Vælgerne er vilde med midten – men hvorfor stemmer de så ikke på den?

Lars Løkke Rasmussens kommende parti har mange odds imod sig, hvis dets vigtigste mærkesag bliver at forene Socialdemokratiet og Venstre. Det har midterpartier altid kæmpet for, men de har ikke kunnet samle vælgere på det

Siden valgkampen i 2019 har det været tidligere venstremand og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens kongstanke: At Venstre og Socialdemokratiet skulle gå sammen i en ny regering for at holde yderfløjene væk fra indflydelse.
Siden valgkampen i 2019 har det været tidligere venstremand og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens kongstanke: At Venstre og Socialdemokratiet skulle gå sammen i en ny regering for at holde yderfløjene væk fra indflydelse. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix og Emil Helms/Ritzau Scanpix

Danmark har sjældent manglet midterpartier. Alle midterpartiers moder i over 100 år, Det Radikale Venstre, har fået følgeskab af en del andre med det erklærede mål at formidle samarbejde over midten. Store partier som Socialdemokratiet og Venstre placerer også med jævne mellemrum sig selv på midten, og i et enkelt tilfælde – fra 1978 til 1979 – gik de to partier sammen i et regeringssamarbejde.

Det blev mildt sagt aldrig nogen parlamentarisk stor succes. Nærmere en decideret fiasko.

Siden valgkampen i 2019 har det imidlertid været tidligere venstremand og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussens kongstanke: at Venstre og Socialdemokratiet skulle gå sammen i en ny regering for at holde yderfløjene væk fra indflydelse.

Nu er han som løsgænger klar til at danne et nyt midterparti med samme mission.

Artiklen fortsætter under annoncen

Partiets øvrige politiske mål bliver gradvist udviklet i det netværk, han har oprettet efter samme model som i sin tid Alternativet. Foreløbig er det skitseret til at blive et parti, der går ind for økonomisk vækst og udvikling, miljøbevidsthed, omsorg for de svageste, internationalt udsyn og respekt for konventionerne. Det er holdninger, der oser af midte, og som i varierende grad allerede forfægtes af mindst seks-syv andre partier i Folketinget.

Spørger man valgforskere og politiske analytikere, er der en vis tiltro til, at Lars Løkke Rasmussen både vil være i stand til at samle nok underskrifter til at gøre sit parti opstillingsberettiget til næste valg og til at få det i Folketinget. Allerede nu har han 15.000 følgere i sit netværk. Lykkes det at få de afgørende mandater i balancen mellem rød og blå blok, er det endda muligt, at han kan få den centrale parlamentariske rolle, som De Radikale havde i mange år som tungen på vægtskålen. Risikoen for, at han ender uden indflydelse, er dog stor.

Sådan lyder vurderingen for eksempel fra valgforsker, professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet til Kristeligt Dagblad. Sagen er, at et parti skal have en markant politisk mærkesag for at slå igennem. Det så man med Dansk Folkeparti, der ikke blev skabt som et midterparti i traditionel forstand, men som formåede at samle vælgere på udlændingedagsordenen og i et årti fik afgørende parlamentarisk magt. Ny Alliance fik i 2007 en kort medvind hos vælgerne på sit nok-er-nok-budskab, der handlede om at sætte netop Dansk Folkeparti uden for døren og forene midten, men medvinden holdt end ikke frem til valget nogle få måneder senere. Først da Anders Samuelsen omformulerede partiets målsætning til at være et decideret lavskatteparti, lykkedes det at skabe en mere varig fremgang. Den blev senere sat over styr i slagsmålet oppe i træet med Dansk Folkeparti, men det er en anden historie.

Et tidligere eksempel er CentrumDemokraterne, som socialdemokraten Erhard Jakobsen stiftede i 1970’erne i protest mod Socialdemokratiets venstredrejning.

Erhard Jakobsen gjorde en dyd ud af ikke at love vælgerne noget, men kæmpede alligevel for bil- og parcelhusejere. Centrum-Demokraterne kom til at deltage i både borgerlige og socialdemokratisk ledede regeringer, men i længden kunne det ikke overleve som midterparti.

Kristeligt Folkeparti, der siden blev til Kristendemokraterne, oplevede en lignende skæbne, selvom partiet stadig eksisterer og ved det seneste valg var tæt på at vende tilbage til Folketinget. Ligesom Ny Alliance forsøgte det sig i nogle valgkampe med ikke at ville fortælle vælgerne, hvem det foretrak som statsminister, fordi man som midterparti kunne gå til begge sider.

Vælgerne kan imidlertid ikke have den usikkerhed. De vil vide, om et parti er blåt eller rødt. Hvilket er det store paradoks i et land, hvor en meget stor del af vælgerne ønsker politiske kompromisser, bredt samarbejde over midten og langsigtede løsninger. Kasper Møller Hansen fortæller, at tre ud af fire vælgere svarer ja, når man spørger dem, om de foretrækker den slags.

Så hvorfor har de så svært ved at sætte kryds ved partier, som hylder de selvsamme idealer?

En gennemgang af tilslutningen til midterpartierne de seneste godt 100 år viser, hvor svært de har haft det: Som hovedregel får et midterparti højst tilslutning fra nogle få procent af vælgerne, og i længden har de svært ved at forblive i Folketinget. Den store undtagelse fra den tommelfingerregel er De Radikale, der typisk har fået mellem fem og ti procents tilslutning, og hvis rekordvalg var valget i 1918, hvor 21,3 procent stemte radikalt.

Ifølge Kasper Møller Hansen skyldes paradokset, at vælgerne altovervejende er røde eller blå, når det handler om konkrete, politiske spørgsmål, hvad enten det er udlændinge, klima eller tidligere pensionsalder for ”Arne”.

Samme vurdering har samfundsforsker, ekstern lektor Johannes Andersen fra Aalborg Universitet. Han peger som sin kollega på, at rekordmange vælgere skifter parti ved folketingsvalg – senest over 40 procent af vælgerne – men langt de fleste forbliver inden for samme blok. Kun nogle få procent kan finde på at skifte over midten, og det er typisk de personer, som er mindst interesserede i politik, vurderer han.

Det, som et nyt midterparti som Løkkes mangler, er derfor en ”farve”, pointerer han. Vælgerne vil gerne have kompromisser og samarbejde, men grundlæggende håber de på, at ethvert kompromis trækkes i en bestemt retning, hvad enten den er rød eller blå.

De Radikale skiller sig ud ved, at de har to ideologiske farver i partiprogrammet, nemlig en blå, liberal samfundsøkonomisk logik og en rød, social, samfundslogik. De to farver gør det muligt for partiet både at lufte ideologiske holdninger over for vælgerne og samtidig at slås for kompromiserne, fremhæver han.