Valgkampens velfærdsstat er en myte

ARKIVFOTO fra Hvidovre Hospital- - Se RB 9/7 2014 06.59. Overbelægning betyder, at patienterne ikke får den ...

På overfladen er velfærdsstaten intakt med høje budgetter og en stor offentlig sektor, men i praksis er den en historisk parentes. Konkurrencestaten har taget over, og med den er kommet et helt andet menneskesyn end det, velfærdsstaten byggede på, siger professor ved Center for Velfærdsstatsforskning. Foto: Lars Helsinghof Bæk / Scanpix Danmark

De politiske partiers løfter om mere og bedre velfærd står i skarp modsætning til den kendsgerning, at velfærdsstaten er reduceret til et regneark, siger professor Jørn Henrik Petersen. ”Vi bevæger vi os ud i ukristeligt land,” mener han

Milliarderne har flydt i en lind strøm under hele valgkampen. Fra både rød og blå blok er det ene velfærdsudspil efter det andet blevet lagt på bordet.

16 milliarder kroner fra Venstre til sundhed og ældre. 39 milliarder kroner fra Socialdemokraterne til en buket af tiltag rettet mod blandt andet sundhed og ældre.

Venstre anbefaler at stemme på et parti, ”der tør prioritere velfærden”.

Socialdemokraterne lover at ”investere i vores fælles velfærd”, hvis de beholder magten.

Pæne ord, men de klinger hult, mener Jørn Henrik Petersen, professor ved Center for Velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet og forfatter til en række bøger om velfærdsstaten.

Den velfærdsstat, som Folketingets to store partier kappes så ivrigt om at forsvare, eksisterer ikke længere som andet end budgetposter i et regneark. Selve fundamentet for velfærdsstaten, idéen om udstrakt solidaritet med og mellem alle borgere i samfundet, er forlængst passé, mener han.

”På overfladen er velfærdsstaten intakt med høje budgetter og en stor offentlig sektor, men i praksis er den en historisk parentes. Konkurrencestaten har taget over, og med den er kommet et helt andet menneskesyn end det, velfærdsstaten byggede på.”

”Nu har vi et todelt samfund, hvor vi skelner mellem 'dem' og 'os'. Dem, der ikke kan klare det og skal gøre sig fortjent til hjælp. Og os andre, der har styr på det. Præcis den skelnen, velfærdsstaten forsøgte at gøre op med,” siger Jørn Henrik Petersen.

Han henviser til, at da datidens politikere opbyggede velfærdsstaten (ofte regnet fra 1956, hvor folkepensionen blev vedtaget som den første fælles ydelse til alle ældre danskere), skete det i tillid til borgeren som ”samfundsmenneske”, det vil sige moralske individer båret af mådehold, generøsitet og arbejdsomhed.

”Idéen om samfundsmennesket bygger på, at ingen rager til sig; at man giver dem, der trænger, med et smil, og at man er arbejdsom og yder, hvad man kan til fællesskabet. Den idé er blevet udfordret af konkurrencesamfundets opfattelse af mennesket som et individ drevet af økonomiske overvejelser. En parallel til det, Luther kaldte det 'indkrogede' menneske: Et menneske, der er bundet til sine egne interesser,” siger den fynske professor.

Troen på ”samfundsmennesket” som det dominerende karaktertræk i os alle er stille og roligt blevet skubbet til side siden midten af 1970'erne, mener Jørn Henrik Petersen. I stedet er mistænksomheden vokset over for dem, der får offentlig hjælp. Der er en opfattelse af, at folk udvikler en ”krævementalitet”, hvis det er for enkelt at få hjælp, og derfor oplever vi i stigende grad, at både befolkning og politikere stiller krav om, at man skal gøre sig ”fortjent” og yde noget til gengæld. Pligten går for forud for retten.

”Før fik man 'noget for ingenting', fordi der var en udbredt antagelse om, at man uforskyldt var havnet i en nødsituation, som kunne gælde dig i dag, men mig i morgen. Og at ingen i øvrigt kunne finde på at misbruge systemet.”

”I dag er vurderingen, at vi ikke har moral til at leve med dette velfærdssystem,” siger Jørn Henrik Petersen, som indrømmer, at han selv er splittet mellem sit hjerte, der håber, at vi er uselviske væsener, og sin hjerne, der har sin tvivl.

”Allerede da velfærdsstaten blev dannet, var man opmærksom på, at mennesket ikke er udelt godt - selvom det er det billede, humanister som den norske forfatter Nordahl Grieg forsøger at tegne,” siger han og citerer spontant et par af linjerne fra Griegs berømte digt ”Kringsatt av fiender” - ”Ædelt er mennesket, jorden er rig. Findes her sult og nød, skyldes det svig”- før han fortsætter:

”Velfærdsstaten blev til i erkendelsen af, at filantropien og diakonien ikke rakte til. At vi var nødt til at forankre den næstekærlighed, vi har svært ved at praktisere som enkeltindivider, i velfærdsstaten og finansiere den over skatten. Men nissen flyttede åbenbart med.”

”De mennesker, der havde svært ved at få pungen op af lommen før velfærdsstaten, vil stadig være sikre på, at de også selv får noget for pengene.”

Jørn Henrik Petersen fyldte sidste år 70 år og har de senere år brugt en stor del af sin tid på at holde foredrag. I kirker, på højskoler og andre steder. Det, han møder under debatterne efter foredraget, er en voksende bekymring over konsekvenserne af konkurrencestatens dominans.

”Det, jeg hører, er en frustration over, at vi bevæger os på en forkert bane. Folk er nervøse over, hvad det er for et sted, vi er på vej hen,” siger Jørn Henrik Petersen.

Han peger på, at blandt andet opbakningen til Alternativet på en eller anden måde også er et udtryk for, at der en bevægelse i gang.

”Folk vil gerne tro på samfundsmennesket. Og måske kan det stadig lade sig gøre, hvis vi hjælper hinanden med det,” siger han.

Jørn Henrik Petersen har det svært med opløsningen af velfærdsstaten.

”I dag er det sådan, at vi, der hører til de velbjærgede, har let ved at identificere os med hinanden - vi ved, at vi alle bliver ældre, og at alle kan få brug for sundhedsvæsenet, så de områder støtter vi gerne. Men de hjemløse, de prostituerede og alle dem på overførselsindkomst - de havner i velfærdstatens kælder. Og når vi laver sådan et todelt samfund, så bevæger vi os ud i ukristeligt land,” siger han.