Hvad er det, vælgerne skal tage stilling til ved valget den 18. juni?
Skal man tro det store mediebillede, er det, om rød eller blå blok skal regere Danmark. Om Helle eller Lars skal være statsminister. Om der skal være lidt vækst eller ingen vækst i det offentlige forbrug.
Var spørgsmålene så enkle, kunne det danske valgsystem nok skrues sammen på en bedre måde. For hvilken mening giver det at have ti partier, hvis al politik alligevel kan gøres op i rød eller blå, højre eller venstre?
Denne klumme er et forsøg på at se folketingsvalget 2015 gennem fem andre prismer end det traditionelle højre-venstre-prisme, hvor vandene deler sig på andre måder.
Forskere har allerede for mange år siden indført en værdipolitisk skala, der som en modpol til den fordelingspolitiske skulle placere partierne efter, hvad de mener om for eksempel retspolitik, indvandrerpolitik og EU.
Men hvordan tegner dansk politik sig på en miljøpolitisk, en religionspolitisk eller en velfærdspolitisk skala? Hvordan ville partierne fordele sig, hvis man vurderede dem på graden af idealisme eller iver for at forsvare de borgerlige frihedsrettigheder?
KLIMASORTSEERE MOD KUL- OG KOKSOPTIMISTER
Miljøpolitik var aldeles fraværende i de to første store partilederdebatter på DR og TV2, på trods af at mange forskere mener, at netop miljø-, klima- og ressourcespørgsmål er nogle af de allermest presserende for verden.
På dette område kan man lidt polemisk inddele partierne i en gruppe af klimasortseere og kul- og koksoptimister. Næsten alle partier vil dog bedyre, at de er levende optaget at begrænse udslippet af kuldioxid, CO2, og med tiden gøre Danmark uafhængig af fossile brændstoffer. I marts 2012 indgik de alle undtagen Liberal Alliance en energiaftale, som direkte har det mål inden 2050.
Trods den overraskende enighed dengang har kampen mod klimaproblemerne siden stået i stampe, i hvert fald hvis man spørger klima- og miljøorganisationerne herhjemme. Faldende oliepriser har gjort det relativt dyrere at satse på sol, vind og bioenergi, og i en ny aftale fra 2014 blev den såkaldte PSO-afgift for erhvervslivet sat betragteligt ned. Pengene skal fra afgiften skulle ellers være brugt til at finansiere grønne energikilder.
Der er blevet sat prop i lukrative støtteordninger til solenergi, og Venstre vil opsige energiaftalen. Partiet føler sig ikke længere bundet af målet om, at dansk energiproduktion skal være fossilfri i 2050 og heller ikke af de delmål, der blev opstillet i den oprindelige aftale.
Alle fire borgerlige partier betoner i dag, at klimaproblemerne skal løses ved internationale aftaler og ved markedskræfterne, og at Danmark ikke skal gå enegang. Hovedargumentet er, at dansk enegang udelukkende vil koste skatteyderne penge uden at hjælpe det mindste på klimaproblemerne.Også Socialdemokraterne lægger i dag større vægt på, at energi- og klimapolitikken skal være ”fornuftig”, og at man skal tage mere hensyn til vækst og arbejdspladser.
Så i karikaturens form står SF, Enhedslisten og Alternativet samt tildels De Radikale og Kristendemokraterne tilbage som ”klimasortseere,” mens alle de andre partier som ”kul- og koksoptimister” i et vist omfang godt kan leve med, at Danmark i mange årtier endnu er afhængig af olie, gas og kul og producerer, hvad der produceres kan fra Nordsøen. Det sidste er det i øvrigt svært at finde noget parti, som er imod. Der er nemlig rigtig mange skatteindtægter at hente i olie og gas.
