Danmark går til valg om kort tid.
Mange tror, at Danmarks fremtid afgøres af, om blå eller rød blok vinder. Det tror jeg ikke.
LÆS OGSÅ: Finanslov underminerer VK's egen valgkampagne
Ser vi tilbage på dansk politik gennem de seneste mange år, har den været gennemsyret af kortsigtet velfærdspolitik og reaktiv symbolpolitik. Godt hjulpet af medierne lader politikere i begge blokke sig i udpræget grad styre af ulykkesstatistikker, tilfældig bandekriminalitet, kamphunde, burkaer og så videre. Selvfølgelig skal politikere reagere på, hvad der sker i samfundet. Men de kortsigtede, reaktive markeringer i politik kan nemt fjerne fokus fra de store visioner og den langsigtede kamp for grundlæggende værdier og et bedre land. Det er usundt at fedte rundt i snæver symbolpolitik og magtkampe mellem rød og blå blok.
LÆS OGSÅ: Bilen, boligen og valget
Samtidig med, at vi som danskere kan gå pinligt i selvsving over at ville være verdens bedste til det hele og søge bekræftelse i omverdenen, er vi paradoksalt nok en nation af notoriske brokkehoveder med en udpræget angst for at udtrykke national stolthed. Det er min påstand, at Danmark trænger til at vågne op, løfte blikket og se mange, mange år frem i tiden. Det er vigtigt for os alle, at vi forsvarer grundlæggende værdier og kæmper for langsigtede visioner til gavn for landet.
Efter min opfattelse har vi som nation alle mulige grunde til at finde stoltheden og optimismen frem. Uden langsigtede visioner og en ukuelig tro på, at fremtiden kan blive lysere og bedre, vil det næppe gå os godt.
Lige nu og her er det vigtigt med begavede initiativer, der kan sikre Danmark en god økonomi og høj beskæftigelse i en globaliseret verden, hvor blandt andet lønninger bliver et stadig væsentligere konkurrenceparameter.
Økonomi og beskæftigelse bliver naturligvis centrale temaer i valgkampen. Det skal de være, men det ville være befriende, hvis valget også kom til at handle om de større visioner for landet. Danmark står over for en lang række udfordringer, som skal håndteres sådan, at samfundet ikke bare klarer sig igennem, men helst bliver endnu bedre.
Mens problemstillinger som indvandring og økonomi har konstant politisk bevågenhed, er der store og vigtige emner, der næsten intet fylder. Det er galt. Der er især tre markante udviklingstendenser, vi har brug for at debattere grundigt og håndtere: affolkningen af landdistrikterne, udnyttelsen af Danmarks arealer og vores forhold til globaliseringen.
I fremtiden vil næsten alle mennesker bo i store byer. Det er i hvert fald en meget markant udvikling, som finder sted på hele Jorden: Vi søger de store byers fællesskab, anonymitet og muligheder. I forhold til tidligere er moderne storbyer rene og velfungerende med lav kriminalitet. Modsat på landet kan storbyens miljøproblemer løses rationelt med moderne storskalateknologi. Hvis man bor i en storby, belaster man som regel miljøet langt mindre, end hvis man bor på landet, samtidig med at man har meget mindre udgifter til at løse miljøproblemerne.
Alt i alt er der altså mange grunde til, at vi samles i storbymiljøer. I de senere år er byplanlæggere og arkitekter i Danmark (og resten af verden) blevet meget bevidste om betydningen af grønne områder og natur i byer. Byboere har brug for grønne omgivelser i hverdagen. Vi trives dårligt, hvis vi ikke har lys og luft, træer, buske, blomster og fugle omkring os.
Naturen rykker i en eller anden forstand ind i storbyerne og bliver en del af det, vi forventer af en god by. Træer, altaner, grønne tagterrasser, søer, vandløb, parker og haver i alle størrelser og udformninger er en hel nødvendig del af en moderne storby. Og byernes grønne områder er som aldrig før populære for folk i alle aldre. Tænk bare på livet i for eksempel Kongens Have i København.
Affolkningen fra landdistrikterne giver problemer for Danmarks yderområder. En stor del af landet er blevet til det lidet flatterende begreb Udkantsdanmark, hvor folk flytter væk, skoler og forretninger lukker, og huse i stigende grad står tomme og forfalder. Så det bliver mindre og mindre attraktivt at bo dér. Det er en ond spiral.
