Prøv avisen

Valgforskere: Sådan finder du ud af hvem du skal stemme på

"Det betyder meget mere, hvad du stemmer kommunalt, end hvad du gør til et folketingsvalg," siger professor i statskundskab ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen. På billedet ses valgplakater på Dronning Louises bro i København. - Foto: Niels Ahlmann Olesen Denmark

Kommunalvalget påvirker borgernes hverdag i langt højere grad end folketingsvalget, påpeger valgforsker. Kandidattest kan være en god hjælp til at orientere sig i junglen af lokalpolitiske kandidater

Kommunalvalget står for døren, men hvem skal man stemme på. For man skal vel stemme? Eller kan det hele i virkeligheden være lige meget?

Præmissen om at kommunalvalget ikke betyder noget, og at det kan være lige meget, hvem man stemmer på, køber forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch ikke. Han mener, at kommunalpolitikken er utrolig vigtig, når det kommer til spørgsmålet om at påvirke borgernes hverdag - endda vigtigere end politikken i Folketinget.

Det er professor i statskundskab ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen enig i.

Det betyder meget mere, hvad du stemmer kommunalt, end hvad du gør til et folketingsvalg, siger han.

LÆS OGSÅ: Borgere undervurderer kommunens magt

Et eksempel på kommunalpolitikernes afgørende indflydelse kan ses i prisforskellen på daginstitutioner, der varierer fra omkring 1900 til 3700 kroner om måneden, alt efter hvilken kommune man bor i, forklarer Roger Buch og tilføjer:

Jeg tror, de fleste mennesker er enige om, at det er en ret stor forskel, om det er det ene eller det andet.

Roger Buch mener ikke, at det er partimæssige overvejelser, der er de vigtigste, når det kommer til et kommunalvalg. Her handler det i højere grad om at lytte til de enkelte politikere, og høre hvilke bud de giver på for eksempel skat, eller hvad de mener om prioriteringen af de ældre, påpeger han.

Generelt er der langt flere, der stemmer personligt til et kommunalvalg end til et folketingsvalg, og det er der ifølge Kasper Møller Hansen god grund til at gøre.

Kommer man lidt væk fra spidskandidaterne til et kommunalvalg, kan det nogle gange være helt ned til fem stemmer, der afgør, om det er den ene eller anden kandidat, der kommer ind, forklarer han og tilføjer:

Hvis man gerne vil have mest mulig indflydelse, så skal man stemme personligt. Kommunalvalget er et meget tættere valg end folketingsvalget, så den der med, at det ikke er vigtigt at stemme til kommunalvalget, er en myte, som på det kraftigste bør punkteres.

Roger Buch medgiver, at det kan være svært at orientere sig til et kommunalvalg i forhold til et folketingsvalg, hvor man i højere grad kan nøjes med at kigge på de landsdækkende politiske partiers hjemmesider.

Men hvad gør man så, hvis man ikke ved, hvem man skal stemme på til det forestående kommunalvalg, der finder sted den 19. november?

En måde at orientere sig på er at tage en kandidattest, som findes på flere mediers hjemmesider. Her svarer man typisk på en række spørgsmål for så til sidst at få at vide, hvilken kandidat man er mest enige med.

Sådanne test er ifølge Kasper Møller Hansen et rigtig godt redskab, der kan give et praj om, hvem man er enig med. En anden fordel ved testene er, at de ikke er forudindtaget, på samme måde som hvis man går direkte ind på en politikers hjemmeside eller facebook-profil.

Det gode ved testene er, at man starter med at fortælle, hvilke holdninger man har, for så at blive matchet op med en kandidat i ens kommune, der kommer tættest på ens egne holdninger, siger han.

Kasper Møller Hansen råder tilmed folk til at tage flere forskellige tests endda at tage den samme test flere gange, så man kan få en idé om, hvor meget eller lidt der skal til, for at ens umiddelbare match ændrer sig.

Ud over at tage forskellige kandidattests kan der være en masse lokale spørgsmål, som kan være vigtige at have med i sine overvejelser, når man forsøger at finde ud af, hvem man skal stemme på, mener Kasper Møller Hansen.

Har man for eksempel et brændende ønske om flere sportsfaciliteter i ens kommune, vil det være en god ide at undersøge, hvilke lokale politikere der har en sådan mærkesag på dagsordnen, pointerer han.

SE OGSÅ: DRs kandidattest (eksternt link)
SE OGSÅ: Altingets kandidattest (eksternt link)