Den 1. december sætter København navne på en række nye gader og pladser i et nyt boligkvarter på Islands Brygge og opkalder dem efter de tidligere statsministre og konseilspræsidenter Vilhelm Buhl (S), Knud Kristensen (V), Niels Neergaard (V), J.H. Deuntzer (V), Hilmar Baunsgaard (R) og Viggo Kampmann (S).
I forvejen er der veje opkaldt efter statsministre i området, og derfor har Københavns Vejnavnenævn besluttet at fortsætte traditionen.
LÆS OGSÅ: Når historien ligger i navnet
Traditionen tro har man kun valgt afdøde personer og er begyndt med den senest afdøde statsminister, som ikke i forvejen havde en vej, nemlig Baunsgaard. Men ét navn er man bevidst gået uden om, nemlig Erik Scavenius, som var partiløs statsminister under Besættelsen fra den 9. november 1942 til samarbejdspolitikken blev opgivet den 29. august året efter.
Når vi er gået uden om Scavenius, er det på grund af, hvordan han opfattes i brede kredse. Mange opfatter, at han var lige lovlig tyskvenlig. Det skal jeg ikke dømme om, jeg er advokat, ikke historiker. Men det gør, at vi ikke finder ham egnet, forklarer medlem af vejnavnenævnet Lars Berg Dueholm (LA).
Det har vakt en del debat, at Scavenius vurderes som ikke-stueren, mens socialdemokraten Vilhelm Buhl, som regerede umiddelbart før Scavenius og igen umiddelbart efter befrielsen, godt kan lægge navn til en gade. Her bruger Lars Berg Dueholm det argument, at Buhl i den brede folkestemning ikke forbindes så meget med samarbejdspolitikken som Scavenius. Faktisk er det kun få, der ved, hvem Vilhelm Buhl var og det er i denne sammenhæng en fordel.
Det afgørende er, om folk i brede kredse i København har et ligegyldigt forhold til personen, eller om de ser ham som det modsatte af en hædersmand. Hvis Scavenius blive rehabiliteret i befolkningens øjne, kan det være, han kommer i betragtning om 5, 10 eller 40 år, siger Lars Berg Dueholm.
Denne indstilling møder voldsom kritik fra historikeren Steen Andersen, lektor ved institut for ledelse politik og filosofi på CBS Handelshøjskolen i København og forfatter til flere bøger om besættelsestiden.
Han betegner Scavenius som den største danske statsmand i det 20. århundrede med henvisning til, at Scavenius som radikal udenrigsminister formåede at undgå en tysk besættelse af Danmark under Første Verdenskrig. Derfor blev han, længe efter at have forladt sit parti og dansk politik, bedt om at blive udenrigsminister i den samlingsregering, som blev dannet efter besættelsen den 9. april 1940.
Det var det samlede politiske system minus kommunisterne, der bad ham komme tilbage, selvom han vægrede sig. Efter befrielsen i 1945 valgte det politiske system at ekskludere ham på grund af den politik, man havde været enige om. Og nu vælger de københavnske politikere at være hyklere ved ikke at turde navngive en gade efter ham, erklærer Steen Andersen.
Han tilføjer, at der er et berømt Stauning-citat fra 1940 om den bekymring, der også i samtiden var over for, om Erik Scavenius var lige lovlig tyskvenlig. Scavenius er slet ikke venlig, sagde den socialdemokratiske statsminister dengang.
Kasper Elbjørn er medstifter af den borligt-liberale tænketank Cepos og var for nogle år siden med til at udgive historiebogen 20 begivenheder der skabte Danmark, hvis formål var at gøre op med en række af historieskrivningens myter, herunder myten om afrustningens og samarbejdspolitikkens nødvendighed.
Han deler ikke opfattelsen af Scavenius som en stor statsmand og mener, at hverken han eller Vilhelm Buhl fortjener at få gader opkaldt efter sig. Personligt ville han hellere opkalde en vej efter tidligere udenrigsminister Laust Moltesen (V), som længe før Anden Verdenskrig opponerede kraftigt mod det, han kaldte småhedsvanviddet i form af 1930ernes danske afrustningspolitik:
At vejnavnenævnet kritikløst udvælger statsministernavne og udelader én på grund af folkestemningen er historieløst og den værste af alle mulige løsninger. Jeg synes, politikerne burde vælge navne efter, hvem de virkelig ser en grund til at hædre og hente op fra glemselen i stedet for at gøre det til en kvalitet at være glemt.