Prøv avisen

Værker på Nationalmuseets magasin bliver sjældent udstillet

På én af de mange gange i magasinet står gamle kristusfigurer. I baggrunden ses en mere end to meter høj figur fra Albersdorf Kirke i Ditmarsken, fra 1200-1250. – Foto: Leif Tuxen

På Nationalmuseets træmagasin ligger over 1000 gamle kirkehistoriske værker – alt fra frønnede gamle vinduespartier til prægtige krucifikser. Statens primære opgave er at bevare dem. For der er meget sjældent rotation blandt de udstillede værker

En arm fra en vinterjakke med en sort kittel over slår roligt ud og peger på en udskåren træfigur af Jomfru Maria med et velvoksent Jesusbarn på skødet. Den lille Kristus mangler en arm, og enkelte malings- og kridtrester vidner om, at figuren engang har været belagt med kridt for at få en jævn overflade for derefter at få malet Marias kjole rød, kappen blå og kronen dekoreret med guldmaling.

”Den her er ny”, siger Rikke Rohden Melin, kulturhistorisk konservator for Nationalmuseets magasiner. Hun er også ejer af den pegende arm.

”Ja, den er kommet tilbage fra en udstilling for måske to år siden.”

Tiden står næsten stille i det store magasin for træskærerarbejde ved det gamle industrianlæg Ørholm i Lyngby nord for København. Anlægget blev købt af Nationalmuseet i 1977 og er siden blevet bygget om til at huse nogle af Nationalmuseets magasiner. Heriblandt lageret for al den kulturhistoriske kunst i træ, som ikke står udstillet. Og det er ikke så lidt.

I magasinet for træskærerarbejde gemmes især værker, som har stået i de danske kirker – depotet hedder i daglig tale ”træmagasinet”.

Nationalmuseets museumsinspektør for renæssance og middelalder, Poul Grinder-Hansen, anslår, at i hvert fald 1000 værker af træ fra Danmark samt enkelte dele fra Norge og Slesvig-Holstens kirker bliver opbevaret på magasinet i Ørholm. På magasinet for stengenstande står for eksempel døbefonte og gravsten, men størstedelen af materialet fra kirkerne ligger her på magasinet.

Det bugner ligefrem af kirkehistorie: malerier, mindetavler, kirkedøre, skabe, vinduesrammer, krucifikser, madonna-figurer, helgener, stolestader, et par prædikestole og meget mere.

Træarbejderne har hver deres specifikke plads. De mange gange inde i magasinet er markeret med numre. På adskillige tre meter høje gitterlåger er malerier, krucifikser og helgenfigurer tematiseret ophængt med omkring et dusin på hver side. Alle værker har både et påmalet nummer og et lille manilamærke med informationer, så forskerne kan slå oprindelsen op.

Men magasinet er for lille. På nogle af gangene står vogne med opmagasineret kunst, så det for eksempel ikke er så ligetil at komme tæt på den 800 år gamle og næsten tre meter høje Kristus på korset fra en kirke i Ditmarsken.

Inden vi gik ind i lokalet, skulle vi tage blå plastikfutter uden på skoene. Både for at undgå unødig skidt og ikke mindst for at holde skadedyr ude. Borebiller og et depot med historisk trækunst er en forbudt kombination.

Nationalmuseets opgave og fokus på magasinet er at bevare kunstværkerne. Et ord som ”nedbrydningshastighed” er derfor det dominerende argument i forhold til, hvordan træskærerarbejdet behandles.

Dét er netop konservatorens job – at sørge for, at nedbrydningshastigheden er så lav så mulig. Derfor er rummet køligt med en temperatur på 10,3 grader og tilpasset med den rette relative luftfugtighed. Et øredøvende affugtningsanlæg sørger for at holde luften ren og frisk i magasinet.

Magasinet er bygget som kasse inde i en anden bygning, så isolationen er god. Rummet er uden vinduer, for sollys er en stor faktor i forhold til at nedbryde træ. Mørket indhyller træskærerarbejdet 99 procent af tiden. Kun når konservatorerne skal hente en genstand på magasinet eller ved et sjældent besøg af folk udefra bliver lyset tændt.

Den bedste bevaring af træ er altså i et kold, mørkt rum med en larmende ventilator – det omvendte af et publikumsvenligt museum.

”At udstille noget er altid et bevaringsmæssigt kompromis. Det gælder også genstande, vi udstiller på Nationalmuseet. Der er jo ikke seks grader. Det er afvejningen mellem at bringe genstande i spil og bevare dem,” siger kulturhistorisk konservator Rikke Rohden Melin.

