Torsdagens folketingsvalg blev på mange måder et ekstremernes valg. De gamle, etablerede partier gik generelt tilbage, mens de nyere og politisk yderligtgående partier blev de store vindere, og det har efterladt et forandret partipolitisk Danmarkskort. Nu er det sydlige Jylland samt Vest- og Midtsjælland domineret af Dansk Folkeparti, mens Venstre kun har Vestjylland og en del af Nordsjælland tilbage som suveræne bastioner.
Socialdemokraterne sidder på resten.
Dertil kommer, at Alternativet, Enhedslisten og Liberal Alliance har opnået markante valgsejre mange steder.
Vælgernes reaktion på resultatet har også været ekstrem. De sociale medier har siden valget været glødende af mangel på forståelse for, hvem danskerne har valgt. Særligt ”luftkastellet” Alternativet og det ”fremmedfjendske” Dansk Folkeparti har fået folk til at undre sig over, hvad i alverden der foregår i fædrelandet. En stærk tendens gennem dagen i går var således danskere, der proklamerede, at de nu ville forlade Danmark i protest og flovhed.
De skarpe udfald kunne tolkes som en øget politisk opdeling af Danmark. At der simpelthen er blevet længere mellem den intellektuelle unge mand i storbyen, som stemte Alternativet, og hans onkel i Sønderjylland, der stemte Dansk Folkeparti.
De forstår ikke hinandens verdener eller ved måske knapt nok, at den andens eksisterer. Thomas P. Boje, professor i sociologi ved Roskilde Universitet, hvor han blandt andet forsker i medborgerskab, ulighed og velfærd, mener dog ikke, at det danske samfund grundlæggende er i skred.
Men han peger på, at der er en stigende polarisering, når det gælder flygtninge og indvandrere.
Her støder de vælgergrupper, der er stærkt bekymrede for den stigende indvandring, sammen med de vælgere, der er tilsvarende stærkt bekymrede over det, de ser som en forråelse og umenneskeliggørelse af det danske samfund.
”Når de sociale medier flyder over med barske og uforsonlige toner, er det jo et udtryk for, at vi som vælgere har mindre accept af hinandens holdninger. Valgene er blevet mere politiserede, og det bliver vi også,” siger han.
Det foruroligende er efter hans mening, at den hårde tone i sidste instans kan føre til mere fundamentalisme.”Jo mere konfrontatorisk debatten om udlændinge er - og her går politikerne forrest - jo større risiko er der for, at nogle personer finder på mere radikale måder at løse problemerne på. Fundamentalisme blomstrer i konfrontatoriske politiske situationer,” siger Thomas P. Boje.
Man skal dog passe på med at overfortolke, hvor dybe sprækker valget er udtryk for, mener Martin Vinæs Larsen, ph.d-studerende ved Københavns Universitet og forsker i blandt andet vælgeradfærd og meningsdannelse. Valgresultatet er snarere en direkte konsekvens af mange vælgeres mistillid til Lars Løkke Rasmussen (V). Og mange røde vælgeres ønske om at give SF og De Radikale et stort vink med en vognstang om, at de ikke er tilfredse med de reformer og kompromisser, der blev aftalt under Helle Thorning-Schmidt (S), mener han.
Artiklen fortsætter under grafikken
Derudover er det et velkendt psykologisk fænomen, at mennesker har en ”naiv realisme”, når det gælder forståelsen for andres politiske valg, forklarer Martin Vinæs Larsen:
”Man sidder på henholdsvis højre- og venstrefløjen og tænker: 'Hvordan kan det ske? De burde da vide bedre'. Vi har simpelthen svært ved at forstå, at andre mennesker kan komme til andre konklusioner end os selv.”
Asbjørn Sonne Nørgaard, professor i statskundskab ved Syddansk Universitet, peger på, at der er en grundlæggende menneskelig tilbøjelighed til tænke sig selv ind som en del af en gruppe og fremstille modparten som stereotyper. Sådan har det altid været, den slags menneskelig psykologi ændrer sig meget langsomt. Men der er nok sket en tilspidsning af den måde, gruppeidentiteten kommer til udtryk på, mener han.
”Vi opfører i højere grad teater for hinanden. Især på de sociale medier, men også i Folketinget, hvor der nu er åbne tv-transmitterede samråd. Den slags tilspidser konflikterne. Politikerne taler ikke længere til hinanden, men til deres tilskuere. Det samme gælder vælgerne,” siger Asbjørn Sonne Nørgaard.
Det kan være med til at forklare den massive undren, som præger den folkelige debat efter valget, vurderer han.
En anden forklaring på den hårde tone er, at vi forsøger at styrke vores identitet i en rodløs tid ved at forenkle vores verden, siger kultursociolog Emilia van Hauen. Det kan man blandt andet gøre ved at skabe tydelige fjendebilleder, man kan spejle sig op imod.
Vi finder med andre ord i stigende grad vores ståsted ved at pege på dem, vi er uenige med. Når vi samtidig gør det på de sociale medier, som vi stadig ikke har skabt en ordentlig kultur omkring, bliver tonen ofte mere uforsonlig, end den reelt er ment.
”Løgstrup definerede demokrati som 'skikkelig uenighed', men vi har stadig til gode at finde skikkeligheden på de sociale medier. Dertil kommer, at vi er i færd med at skabe en kultur, hvor man er forpligtet til at have en holdning. Den bærende værdi i vores børneopdragelse er ikke længere velopdragenhed, men selvstændighed, og det gør blandt andet, at vi råber højere og mere selvsikkert op,” siger hun.
n af dem, der skal lægge ryg til den hårde tone i valgets slipstrøm, er journalist og forfatter Erik Høgh Sørensen, der stillede op for Dansk Folkeparti i Nordjyllands Storkreds - dog uden at blive valgt.
Hans erfaring er, at kritikken og de spidse kommentarer først og fremmest hører til i medierne, herunder Facebook og Twitter. Ude i den ”rigtige” virkelighed, dér hvor danskerne møder hinanden som vælgere og politiske interesserede borgere, hersker der en helt anden konstruktiv tone.
”Jeg har været til rigtig mange gode og sjove vælgermøder. Der kunne godt være lidt fordomme over for hinanden til at begynde med, men når først de blev ryddet af vejen, fik vi nogle meget kontruktive debatter, og jeg kan ikke få øje på et delt Danmark,” siger Erik Høgh Sørensen.
På det folkelige plan er der er en fin respekt og forståelse for hinandens politiske synspunkter, mener han.