekspertundersøgelse, hvilket ikke er en mulighed i Sverige.
Institutionaliseringen af kontrollen kan tænkes at moderere de (parti)politiske interesser i parlamentarisk kontrol, da sagen kan holdes i gang længere, flere informationer komme frem, og flere bliver stillet til regnskab for deres stillingtagen.
Men det er ikke kun regeringens støtter i Folketinget, som kan have politiske motiver for deres kontrolaktivitet. Det kan regeringens modstandere også. Undersøgelsen viser således også, at danske politikere er topscorere i forhold til kontrolaktiviteter i form af åbne samråd, som ikke alene tjener til at føre kontrol med regeringen, men også til at skabe opmærksomhed om egne interesser og ”dræne” en minister.
Med overvejelser om eventuelle institutionelle tiltag er det derfor også værd at overveje, hvordan folketingsmedlemmer bidrager til Folketingets centrale opgave med at føre kontrol med regeringen på en saglig og principfast måde, så ”små fisk” ikke falder for småting, mens de ”store fisk” slipper af sted med alvorlige brud på parlamentariske principper om, at Folketinget skal have korrekte og relevante oplysninger til at kunne træffe beslutninger på befolkningens vegne. Den opgave er så central, at den kræver politisk mådeholdenhed hos både oppositions- og regeringspartier.
Politisk set skrives på skift af Helene Helboe Pedersen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, Peter Nedergaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet og Jacob Bruun, direktør i rådgivningsvirksomheden Bruun Advisory.
Dette er en politisk analyse.