Valgsystemerne har stor betydning for resultaterne

Det repræsentative demokrati er udformet på mange måder. Som vi har set de seneste år i Storbritannien, har indretningen af valgsystemet stor betydning for, hvordan demokratiet fungerer

Én ting er et repræsentativt demokrati med frie valg. Noget helt andet er, hvilke regler dette demokrati styres efter. Det sidste har stor betydning for effekten af den enkelte vælgers stemmeafgivning, skriver professor Peter Nedergaard. Arkivfoto fra dansk kommunalvalg.
Én ting er et repræsentativt demokrati med frie valg. Noget helt andet er, hvilke regler dette demokrati styres efter. Det sidste har stor betydning for effekten af den enkelte vælgers stemmeafgivning, skriver professor Peter Nedergaard. Arkivfoto fra dansk kommunalvalg. Foto: Casper Christoffersen/Ritzau Scanpix.

I repræsentative demokratier sætter vælgerne efter en fri og åben valgkamp et kryds på en stemmeseddel ud for en person eller et parti. Det afføder, at en række personer fra de opstillede partier vælges til parlamentet.

Det er imidlertid nødvendigt med en metode, som kan omdanne vælgernes stemmeafgivelse til mandater.

Netop denne metode har stor betydning for, hvor mange pladser partierne får.

I Danmark har en del måske undret sig over, hvordan Boris Johnsons Konservative Parti ved det seneste valg i Storbritannien kunne få et komfortabelt flertal på 365 pladser ud af i alt 650 pladser i Underhuset, når nu hans parti kun fik 44 procent af stemmerne.

Samtidig fik de Liberale Demokrater med 12 procent af stemmerne kun 11 pladser. Omvendt undrer en del tyskere sig måske over, hvordan et parti kan få fire-seks mandater i Folketinget med blot to-tre procent af stemmerne.

Med så få stemmer ville man ikke have fået nogen pladser i den tyske Forbundsdag.

Storbritannien var forløberen i etableringen af det repræsentative demokrati. Det var her, at et valgt parlament for først gang i verdenshistorien gradvis fik mere og mere indflydelse.

Valgsystemet på de britiske øer tog udgangspunkt i, at landet blev opdelt i et antal valgkredse, hvori potentielle parlamentarikere kunne stille op.

Systemet var enkelt. Den, der fik flest stemmer, var valgt. Det system har man opretholdt ved valg til Underhuset. Det seneste forsøg på at ændre det britiske valgsystem faldt ved en folkeafstemning i 2011.

Det britiske system med flertalsvalg i enkeltmandskredse – first past the post – bredte sig efterhånden til de fleste andre lande, som fik repræsentative demokratier.

Fordelen ved systemet er også, at det som regel gør det til en enkel sag at danne regering, fordi et enkelt parti kan mønstre et flertal bag sig i parlamentet. Et land med flertalsvalg i enkeltmandskredse er som en speedbåd.

Får et nyt parti regeringsmagten, er det let at sejle landet i en helt anden retning.

Det så man for eksempel, da den konservative Margaret Thatcher overtog magten efter Labour i 1979.

Ulempen ved det britiske valgsystem er til gengæld, at to og kun to partier – på grund af risikoen for stemmespild – kommer til at dominere billedet og dermed undertrykke mangfoldigheden i vælgerkorpset.

Som vi har set med forhandlingerne om Brexit i Underhuset, har partierne desuden ofte meget vanskeligt ved at samarbejde, fordi der ganske enkelt ingen tradition er herfor, når regeringen automatisk har et flertal bag sig.

Danmark overtog det britiske valgsystem, da man etablerede det repræsentative demokrati med Grundloven fra 1849.

Det system beholdt man frem til 1920, da man gik over til det nuværende proportionelle system med forholdstalsvalg. Siden har partierne fået nogenlunde det antal pladser i Folketinget, som svarer til deres procentvise vælgeropbakning på landsplan.

Ændringen af det danske valgsystem blev ikke mindst tvunget igennem af De Konservative, De Radikale og Socialdemokratiet, som mente at kunne få fordel af det nye valgsystem. Venstre ville derimod gerne have fortsat med flertalsvalg i enkeltmandskredse, som man havde fordel af.

Var det britiske valgsystem fortsat, ville Venstre og Socialdemokratiet sandsynligvis have indtaget samme rollen som helt dominerende partier á la De Konservative og Labour i Storbritannien. De mange små nye partier ville derimod have haft svært ved at komme i Folketinget.

I lande med forholdstalsvalg har man ofte frygtet, at det skulle føre til, at uoverskueligt mange partier blev repræsenteret.

Det valgsystem, som blev oprettet i Tyskland efter Første Verdenskrig, var et meget radikalt forholdstalssystem, hvor selv meget små partier kom i Rigsdagen. Årsagen var, at man anså et sådant system for at være mest demokratisk. Men samtidig gjorde valgsystemet også, at regeringerne i Weimar-republikken blev meget vakkelvorne og valg blev udskrevet i tide og utide.

Ud af dette politiske kaos opstod nationalsocialismen og støtten til den stærke fører.

Det var baggrunden for, at valgsystemet i Forbundsrepublikken blev indrettet med en spærregrænse på fem procent, som et parti skulle opnå for at blive repræsenteret i Forbundsdagen. I hvert fald de første mange årtier af Vesttysklands levetid var det med til at give stabilitet og dermed gode forudsætninger for økonomisk fremgang.

Summa summarum: Én ting er et repræsentativt demokrati med frie valg. Noget helt andet er, hvilke regler dette demokrati styres efter. Det sidste har stor betydning for effekten af den enkelte vælgers stemmeafgivning.8

Peter Nedergaard er professor på institut for statskundskab, Københavns Universitet.