VARME HÆNDER MOD KOLDE ROBOTSTØVSUGERE
På centrale velfærdsområder som ældrepleje og sundhed kappes partierne om at tilbyde vælgerne flere varme hænder. Robotstøvsugeren er blevet symbolet på det kolde system, hvor hjemmehjælperen ikke har tid til en kop kaffe, og et stort administrativt lag af planlæggere sluger alle ressourcerne. I sidste ende har kommunerne og regionerne ansvaret for social- og sundhedsområdet, men de økonomiske rammer sættes i høj grad af Christiansborg.
Og her står Venstre, De Konservative og Liberal Alliance for det synspunkt, at man kan få mere for pengene, og at man derfor ikke behøver at øge det offentlige udgiftsniveau udover de almindelige pris- og lønstigninger. Liberal Alliance vil endda gerne kunne skære ned på det offentlige forbrug, og mener, at det kan klares uden at skulle fyre offentligt ansatte. Med de mange jobsskift i den offentlige sektor hvert år, kan det hele klares med naturlig afgang.
Over for de tre partier står stort set resten af Folketinget: Det store velfærdsflertal, som mener, at der skal bruges flere penge på social- og sundhedsområdet de kommende år. Hverken Socialdemokraterne, De Radikale eller Dansk Folkeparti forestiller sig imidlertid, at man skal op på væksttallene fra den borgerlige regerings tid i nullerne, hvor udgifterne steg med et par procent om året. Blot en stigning på 0,6 procent om året kan gøre det.
Så et klart flertal til de partier, der spydigt af nogle borgerlige politikere er blevet kaldt ”det udgiftspolitiske flertal”. Selv om den vækst, de ønsker, i historisk lys er meget lille.
De seneste år har der ligefrem været negativ vækst i de offentlige udgifter, især fordi budgetloven fra 2012 sætter skrappe udgiftslofter for både stat, amter og kommuner. Ifølge økonomer har kommunerne sparet mere på velfærdsydelser end krævet, simpelthen for at være på den sikre side i forhold til loven.
RELIGIONSSKEPTIKERE MOD FOLKEKIRKEFORSVARERE
Adskillige partier vil gerne lægge hindringer i vejen for trossamfundene, hvad enten det handler om at begrænse udenlandske forkynderes ret til at indvandre på gunstige vilkår eller troendes ret til at bære religiøse symboler i det offentlige rum. Det er dog svært at tegne de præcise skillelinjer, for flere partier stiller deres medlemmer frit i de spørgsmål.
Overordnet finder man i den kritiske holdning til religion overraskende fællestræk hos Enhedslisten, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og især yngre Venstre-medlemmer. Det er for eksempel tanken om, at religion skal være en privatsag, og at folkekirken skal løsrives eller i hvert fald løsnes fra sin binding til staten. Det sidste har Det Radikale Venstre i øvrigt også vedtaget på landsmøde efter landsmøde, uden at det har ført til konkrete forslag om en grundlovsændring.
Dansk Folkeparti vil ikke ændre på folkekirkeordningen, men partiet foreslår jævnligt indskrænkninger af friheden for troende, primært indskrænkninger der omfatter muslimsk beklædning og spisevaner.
Venstre og De Konservative forsvarer folkekirkeordningen, men også herfra høres kritiske toner, hvis præster formaster sig ud i politisk forkyndelse. Under tidligere statsminister og Venstre-leder Anders Fogh Rasmussen var parolen generelt, at religion skulle ud af det offentlige rum.
Socialdemokraterne og SF ønskede ligesom De Radikale efter sidste valg, at folkekirken skulle have en styrereform med egen ledelse og større uafhængighed af Folketinget, men forslaget blev aldrig til noget - og spørgsmålet kommer næppe op igen i den kommende valgperiode.
PRAGMATIKERE MOD IDEALISTER
Man kan også vælge at se valget som en kamp mellem pragmatikere og idealister eller mellem ingeniører og arkitekter. Dansk politik har de sidste fire år været præget af mange brede forlig om alt fra skat og energi til de årlige finanslove, som de borgerlige partier i flere år indgik forlig om, alt i mens Enhedslistens leder Johanne Schmidt-Nielsen råbte ukvemsord på sidelinjen.
