Vælgerne går mest op i ældrepleje, vanedannende opioider bruges af flere, og moskéer i Köln må kalde til bøn

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Til kommunalvalg går vælgerne går mest op i ældrepleje, vanedannende opioider bruges af flere i Danmark, og moskéer i Köln må kalde til bøn fra højtalere
Til kommunalvalg går vælgerne går mest op i ældrepleje, vanedannende opioider bruges af flere i Danmark, og moskéer i Köln må kalde til bøn fra højtalere. Foto: Bryan Woolston/Reuters/Ritzau Scanpix Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix Wolfgang Rattay/Reuters/Ritzau Scanpix.

Kære læser

I næste måned skal danskerne stemme til kommunalvalg, og der er nogle helt særlige emner, der er vigtigst for vælgerne. Hvilke bliver du klogere på om lidt, for Morgensamling er i gang, og skal i dag også handle om vanedannende opioid og en sund tur i det kolde hav. Og inden bolden, forhåbentlig, bliver trillet i mål senere i dag, skal vi også ned i en kælder fyldt med gamle, men vigtige hjerner.

Vælgerne går mest op i ældrepleje

Men først skal vi til valg, og her har Venstre måske fat i noget. Ældre skal nemlig have mere frihed, lød det fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, på partiets landsmøde i weekenden. Og ældreområdet er også helt i top på vælgernes prioritetsliste, når de skal sætte kryds til kommunalvalget den 16. november. På andenpladsen kommer miljø. Det viser en ny måling foretaget af analyseinstituttet Voxmeter for Ritzau. En forklaring ifølge eksperter er en række sager om ældreplejen de senere år, blandt andet en meget omtalt TV 2-dokumentarfilm om uværdig ældrebehandling, som førte til en landsdækkende debat om systemet.

Stærkt vanedannende opioider bruges af flere i Danmark

Et emne, der påvirker mange i USA, bør også have mere fokus herhjemme. Det er misbrug af et smertestillende, men stærkt vanedannende opioid kaldet oxycodon. Det er medicin, som har spillet en stor rolle i USA’s opioidkrise, hvor tusindvis er døde af overdosis, og som bruges af stadig flere i Danmark. Det skriver Kristeligt Dagblad. Her kan man læse, at antallet af personer, som får udskrevet oxycodon, er steget med 80 procent i perioden 2015-2020. Men patienterne får ikke hjælp til at vænne sig af med stoffet igen, påpeger Henrik Rindom, psykiatrisk overlæge med speciale i misbrug ved Hvidovre Hospital. I Danmark er der tusindvis af narkomaner på første klasse, patienter, som får deres medicin betalt af det offentlige, siger han.

Köln-moskéer må kalde til bøn med højttaler

Vi skal en tur over grænsen mod syd, for hos nabolandet kan Tysklands største moské og 34 andre moskéer i Köln fremover kalde til fredagsbøn over højttalere. Det er aftalt mellem bystyret og det muslimske samfund i byen, at muezzinens kald skal kunne høres lige som kirkeklokker. Det oplyser de lokale myndigheder ifølge Ritzau. Vil lignende tiltag sprede sig til Danmark? Det mener professor mso i religionssociologi ved Aarhus Universitet Lene Kühle, der tidligere har kortlagt moskéerne i Danmark, ikke, at der er udsigt til. I en undersøgelse fra 2017 svarede moskéerne, at bønnekald ikke umiddelbart var noget, de ville kæmpe for.

10.000 menneskehjerner skal bruges til forskning

”I en kælder sort som kul, allerdybest nede”, får man lyst til at synge. For vi skal rigtig nok ned i en kælder dybt nede under Syddansk Universitet. Her skal man bruge hovedet. Eller snarere knap 10.000 af dem. Der er tale om hjerner fra danske psykiatriske patienter i årene 1945 til 1982, som står i hvide spande, bevaret i formalin. Intet andet sted i verden findes i dag en samling velbevarede hjerner af dén størrelsesorden, og netop nu er samlingen tættere end nogensinde før på at opfylde sit oprindelige formål: At sikre banebrydende forskning i psykisk sygdom som skizofreni, demens og Parkinsons Sygdom. Læs hele historien i Kristeligt Dagblad.

Godt nyt for vinterbadere

Vi dykker lige ned i en anden af forskningens mange afkroge. For de fleste er badesæsonen for længst overstået. Men der er stadig tusindvis, der kaster sig ud i bølgen blå - og kold! Og det synes vi, der gør det, er skønt, men det er også sundt, når man kombinerer den iskolde dukkert med en brandvarm saunatur. Det skriver Politiken. Et nyt dansk forskningsprojekt, som offentliggøres i Cell Reports Medicine, viser, at vinterbadning og sauna kan øge kroppens evne til at tilpasse sig ekstreme temperaturer, hvilket potentielt kan bruges i bekæmpelse af overvægt og forebyggelse af metaboliske sygdomme som sukkersyge.

Kunsthandlere går sammen for at redde afghansk kunst

Der er ikke meget vinterbadning at finde i Afghanistan, som stadig er påvirket af Talebans overtagelse. Blandt de mange konsekvenser for lokalbefolkningen er en frygt for, at landets værdifulde og gamle kunstskatte forsvinder ud på sorte markeder. Men det skal standses, mener 12 foreninger af kunsthandlere, der nu er gået sammen for at forhindre, at stjålet kunst når frem til vestlige markeder. Det skriver The Art News Paper. Frygten er ikke uden grund, for som Kristeligt Dagblad tidligere har beskrevet, så forsvinder kunstskatte fra tidligere handelsruter og arnesteder for de ældste monoteistiske religioner fra Afghanistan og ender ofte i hænderne på private kunstsamlere i Vesten.

I dag kan Danmark komme til VM i fodbold

Morgensamling er næsten nået i mål. Og det gør bolden forhåbentlig også mange gange i aften, når det danske herrelandshold i fodbold spiller mod Østrig. Her kan Danmark med en sejr sikre sig kvalifikation til verdensmesterskaberne i Qatar næste år. Og opbakning skal der nok være masser af fra lægterne i Parken i København, hvor kampen spilles. Landstræner Kasper Hjulmand har bemærket, at der er noget, der har ændret sig på den danske hjemmebane, siger han til DR.

”Der er noget, der er anderledes. Det er svært at dissekere, hvad det præcist er, men der er en enormt stor opbakning til holdet lige nu. Vi kan mærke det i Parken, vi kan mærke det til daglig. Parken har været magisk.”

Den særlige stemning og magi omkring landsholdet, der er blevet et sandt H.C. Andersen-eventyr, kan man læse mere om i denne artikel.

Kom så, Danmark!

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.