Valget er slut, stemmerne talt op, og det er et faktum, at Dansk Folkeparti nu er landets næststørste parti. Men også Alternativet og Liberal Alliance har med henholdsvis 4,8 og 7,5 procent af stemmerne fået en fordelagtig position i dansk politik.
Selvom de tre partier er indbyrdes meget forskellige, så har de det tilfælles, at det har været en del af deres strategi ikke at føre negative valgkampagner og undlade den såkaldte mudderkastning på deres modstandere. En debatform, som er en af hovedårsagerne til, at de tre partier fik et godt valg, vurderer Christian Kock, der er professor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet og blandt andet forsker i retorik og politisk debat.
”Den kommunikationsform, som eksempelvis Lars Løkke Rasmussen repræsenterer, frastøder mange vælgere, mens den debatform, som Kristian Thulesen Dahl, Liberal Alliance og Alternativet repræsenterer, tiltrækker mange vælgere,” siger Christian Kock.
Han mener, at de seks debatdogmer, som Alternativet publicerede, og som blandt andet foreskrev, at partiet kun ville tale om egen politik og ikke rakke ned på andre, i høj grad er blevet praktiseret.
”Samme linje har Kristian Thulesen Dahl og Anders Samuelsen fastholdt. Kristian Thulesen Dahl er hovedårsagen til, at Dansk Folkeparti nærmest er blevet dobbelt så store, mens Lars Løkke Rasmussens fastholdelse af den gamle polemiske stil er en vigtig grund til, at han er gået enormt tilbage,” siger Christian Kock.
Han refererer til undersøgelser, der viser, at det især er unge vælgere, som tager afstand fra politikernes klammerier.
”Vælgerne vil have saglighed og konkret problem-orientering. Ikke bekæmpelse af modparten. Et ægteskab, hvor parterne taler til hinanden, som Lars Løkke Rasmussen gør, ville gå i opløsning meget hurtig, ligesom et stort firma, hvor ledelsen taler med hinanden på den måde, ville lukke og slukke. Man kan ikke drive en stor organisation, som Danmark jo er, hvis de ledende parter diskuterer med hinanden på den måde,” siger Christian Kock.
Julie Hassing Nielsen er chef-analytiker i tænketanken Kraka og forsker på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, hvor hun blandt andet undersøger følelsers betydning for politisk holdningsdannelse. Også hun påpeger, at debatformen har været yderst italesat ved dette valg, og at høflighed i sidste ende betaler sig.
”Der er ingen tvivl om, at det har betydning. Vi hørte flere gange under valgkampen, at vælgerne er trætte af, at politikerne bruger tid på at diskutere andres politik, ikke er respektfulde over for debatten og afbryder hinanden. Sådanne ting kan være medvirkende til, at folk bliver trætte af politikere,” siger Julie Hassing Nielsen, som forklarer, at man som parti kan vinde tillid og måske ligefrem stemmer, hvis man imødekommer folkets røst.
”Det, at man viser, at man tager problemet til sig og forsøger at behandle den politiske modstander med respekt under debatten, er helt sikkert en gevinst,” siger hun.
Christian Elmelund-Præstekær er lektor på Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet og forsker blandt andet i negative kampagner.
Han forklarer, at Alternativet, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti alle har en position i det politiske system, hvor de kan tillade sig at slå et slag for en særlig respektfuld tone.
”De er bedre stillet til at kunne sige det. De har ikke været regeringsbærende, og de har alle nogle politiske punkter, som vælgerne enten kan lide eller ej. Det er ofte Socialdemokraterne og Venstre, der bliver kritiseret for at rakke hinanden ned. De er to store regeringsalternativer, der forsøger at favne helt bredt og undgå at støde vælgere væk. Det kan være svært at kende forskel på Venstre og Socialdemokraterne, og så kan det være en fordel for de tre andre partier at sige, at de melder rent flag og kun taler om deres egen politik,” siger han.