Positivt vurderet kan de brede forlig tages som bevis på, at det samarbejdende folkestyre fungerer. Negativt kan man sige, at dansk politik er endt som en stor grød, hvor vælgerne ikke kan se forskel på partierne.
Under den synsvinkel står de gamle partier, Socialdemokraterne, De Radikale, Venstre og De Konservative som de pragmatiske og forligsivrige partier, mens de nye, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet og Enhedslisten er de ideologiske spillere med hver deres drøm om det ideelle samfund. De partier har i høj grad opsuget utilfredse vælgere i denne valgperiode.
Under den vinkel er SF et interessant grænsetilfælde, for partiet blev kvalt i regeringssamarbejdet, hvor dets vælgere havde svært ved at acceptere de mange kompromisser med de borgerlige partier og farvel til mærkesager som billigere busbilletter, en betalingsring omkring København og salg af Dong-aktier til investeringsbanken Goldman Sachs. Først efter at SF er trådt ud af regeringen (og tilbage i idealisternes rækker) er vælgerne så småt vendt tilbage.
Men i teorien kunne pragmatikerne slå sig sammen i en koalitionsregering, som ville have et solidt flertal over for idealisterne.
TERRORFRYGT MOD MENNESKERETTIGHEDER
I begyndelsen af regeringsperioden lød der enkelte pip om, at overvågnings- og kontrolsamfundet måske var gået for vidt. I sommeren 2014 afskaffede den daværende justitsminister Karen Hækkerup (S) efter en EU-dom endda den kontroversielle logningsbekendtgørelse fra 2006. Det skulle være slut med, at myndighederne brugte millioner af kroner på at overvåge danskerenes telefon- og dataaktiviteter, når de mange milliarder data alligevel ikke rigtig kunne bruges til noget i jagten på terrorister.
Kontrollen af passagerer i lufthavne var måske også gået en kende over genvind med gennemlysende kropsscannere i afgangshallen. Al den tale forstummede brat med terrorangrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris i januar i år. Der blev i stedet planlagt nye stramninger af terrorlovgivningen og nye bevillinger til Politiet og Politiets Efterretningstjeneste, og med attentatet i København i februar blev der yderligere skruet op for overvågningen af befolkningen.
Politisk er der i dag stort set ingen fronter i denne debat. Fra SF til Dansk Folkeparti synes partierne enige om, at man ikke kan gøre for meget eller bruge for mange penge på at bekæmpe terror.
De eneste konflikter internt i den store alliance handler om, hvordan man skal skaffe de mange penge til mere politi, og om den nuværende regering kunne have gjort mere for at beskytte det jødiske mindretal op til terrorangrebet i februar.Sammen med jurister fra tænketanken Justitia og universiteterne er Enhedslisten og Uffe Elbæk fra Alternativet næsten ene om at advare mod flere bevillinger til Politiets Efterretningstjeneste og mod politiovervågning uden dommerkendelse. Indimellem kan man høre en smule bekymring fra Liberal Alliance, der ved den første partilederdebat på TV2 faktisk blev rost for netop det af Enhedslisten.
I sig selv ligger der en dyb politisk ironi, at netop Enhedslisten står på mål for de selvsamme borgerlige frihedsrettigheder, som kommunistiske diktaturer gennem hele historien har undertrykt på det groveste. Det hænder dog, at listen bliver akkompagneret af enkelte folketingsmedlemmer fra De Konservative eller Venstre. Helt overordnet er de bekymrede for frihedsrettighederne klart i mindretal.
I hvert fald når det gælder andre frihedsrettigheder end ytringsfriheden. Præcis den rettighed er genstand for stor debat, men her går skillelinjerne på tværs i de fleste partier,