Den dag, Katrine besluttede sig for at blive prostitueret, stod hun ved et lyskryds i Skelbækgade i København og ventede på, at det skulle blive grønt. Hun tænkte: Ja, nej, ja, nej, ja, nej, som at plukke bladene af en stedmoderblomst.
”Lyset blev grønt, jeg solgte mig selv, og det var, som om at noget knækkede. Jeg gjorde det allersidste, man kan gøre for at ødelægge sig selv,” siger hun.
Fra Katrine var omkring 18 til hun var 29 år, var hun misbruger, hjemløs og prostitueret på Istedgade i København. Hun er ikke sikker på, hvornår det hele begyndte. Måske, da hun som 13-årig begyndte at ryge hash. Måske, da hash blev til speed, eller da speed blev til heroin. Det var en raket af ting, der eksploderede med større og større kraft.
Som 21-årig mødte Katrine marokkaneren med de mørke øjne, en mand hun kom til at dele mange år af sit misbrug med. Han gik pænt klædt, havde mørkt hår og mørke øjne, var god til at begå indbrud og til at skaffe penge. Hun blev tiltrukket af den sikkerhed, han udviste.
”Han gav mig smykker, han havde stjålet, og jeg gik rundt med fine, stjålne smykker om halsen og tænkte ’han elsker mig virkelig’. Jeg var forelsket i ham, men havde et fuldstændig forvrænget billede af kærlighed,” siger hun.
Deres forhold var præget af uforudsigelighed, fortæller Katrine. Marokkaneren med de mørke øjne røg ind og ud af fængslet og sine kokain-psykoser, og de stoffer, de deltes om i starten, begyndte de at stjæle fra hinanden.
”Som kvinde i et misbrug må du finde en kæreste, der kan forsørge dig. Det er ligegyldigt, hvem det er, så længe der er stoffer. Stofferne var en flugt fra virkeligheden, fra mig selv og fra min dårlige samvittighed,” siger hun.
Katrine fortalte ikke sin familie om sit liv. Det at være kvinde, prostitueret og hjemløs var for hende enormt tabubelagt.
”Jo mere jeg udsatte mig selv for, jo større behov havde jeg for at skjule det. Der var perioder på halve år, hvor jeg ikke snakkede med min familie, fordi det var for skamfuldt,” siger Katrine og fortæller om en juleaften, da hun var 24 år og ringede til sin mor for at ønske hende god jul.
Efter samtalen følte hun sig tom og lagde sig til at sove så tidligt som muligt. Julen var ikke for hende. Den var for de familier, hun fra gaden så sidde sammen i lyset bag ruderne.
I de to år, Katrine arbejdede som prostitueret, sov hun på hotelværelser, tilfældige sofaer og toiletgulve, hvor rengøringspersonalet vækkede hende tidligt om morgenen. Tidligere var hun ”den pæne misbruger”, der sniffede frem for at sprøjte, var velsoigneret og altid gik i pænt, stjålet tøj. Men som prostitueret ændrede hun karakter.
”Det hele skulle være så fint og flot, indtil det krakelerede. Jeg blev hende med blod på alt det pæne tøj. Jeg begyndte at sprøjte frem for at sniffe, og jeg snød og bedrog, alt hvad jeg kunne,” siger hun og beskriver en konstant følelse af at stå i øjeblikket, før en uundgåelig katastrofe rammer.
Du ryster, din krop er årvågen, og du er i konstant alarmberedskab.
”Arbejdet var enormt utrygt, og jeg var hele tiden bange. Men for at overleve måtte jeg opretholde en facade,” siger hun.
Nogle af oplevelserne har hun lært at leve med og så alligevel ikke, siger hun. Og hvor noget er utydeligt i hendes hukommelse, er andet stadigvæk helt klart.
Som den mand i Sydhavnen, der truede med at stikke hende med en saks. Som voldtægten en dag i sensommeren. Der var en knækket fortand, en klynge af containere og et hegn, der gav ekko i området, da hun slog på det. Politiet kom, men meget af det, der efterfølgende skete, er sløret i udmattelsen og påvirkningen fra stofferne.
Måske var der aldrig et decideret vendepunkt, siger Katrine. Men der var en bund, hvor hun ringede og takkede sin mor for livet og vidste, at hun måtte væk fra København, hvis hun skulle overleve.
”Jeg tog til Jylland, så langt væk jeg kunne komme. Jeg kom i behandling i Varde og besluttede mig for, at uanset hvad de sagde, jeg skulle gøre, så ville jeg gøre det,” siger hun.
Katrine havde ad flere omgange været i behandling i Fredensborg. Uden for behandlingscenteret stod et skilt med ordene: ”38 kilometer til København”. I Fredensborg var der altid kun 38 kilometer mellem hende og et nyt misbrug. Jylland, derimod, betød en ændring: Hun blev stoffri, og hun blev blødere.
”Da jeg ankom til Jylland, var jeg stadigvæk en gadetøs, der havde trukket andre kvinder rundt. Jeg var hærdet og grænseløs og kunne snakke om vold og voldtægt, som om det var en pose kartofler fra Netto. I Jylland blev jeg blødere, mere sårbar, i stand til at bearbejde det at have været prostitueret og hjemløs,” siger hun.
I dag bor Katrine i Esbjerg og gik for halvandet år siden på førtidspension. Hun er del af et netværk for tidligere misbrugere og holder normal jul med sin familie, som menneskerne bag de lysende ruder. Men adfærdsmønstre forsvinder ikke ud af blodet med stofferne, og hun har stadig ting at arbejde med, siger Katrine: Om grænser, om at se fremad og undgå at forsvinde i følelserne om overgrebene.
”Dengang handlede alting om den næste sofa, det næste fix. I dag er det vigtigste for mig, at jeg har kvinder i mit liv, som jeg kan stole på. Et ordentligt hjem, en rigtig seng og et fyldt køleskab. Trygheden og forudsigeligheden. At jeg er i live og er et fungerende menneske, der betaler licens og gør mit bedste for at have et godt liv.”
Navnet Katrine er opdigtet. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.