Problemerne er meget reelle. Men det er urimeligt, at dele af vores lille land af den grund bliver til Danmarks bagside. Vi bør have en vision for landdistrikterne, så de på trods af fraflytningen bliver en attraktiv, anerkendt og smuk del vores land. I erkendelse af, at vi rykker sammen i storbyer, må vi revurdere landdistrikternes funktion i fremtiden. Landet kan to vigtige ting: levere råstoffer og naturoplevelser. Som byboere er vi fuldstændig afhængige af, at landet forsyner byerne med fødevarer, træ og alle mulige andre råstoffer. Samtidig er naturen og landskaberne uden for byerne en afgørende del af Danmarks identitet og en rekreativ ressource med et enormt potentiale for turisme og fritidsaktiviteter.
Vi kan køre gennem Danmark på få timer, så man skulle synes, at Danmark er et alt for lille land til at have udkanter. Vi bør have en vision om et helt land, hvor by og land hænger godt sammen. Det er vigtigt, at vi ikke bare kender de danske provinser, men også er med til at påskønne, forsvare og udvikle provinsernes kvaliteter.
Enhver egn har sin historie og kultur, som det er værd at kende til og være stolt af. Og vi skal tage vare på landdistrikterne, så alle, der vælger at bosætte sig og leve på landet, får det fulde udbytte af landlivets muligheder.
Vandringen fra land til by er et globalt fænomen, og jeg tvivler på, at vandringen nogen sinde vil vende. Måske er det heller ikke ønskeligt, for både miljømæssigt, socialt og økonomisk er det mest bæredygtigt, at vi bor i storbyer. Den vigtigste kamp for provinsen er ikke kampen mod affolkningen, men kampen for æstetik, variation og en god udvikling i landskaberne. Der skal være dejligt ude på landet, og der skal være smukt. Også selvom der næsten ikke bor nogen mennesker mere, og selvom der er bliver flere og flere meget store og specialiserede landbrug.
Øget planlægning og målrettet naturgenopretning kan være med til at gøre landet smukkere. I lavninger kan man genskabe søer og vandløb, og på højdedrag kan man med fordel anlægge skov omgivet af blomstrende skråninger mod de forskellige verdenshjørner. Både rekreativt og biologisk er det den bedste strategi, fordi vi på den måde skaber stor skønhed i landskabet, gode muligheder for udsyn og læ og naturområder, der ikke belastes af overskudsnæring fra de dyrkede marker.
Det er en udbredt opfattelse, at verden står over for meget store problemer med at skaffe fødevarer nok til at brødføde Jordens befolkning, som ifølge de seneste prognoser vil stige fra cirka 7 milliarder mennesker i dag til cirka 9 milliarder i 2050.
Men det er en myte. Der er langt færre, der sulter i dag end for 30 år siden, og i en mere stabil og demokratisk verden med lidt bedre styr på oplagring af fødevarerne ville vi allerede med de arealer, vi dyrker i dag, rigeligt kunne producere mad nok til 9 milliarder menneske. Vi producerer faktisk så store mængder fødevarer i dag, at vi globalt bruger mad (blandt andet majs, sukker, korn, raps og palmeolie) til omkring 1 milliard mennesker til biobrændstof. Og samtidig opretholder vi en ressourcekrævende kødproduktion, der er langt større, end vi ernæringsmæssigt har brug for. Hvis mennesker i hele verden i gennemsnit spiste blot 20 procent mindre kød, ville vi med ét slag kunne frigøre fødevarer nok til at mætte yderligere 2-3 milliarder munde. Dertil kommer, at en stor del (formentlig over 30 procent) af den mad, vi producerer, bliver smidt ud eller ødelagt af skadedyr, svampe, mikroorganismer eller fugt som følge af uhensigtsmæssig oplagring og transport.
Danmark er velegnet til landbrug. Men når landbruget hævder, at vi er nødt til at dyrke mere og mere på stadig større arealer for at være med til at brødføde verden, er det altså ikke korrekt. Danmark er og bliver et landbrugsland, men i kampen om, hvordan Danmark skal bruges og se ud, har landbruget sat sig urimeligt tungt på arealerne.
