Lisbeth Bech Poulsen (SF): 45.000 kroner

Det nordjyske folketingsmedlem Lisbeth Bech Poulsen (SF) regner med at bruge omkring 45.000 kroner på den kommende valgkamp. Mange af de penge stammer fra et samarbejde med den lokale 3F-afdeling

Lisbeth Bech Poulsens storkreds, SF i Nordjylland, har en regel om, at den enkelte kandidat max må bruge 10.000 af sine egne kroner på valgkamp.
Lisbeth Bech Poulsens storkreds, SF i Nordjylland, har en regel om, at den enkelte kandidat max må bruge 10.000 af sine egne kroner på valgkamp. Foto: Henning Bagger.

32-årige Lisbeth Bech Poulsen blev første gang valgt til Folketinget i 2011 for SF i Nordjylland. Det er også herfra, at hun i år genopstiller.

Hvor meget kommer din valgkamp til at koste?
”Det er svært at sige på nuværende tidspunkt, da jeg måske får ekstra penge ind. Men jeg vil tro, at jeg kommer til at bruge i alt 45.000 kroner.”

”Jeg får 10.000 fra min partiforening i Aalborg og 1500 fra SF Nordjylland, som alle kandidater i storkredsen får. Så kan det være, at jeg får lidt fra SFU’erne (Socialistisk Folkepartis Ungdom), hvis vi kører noget ungdomskampagne sammen. Men det er i småtingsafdelingen. 3F i Aalborg støtter de røde kandidater med 15.000 hver, og jeg er så blandt nogle udvalgte spidskandidater, der indgår i et særligt samarbejde med 3F og derfor får 15.000 ekstra. Men det er ikke penge, jeg får i hånden. Det er noget, vi får refunderet efter valget, når vi kommer med kvitteringerne,”

Bruger du penge fra din egen lomme?
"
Det kan godt være, at der bliver nogle småbeløb, jeg selv betaler, men det bliver ikke meget. Vi har en regel i vores storkreds, SF i Nordjylland, om, at man max ligger 10.000 selv, og det er simpelthen for ikke at have for stor forskel på den arbejdsløse og den, der tjener godt.”

Hvor meget betyder penge i en valgkamp?
”De betyder jo noget i forhold til de helt basale ting som plakater og foldere. Og så kan man også få meget synlighed for penge. Men man kan også sagtens køre en god kampagne uden et kæmpe budget. Når man ikke har mange penge, så må man bare være lidt mere kreativ. Lave noget anderledes, der skaber presseopmærksomhed eller engagere mange aktivister, som jo også udgør en værdi.”

Er det et demokratisk problem, at I kandidater har så forskellige økonomiske udgangspunkter til jeres kampagneførelse?
”Det kan man sige, men jeg ved ikke, om løsningen er at regulere det. Jeg synes, at man i stedet skal skabe mere åbenhed om, hvad man hver især får. Der synes jeg ikke, at reglerne i dag er gode nok. Der skal mere gennemsigtighed i pengestrømmen, så man lettere kan se, om der er nogen kandidater, der er ’i lommen’ på virksomheder eller organisationer.”