Da Erik Bjerager kom til Kristeligt Dagblad som ansvarshavende chefredaktør, gjorde han det klart, at han ikke skulle være ”Mr. KD.” Han var 35 år, da han kom til den nødlidende avis, og han så for sig, at han efter få år skulle videre til et andet job.
Historien var en af dem, som blev fortalt, da der torsdag eftermiddag var reception i Helligåndshuset i det indre København. Her kunne man møde kollegaer fra Mediedanmark, en lang række repræsentanter fra det kirkelige Danmark, eksterne skribenter og anmeldere samt nuværende og tidligere medarbejdere ved Kristeligt Dagblad.