I virkeligheden behøver vi ikke denne intense kamp om arealerne. Der er faktisk plads nok til både vild natur, skovbrug, landbrug og byer alt det, der er med til at gøre Danmark dejligt og attraktivt. I stedet for at slås om arealerne bør vi i Danmark begynde at planlægge ud fra klare mål om, hvordan og hvor hårdt vi vil udnytte landet. Jeg foreslår, at vi i Danmark planlægger efter en langsigtet, national udviklingsplan, hvor:
5 procent af Danmark målsættes som vild natur, der bare passer sig selv, at
35 procent af Danmark målsættes som ekstensivt udnyttet natur, hvor vi ikke bygger, dræner, sprøjter eller gøder (men gerne har græsning, skovdrift osv.), og at
60 procent af Danmark målsættes som intensivt udnyttet natur, det vil sige byer, veje, anlæg og ikke mindst intensivt landbrug.
Det ville være en god sigtelinje for et relativt tæt befolket kulturland som Danmark.
Det har aldrig i verdenshistorien været nemmere og hurtigere at kommunikere mellem mennesker over hele Jorden, og det har aldrig være lettere og billigere at rejse omkring og bosætte sig i fremmede lande. Verdens folkeslag bliver blandet, og de store millionbyer, som menneskeheden holder mere og mere af at bo i, er uden undtagelse multietniske. Og storbyerne vil blive endnu større og endnu mere multietniske fremover.
Udviklingen mod mere og mere multietniske samfund bekymrer mange. Historien er fuld af blodige kultursammenstød mellem folkeslag og religioner. Stort set ingen folk og religioner kan sige sig fri for at have udført grusomme handlinger gennem historien, og religiøs eller ideologisk undertrykkelse forekommer stadig i stort omfang verden over. Undertrykkelse med rod i middelalderlige verdensopfattelser eller simpel magtudøvelse baseret på korruption, propaganda og rå vold.
Globaliseringen har imidlertid gødet jorden for Det Arabiske Forår, hvor befolkningerne med livet som indsats nu kæmper for deres frihed. Andre steder har friheden fortsat trange kår, og der er stadig lukkede eller lovløse lande, hvor befolkningen lider ubegribeligt, men hvor verdenssamfundet ikke magter at gribe ind for eksempel Nordkorea.
Alligevel er den globale udvikling positiv. Viden og nye erkendelser har banet vejen for fremskridt og været med til at frigøre os af middelalderens mørke og grusomheder.
Kriminaliteten i verdens storbyer falder, og verden som sådan bliver mere og mere fredelig. Jerntæppet er væk, den kolde krig er slut, og verden er ikke mere umiddelbart truet af en Tredje Verdenskrig.
Efter Murens fald forudså mange et nyt trusselsbillede og en ny global spænding mellem den vestlige og den arabiske verden. Spændingen blev øget efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001. Men efter Det Arabiske Forår og Osama bin Ladens død er trusselsbilledet fra den arabiske verden og de fundamentalistiske muslimer blevet svækket.
Det er tankevækkende, at den grusomme massakre i Norge den 22. juli 2011 blev udført af en person, der identificerede sig som en kristen korsridder. En uhyggelig handling udført af en person, der helt sikkert har kendt til vor historie, men ikke forstået historiens udvikling ud af middelalderens mørke.
Det er nærliggende at frygte tab af national identitet som følge af globaliseringen. Men man kan sagtens være konstruktivt national i en globaliseret verden. Efter massakren i Norge var det tydeligt, at nordmændene midt i sorgen samlede sig om et nationalt fællesskab, der er karakteriseret ved at række ud mod verden med budskaber om mere åbenhed og mere demokrati. Her er ingen angst for det nationale, men en stolthed over landet og fællesskabet.
Reaktionerne i Norge viser, hvordan den nationale selvbevidsthed kan være en kolossal styrke for et land. Den må bare aldrig udarte til nationalisme, der bliver brugt til at slå andre i hovedet med.
Danmark har tydeligvis brug for at kende sig selv bedre. Vi har brug for mere dannelse, mere national stolthed, store og langsigtede visioner for landet og en solid tro på, at fremtiden nok skal blive god for det lille land i den store verden.