Mange værker forlader aldrig eller sjældent magasinet, men de er blevet brugt, når Nationalmuseet har lavet tema-udstillinger som udstillingen ”Den farverige middelalder” i 1999, hvor et stort afsnit om himmel og helvede indeholdt en udstilling af mange af helgenfigurerne.

Nationalmuseet udlåner også gerne værkerne til udstilling på andre museer rundt om i Danmark, både kulturhistoriske museer og et kunstmuseum som Museet for Religiøs Kunst i Lemvig.

Men det sker ikke så ofte, da nye udstillinger er dyre. For eksempel er Nationalmuseets egen faste udstilling ikke blevet ændret siden 1992, hvor Poul Grinder-Hansen selv var med til at færdiggøre den permanente udstilling, som museet påbegyndte i 1979.

Det sker, at Poul Grinder-Hansen får henvendelser fra menighedsråd, der har hørt, at Nationalmuseet for eksempel har deres gamle døbefont stående. Menighedsrådene argumenterer for, at de lige så godt kan komme tilbage til den oprindelige kirke, når nu Nationalmuseet ikke engang udstiller døbefonten.

”Til dem svarer jeg som regel: Et museum er som et isbjerg. I udstillingen kan man se 10 procent, resten er på magasin. Hvis man ikke har alt det, der er under vandet, så mister museet balancen og går til grunde,” siger Poul Grinder-Hansen og fortsætter:

”Man kunne tro, at det udstillede er det eneste interessante. Sådan er det ikke. Hvad jeg har valgt at udstille én gang er ikke ensbetydende med, at jeg har fundet De Vises Sten. Når den permanente udstilling bliver lavet om, så bliver nye genstande vist frem. Derfor er tingene ikke uden interesse udstillingsmæssigt.”

Men udstillinger er ikke den eneste grund til, at Nationalmuseet gemmer den gamle kirkekunst.

”Det handler også om forskning. Her bliver de bevaret, så man kan fortælle historien om den ting eller om den kirke.”

For eksempel bliver værkerne på magasinet publiceret i det store bogværk Danmarks Kirker. Når redaktionen skal skrive om en bestemt kirke, bliver kirkens eventuelle genstande som en gammel vinduesramme eller et stolestade fundet frem fra magasinet, undersøgt og beskrevet og affotograferet til bogen og derefter sat tilbage på plads. Og så ligger det ellers dér og venter på igen at blive udstillet eller forsket i.

Historien er allestedsnærværende, selvom magasinet ikke er indrettet til at fortælle historien bag værkerne. Men den rene og skære mængde af sager at gå på opdagelse i virker magnetisk. Når Rikke Melin en sjælden gang har en gruppe på besøg i magasinet, har de svært ved at holde sig tilbage af ren nysgerrighed.

”Hvis det er meningen, at en gruppe på 20 mennesker skal kigge på én bestemt figur, så går der ikke længe, før de er over det hele, og så er de svære at holde styr på.”

Efter kort tid går en person ned af én gang, mens andre snakker om en spøjs figur, og en tredje vil høre mere om et maleri.

”Der går simpelthen en djævel i folk,” siger Rikke Melin og fortsætter:

”Det gælder både for et menighedsråd og for konservatorer. Folk bliver for nysgerrige, når de står blandt alle de gamle, spændende sager.”

Rikke Melin kan dog godt forstå folk.

”Det er vildt at komme herind. Jeg kan huske min første gang, i forbindelse med at jeg fik arbejde her. Jeg kunne mærke historiens vingesus – og sagde til mig selv: ’tænk, det skal jeg passe på’.”

På et af de store gitre hænger brudstykker af krucifiksfigur og en figur af en af røverne fra Golgatha. – Foto: Leif Tuxen
Maria og Jesusbarnet fra Annisse Kirke i Nordsjælland, fra omkring år 1400. – Foto: Leif Tuxen
To gotiske sidealterfigurer, en af Maria med barnet og en af Anna selvtredje – som består af Jesu bedstemor Anna med Maria og Jesusbarnet på skødet – fra Børglum Kloster. Foto: Leif Tuxen
Jesusbarnets ansigt. Foto: Leif Tuxen
: Magasinets eneste salmenummertavle. Foto: Leif Tuxen
Træmagasinet rummer en enkelt rokokoprædikestol, som tilhører Nationalmuseets samlinger fra Nyere Tid. Foto: Leif Tuxen
To stolegavle fra 1500-tallet. Foto: Leif Tuxen